Politik

Udsigt til fem statsminister-kandidater skaber forvirring og glæde

Fem kandidater har nu meldt sig til posten som landets øverste chef. Og selvom det skaber kaos, er det nødvendigt, mener Pernille Skipper (Ø).

Der bliver talt om opbrud og kaotiske tilstande på Christiansborg, og få skridt fra murene har vælgerne svært ved at følge med.

Med højest 10 måneder til næste folketingsvalg har fem personer meldt sig til statsministerposten. Senest Enhedslistens Pernille Skipper. Og det giver en udfordring til vælgerne. 

- Det bliver jo lidt mere besværligt, synes jeg, siger Jonas Andersen, der er i lære som anlægsgartner, til TV 2.

Jonas Andersen er grundlæggende positiv over for de nye statsministerkandidater, men synes det gør det hele lidt mere besværligt.

Midt i statsministerfeberen buldrer og brager det nærmest symbolsk på slotspladsen foran Folketinget, der er midlertidigt omdannet til byggeplads. Her har TV 2 talt med flere vælgere om situationen.

Få meter fra Christiansborgs politiske kaos forholder de fleste vælgere sig i ro omkring de mange statsministerkandidater.

Det er forvirrende

Først var der to. Nu er der fem,

Socialdemokratiets Mette Frederiksen, Venstres Lars Løkke Rasmussen, Uffe Elbæk fra Alternativet, Enhedslistens Pernille Skipper samt formanden for det opstillingsberettigede Nye Borgerlige, Pernille Vermund, har alle meldt ud, at de går efter hovednøglerne til statsministeriet. 

Det giver vælgerne fem mulige statsministre og udsigten til en regeringsmæssig kabale, der kan trække i langdrag, efter næste valg.

- Det, vi ser nu, er den mest interessant politiske situation meget, meget længe, siger Alternativets leder, Uffe Elbæk, til TV 2.

- Jeg vil sætte mig lidt ind i det her, siger Bodil Keiler, der er pensionist, til TV 2.

Men på byggepladsen foran Folketinget er vælgerne knapt så begejstrede for statsministerfeberen.

- Jeg synes umiddelbart, det lyder lidt forvirrende, siger Bodil Keiler, der er pensionist, til TV 2.

Hun fortæller, at hun vil sætte sig mere grundigt ind i sagerne inden valget, der senest skal afholdes til juni næste år.

Kaosset er nødvendigt, hvis vi gerne vil skabe forandring

Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten og statsministerkandidat

Hvem peger på hvem

Efter årtier med et simpelt valg mellem rød og blå blok mudrer de mange statsministerkandidater nemlig billedet.

Pernille Skipper vil eksempelvis ikke udelukke, at Enhedslisten kan pege på Mette Frederiksen, hvis de ikke selv kan finde opbakning.

Omvendt vil Uffe Elbæk ikke pege på andre end sig selv.

Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, der ikke sidder i Folketinget for nuværende, har tre krav, der skal opfyldes, for at pege på nogen - rød eller blå. Ellers peger hun på sig selv. Kravene er at droppe asylbehandling og økonomisk hjælp til udlændinge samt smide kriminelle udlændinge ud af landet ved første dom.

Det giver sådan et vældig pust i politikken

Bente Maribo, pensionist

Dansk Folkeparti har åbnet op for mere samarbejde med Socialdemokratiet, meldt sig klar til en V-DF-regering og flere dronningerunder med uvist indhold. Imens har regeringspartierne meldt mere varsomt ud, at de som udgangspunkt går til valg på at fortsætte samarbejdet, men de Konservative siger, at de også kan sidde i regering med Dansk Folkeparti.

Et frisk pust

Forvirringen og usikkerheden slår dog ikke Bente Maribo, der er pensionist, ud.

- Det giver sådan et vældig pust i politikken, siger hun til TV 2, der fanger hende foran slotspladsen.

- Der er noget demokratisk forkert i, at vi har to statsministerkandidater, som vi ikke selv har været med til at udpege. Nu kommer der et ryk i det, som jeg synes er interessant.

- Jeg synes det er meget underholdende. Politik må godt være underholdende, siger Bente Maribo, der er pensionist, til TV 2.

Og det synspunkt følger SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, til dels.

- Jeg synes også, at Socialdemokratiet i alt for mange år har opført sig magtfuldkomne. De har bare taget venstrefløjen for givet, siger han til TV 2.

SF peger dog stadig på Mette Frederiksen som statsminister og har ingen plan om selv at stille sig til rådighed på den post.

- Lad os lave politisk disruption

Alternativets politiske leder håber dog, at flere vil melde sig på banen og opfordrer direkte de radikales Morten Østergaard og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl til at stille op.

- Lad os da lave politisk disruption, så vælgerne har en mulighed for at finde ud af, hvad står partierne for, siger Uffe Elbæk til TV 2.

For netop forvirring eller ligefrem kaos - det er en del af selve meningen med at melde sig, mener Pernille Skipper.

- Kaosset er nødvendigt, hvis vi gerne vil skabe forandring, siger hun til TV 2.