Politik

Løkke afviser enhver snak om valg i 2018 - men det er ingen garanti, mener Langballe

Regeringen går til valg på at fortsætte i samme konstellation. Men først til næste år.

Trods det totale opbrud i dansk politik skal danskerne ikke forvente at skulle til folketingsvalg i den nærmeste fremtid.

Det fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen på Venstres sommmergruppemøde i Aarhus fredag.

- Jeg har set, at Folketingsvalg, bogstavsleg, valgløfter, dronningerunder og jeg ved ikke hvad, har en umådelig stor interesse. Men helt ærligt: Det er jo først til næste år. Det er først i 2019. Vi befinder os i 2018, og det er min og regeringens ambition at bruge dette år på at arbejde, siger han.

Splittelse hos konkurrenterne

Rygterne om et snarligt valg var ellers begyndt at svirre af flere årsager. Dels fremstår Løkkes hovedmodstandere på venstrefløjen splittede. Kun SF støtter klart op om Mette Frederiksen som statsministerkandidat. Alternativet og Enhedslisten vil hellere pege på sig selv, mens de radikale kræver, at socialdemokraterne gør sig fuldstændig uafhængige af Dansk Folkeparti, hvis de skal lægge stemmer til Frederiksens statsministerdrømme.

Samtidig har blå blok henover sommeren, ifølge Ritzaus vægtede gennemsnit af meningsmålingerne, nærmet sig rød blok så meget, at der nu nærmest er dødt løb.

Alligevel vælger Løkke altså at vente med at udskrive valg og således også tage endnu en omgang finanslovsforhandlinger med kamphanerne i Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Satser på ro

Netop finanslovsforhandlingerne var sidste år tæt på at koste regeringen livet, da Liberal Alliance truede med ikke at stemme for den endelige aftale, hvis den ikke indeholdt det, de kaldte "historisk store skattelettelser".

Regeringen fungerer og fungerer godt

Lars Løkke Rasmussen (V)

De ambitioner har Anders Samuelsen og co. nu indset, at de ikke kan komme igennem med på denne side af et valg. Det indrømmede de på deres sommergruppemøde i sidste uge. Og netop det kan være med til at give Løkke og resten af Venstre-toppen troen på, at det kan lykkes at komme smertefrit igennem efteråret og dermed stå som det solide og stabile alternativ, når det for alvor går løs i det nye år.

- Jeg glæder mig i det daglige over regeringssamarbejdet med Liberal Alliance og de konservative, siger statsministeren på fredagens pressemøde.

- Vi har et godt og tillidsfuldt samarbejde. Jeg vil kalde det et kammeratskab, og det har vi så i samarbejde med særligt Dansk Folkeparti, men også resten af Folketinget.

- Regeringen fungerer og fungerer godt, og derfor kommer vi også til at gå til valg sammen, når den tid kommer, med en ambition om at fortsætte, understreger Løkke.

Ingen garanti

Vælgerne skal dog være varsomme med at tro, at Løkkes løfte om valg i 2019 ikke kan brydes. Det mener TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe.

- Løkke har ingen interesse i, at der er en ustabil situation, hvor valgkampen hænger som noget, folk tror kommer lige om lidt, og at der derfor ikke kan laves politik. Det er ikke til hans gavn. Derfor bliver han nødt til at slå det fast, men at bruge hans udtalelser i dag som et endegyldigt bevis på, at han ikke stadig vil gøre brug af den anledning, hvis det bliver gunstigt og nødvendigt for ham, mener jeg vil være en overfortolkning, siger han.

- Den politisk situation er sådan, at der er utrolig mange ting oppe i luften, og hvis der indtræffer en situation, hvor det kan se vanskeligt ud for Løkke at få sin politik igennem, og det i øvrigt er gunstigt for ham at tage et valg, så vil han tage det valg.

En fremstrakt hånd til Liberal Alliance

Anders Langballe vurderer, at Løkke med sin udmelding har et dobbelt sigte:

- Dels vil han skabe ro om situationen, og samtidig forsøger han også at sende et signal om, at han hænger sammen med Liberal Alliance, og det kommer han til hele efteråret.

- Liberal Alliance er bange for, at Løkke for at gøre sin egen situation nemmere gør, som andre statsministre før ham har gjort, og hælder de små partier ud af regeringen. Men nu siger han: "Bare rolig, venner, valget kommer først om lang tid, og vi kommer til at hænge sammen. Vi skal ikke ud i valgkamp nu og her".

Lars Løkke Rasmussen kom på pressemødet i Aarhus ikke nærmere en specifik dato for et valg, så det eneste sikre er fortsat, at det senest skal afholdes 17. juni 2019.

Overblik: Partiernes statsministerkandidater og krav

Seks statsministerkandidater har indtil videre meldt sig til det kommende folketingsvalg.

Venstre

Statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Venstre

Statsministerkandidat: Lars Løkke Rasmussen.

Vil fortsætte regeringssamarbejdet med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, men har samtidig åbnet for at gå i regering med Dansk Folkeparti.

- Det er på tide at anerkende Dansk Folkeparti som et parti, der er lige så klar til at sidde i regering som andre partier, har Kristian Jensen sagt til Politiken.

Ultimative krav: Ingen.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det Konservative Folkeparti

Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF).

Det Konservative Folkeparti

Statsministerkandidat: Lars Løkke Rasmussen (V).

Vil fortsætte regeringssamarbejdet med Venstre og Liberal Alliance, men er også klar til at skifte Liberal Alliance ud med Dansk Folkeparti.

- Konservative er stærke nok til at sidde i en borgerlig regering, uanset hvordan kombinationen så er, siger partileder Søren Pape Poulsen til Politiken.

Ultimative krav: Ingen.

Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Liberal Alliance

Anders Samuelsen (LA).

Liberal Alliance

Statsministerkandidat: Lars Løkke Rasmussen (V).

Går til valg med et ønske om at fortsætte i regeringen med Venstre og Det Konservative Folkeparti. Er der ikke flertal for det, har partileder Anders Samuelsen dog også åbnet op for at indlemme Dansk Folkeparti i en flertalsregering.

Ultimative krav: Ingen.

Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti

Statsministerkandidat: Lars Løkke Rasmussen (V).

Partiformand Kristian Thulesen Dahl gav i juni 2018 udtryk for, at Dansk Folkeparti var klar til at gå i regering med Venstre efter næste valg. Siden nytår er Dansk Folkeparti dog gået markant tilbage i meningsmålingerne, og i marts 2019 fortalte Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti skal op på mindst 17 procent af stemmerne for at gå i regering. Noget lignende sagde han også forud for meldingen i juni 2018.

Dansk Folkeparti ønsker at sætte Liberal Alliance uden for indflydelse på eksempelvis skattepolitikken.

Ultimative krav: Dansk Folkeparti kræver, at den midlertidige grænsekontrol opretholdes.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Socialdemokratiet

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet

Statsministerkandidat: Mette Frederiksen (S).

Grundet uenigheder om udlændingepolitikken har Socialdemokratiet meldt ud, at de ønsker at danne en ren S-regering. Dermed brydes årtiers lange tradition for regeringssamarbejde med Radikale Venstre.

Ultimative krav: Ingen.

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

SF

Portræt af formand for SF Pia Olsen Dyhr.

SF

Statsministerkandidat: Mette Frederiksen (S).

SF peger på Mette Frederiksen som statsminister og er klar på at indgå i en regering ledet af hende. Er det parti i rød blok, der har forholdt sig mest i ro.

Ultimative krav: SF kræver, at der indføres minimumsnormeringer i daginstitutioner, så der er mindst én voksen til tre børn i vuggestuer og mindst én voksen til seks børn i børnehaver, hvis de skal lægge mandater til en regering ledet af Mette Frederiksen. Samtidig skal den socialdemokratiske formand afskaffe det omdiskuterede kontanthjælpsloft, hvis hun vil have SF's støtte. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at SF også vil stemme for et mistillidsvotum til Mette Frederiksen og dermed vælte hende. 

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Scanpix Denmark

Radikale Venstre

Den politiske leder for Det Radikale Venstre.

Radikale Venstre

Statsministerkandidat: Mette Frederiksen (S).

Radikale Venstre peger på Mette Frederiksen som statsminister, men er et af de partier i rød blok, der skaber flest problemer for Socialdemokratiet. Støtten til Mette Frederiksen er betinget af, at flere ultimative krav opfyldes.

Ultimative krav: For at støtte Mette Frederiksen kræver Radikale Venstre, at hun garanterer en politik uafhængig af Dansk Folkeparti. Det er ligeledes et krav fra Radikale Venstre, at en kommende regering ikke er afhængig af mandater fra Stram Kurs

Morten Østergaards parti har også gjort det klart, at Mette Frederiksen skal indgå en skriftlig aftale med indrømmelser på en række politikområder. Det afviser Socialdemokratiet.

Østergaard har derudover fremsat et krav om, at dele af det såkaldte paradigmeskifte skal rulles tilbage efter valget, mere EU og en økonomisk plan, der øger råderummet. Sker det ikke, er han klar til at fælde Mette Frederiksen ved en mistillidsafstemning, skriver Berlingske.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Enhedslisten

Politisk ordfører Pernille Skipper (Ø).

Enhedslisten

Statsministerkandidat: Pernille Skipper (Ø).

Enhedslisten peger i udgangspunktet på deres egen politiske ordfører, Pernille Skipper, men vil ikke afvise at pege på Mette Frederiksen (S) som plan B. Det kan eksempelvis blive aktuelt, hvis ikke Enhedslisten, Alternativet og SF tilsammen bliver større end Socialdemokratiet efter næste valg, og det er der ifølge meningsmålingerne ikke så meget, der tyder på.

Ultimative krav: Enhedslisten er modstander af store dele af Radikale Venstres økonomiske politik - blandt andet ønsket om flere reformer. Derfor kræver Enhedslisten "en indikator for en ny og mere solidarisk retning for den økonomiske politik". Vil Mette Frederiksen (S) ikke give det under regeringsforhandlingerne, vil Enhedslisten udtrykke mistillid og forhindre regeringsdannelsen.

Enhedslisten vil i det hele taget kun indgå i det parlamentariske grundlag for en regering, hvis den har givet konkrete tilsagn om en mere solidarisk, grøn og humanistisk politik indenfor de fire områder: Velfærd, fattigdomsbekæmpelse og lighed, klima og udlændinge/integration.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Alternativet

Alternativets Uffe Elbæk.

Alternativet

Statsministerkandidat: Uffe Elbæk (Å).

Alternativet peger på deres egen politiske leder, Uffe Elbæk, som statsminister og vil ikke pege på andre.

Ultimative krav: Ingen, men partiet vil ikke støtte en regering, der fortsætter den nuværende udlændingepolitik.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Nye Borgerlige

Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Nye Borgerlige

Statsministerkandidat: Lars Løkke Rasmussen (V) / Pernille Vermund (NB).

Nye Borgerlige står ifølge flere meningsmålinger til at komme i Folketinget efter næste valg. Partiet peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men han skal opfylde tre ufraviglige krav. Bliver kravene ikke imødekommet, peger Nye Borgerlige på Pernille Vermund som statsminister.

Ultimative krav: Nye Borgerlige kalder selv sine krav for "ufravigelige". De drejer sig om asylstop, selvforsørgelse for udlændinge og udvisning af kriminelle udlændinge. Nye Borgerlige er klar til at stemme for et mistillidsvotum til Mette Frederiksen og vil undlade at stemme, hvis rød blok fremsætter et mod Lars Løkke Rasmussen, såfremt kravene ikke indfries. Det kan både være med til at fælde og redde Lars Løkke Rasmussen afhængig af mandatfordelingen.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Kristendemokraterne

Stig Grenov (Kristendemokraterne)

Kristendemokraterne

Statsministerkandidat: Lars Løkke Rasmussen (V)

Peger på en borgerlig statsminister, fordi partiet bygger på ”klassiske borgerlige værdier”. Men vil kræve indrømmelser på udlændingepolitikken til gengæld for støtten.

- Hvor vi møder mennesker og knuselsker dem i Folketinget, i stedet for at vi tæller, hvor mange vi kan slippe af med, som partiformand Stig Grenov har forklaret det.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Partiet Klaus Riskær Pedersen

Klaus Riskær Pedersen har fået de påkrævede underskrifter og er nu på vej på stemmesedlen ved det kommende folketingsvalg.

Partiet Klaus Riskær Pedersen

Statsministerkandidat: Lars Løkke Rasmussen (V).

Ifølge Riskær bør Lars Løkke Rasmussen som siddende statsminister have ”førsteret til at se, om han kan fortsætte sin regering”. Umiddelbart stiller Riskær ikke ultimative krav, men han har en række forslag om vidtgående reformer af det danske samfund. Blandt andet en stor omlægning af skattesystemet.

Ultimative krav: Ingen.

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Stram Kurs

Rasmus Paludan fra Stram Kurs demonstrerer på Holmegårdsvej i Kokkedal mandag den 29. april 2019.. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix)

Stram Kurs

Statsministerkandidat: Rasmus Paludan.

Stram Kurs peger på partiets egen leder, Rasmus Paludan, som statsminister. Den yderligtgående islamkritiker afviser, at han vil være med til at bringe Lars Løkke Rasmussen (V) eller Mette Frederiksen (S) til magten.

Stram Kurs vil blandet andet forbyde islam som religion og udvise 500.000 personer med ikke-vestlig baggrund inden for et år. Kravene er ikke formuleret som ultimative.

Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix