Politik

Briterne forlader EU, men deres udenrigsminister håber, at andre lande bliver

Storbritannien ønsker et stabilt EU og har derfor ingen interesse i, at andre lande gør dem kunsten efter og forlader samarbejdet, lyder det.

Selvom Storbritannien selv er på vej ud af EU, håber landets regering ikke, at andre EL-lande vælger at gøre det samme.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Jeremy Huny, der onsdag har besøgt Danmark.

- Vi ønsker at finde et resultat, der fungerer for EU og holder EU sammen. Vi har intet strategisk ønske om et Dexit eller et andet udfald, hvor andre lande forlader EU, siger Jeremy Hunt til TV 2.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har flere gange gjort det klart, at der ikke kommer en ”Dexit-afstemning” i Danmark, men støttepartiet Dansk Folkeparti har så sent som i sidste uge i Berlingske talt varmt om en dansk folkeafstemning.

Det vil være en tragedie

Jeremy Hunt frygter for en manglende Brexit-aftale med EU

Den britiske udenrigsminister vil ikke blande sig i, hvad de danske politikere beslutter, men for Storbritannien vil det ikke være godt, hvis danskerne vælger et exit.

- Storbritannien ønsker, at EU er succesfuld, fordi EU er vores nabo og største marked. Vi ønsker stabilitet og velstand ved siden af os, lyder det fra Jeremy Hunt.

Frygter skilsmisse ender i tragedie

Jeremy Hunt fra det konservative regeringsparti i Storbritannien var op til Brexit-afstemningen modstander af et britisk farvel til EU.

Men efter hans partifælle Boris Johnson, der har kæmpet for et Brexit, for nyligt har forladt udenrigsministerposten, er det blandt andet blevet Jeremy Hunts opgave føre skilsmissen med EU ud i livet.

Og det går ikke så godt, fortæller han.

Storbritannien og EU skal blandt andet finde en løsning om fremtidige handelsrelationer, men udenrigsministeren er for nyligt blevet citeret for at sige, at der er risiko for, at Storbritannien ender uden en aftale.

- Det vil være en tragedie. Der er ingen tvivl om, at det vil blive et økonomisk chok både for EU og Storbritannien, siger Jeremy Hunt onsdag til TV 2.

Storbritannien forlader EU den 29. marts næste år, og Jeremy Hunt håber derfor, at der fortsat er tid til lave en aftale, som både Storbritannien og EU kan være tilfreds med.

Brexit kan få store konsekvenser for dansk økonomi

Kristian Jensen, finansminister (V)

- Men det her er en svær situation, og der er meget svære udfordringer for både EU og Storbritannien. Hvis alle er pragmatiske og imødekommende, tror jeg, vi kan finde en løsning, men det bliver vanskeligt, siger Jeremy Hunt.

Manglende aftale kan koste Danmark dyrt

Den britiske udenrigsminister har under sit besøg i København diskuteret Brexit med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), og sidstnævnte håber ligesom sin kollega, at der kan laves en aftale med EU.

- Håbet er, at man får lavet en aftale, som reelt kommer til at betyde, at vi kan konkurrere på lige vilkår, at vi kan have et tæt og effektivt samarbejde, siger Anders Samuelsen til Ritzau.

Han uddyber, at aftalen foruden det handelspolitiske også bør omhandle sikkerhedspolitik.

Den britiske udenrigsminister aflagde også Finansministeriet et besøg onsdag.

Ifølge finansminister Kristian Jensen (V) blev der også her stillet skarpt på de igangværende forhandlinger om Storbritanniens EU-skilsmisse.

- Brexit kan få store konsekvenser for dansk økonomi, og derfor er det i Danmarks interesse, at der kommer en god aftale, siger han til Ritzau.

Storbritanniens mål er at få en aftale med EU på plads senest i oktober. Sker det ikke, risikerer premierminister Theresa May at få smækket døren i til EU uden en aftale.