Politik

BLOG: Hvor er pengene, Pape?

BLOG: Hvis man ser på den kommende folketingsperiode, så er der ingen penge til skattelettelser, hvis man også vil have politifolk og pædagoger.

Det har ikke skortet med konservative meldinger i denne sommer. Det begyndte, da finansminister Kristian Jensen (V) ville lempe regeringens sædvanlige politik om nedskæringer i velfærden.

Den plan fik de Konservative hurtigt skudt ned i samarbejde med LA. De er nemlig enige om at ville have skattelettelser. Helst til dem, der i forvejen tjener mest. Men her stopper ønskelisten ikke.

Efter Søren Pape har aflyst de Konservatives grønne klimafokus, har partiet nemlig rettet blikket mod de offentligt ansatte. De Konservative vil både have 600 ekstra politifolk og flere pædagoger.

Det lyder jo faktisk ikke så dumt. Men de Konservatives formand mangler bare at pege på, hvor pengene skal komme fra?

Hvis man ser på den kommende folketingsperiode, der formodentlig kommer til at strække sig fra 2019 til 2022, så er der ingen penge til skattelettelser, hvis man også vil have politifolk og pædagoger.

Vel at mærke ikke med mindre, man samtidig finder Claus Hjort Frederiksens berømte ”katalog af ubehageligheder” frem igen.

Så vi mangler at få at vide, hvem der skal betale regningen for topskattelettelserne. Er det mon de studerende? Er det dagpengemodtagerne? Er det de ældre?

’Kataloget af ubehageligheder’ viste, at Løkkes løfter hurtigt glemmes

Ved folketingsvalget i 2015 lovede Lars Løkke, at han ikke ville pille ved pensionsalderen. Mindre end et år efter folketingsvalget præsenterede daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen regeringens ’katalog af ubehageligheder’. Det indeholdt nedskæringer og en højere pensionsalder. Formålet var endnu engang at give skattelettelser til dem, der har mest i forvejen.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan borgerlige partiers skuffeplaner har det med at komme efter et valg. Men måske vi allerede har fået en smagsprøve på, hvad regeringen pønser på efter et valg?

For kigger vi på de beregninger, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille har fået foretaget i sit ministerium, så indeholder det en lavere kontanthjælpsydelse, en forkortelse af dagpengeperioden, nedskæringer på SU’en, afskaffelse af boligstøtten og en forringelse af førtidspensionen.

Hvis Hjortens daværende ’katalog af ubehageligheder’ er blevet til et ’katalog af rædsler’, så bør regeringen præsentere det inden et valg og fortælle danskerne, at der ikke er penge til både velfærd og topskattelettelser. Socialdemokratiets løfte til danskerne er klart. Vi prioriterer velfærden først.