DF vil tage statsborgerskabet fra børn af syrienskrigere

16x9
Dansk Folkeparti er klar til at gøre børn statsløse, hvis deres forældre været i hellig krig. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

Integrationsminister Inger Støjberg skal efter sommerferien drøfte med Folketingets partier, hvad man gør med børn af syrienskrigere.

Hvis mor og far drager i hellig krig for Islamisk Stat eller en anden ekstremistisk bevægelse, skal deres børn ikke kunne blive danske statsborgere.

Det mener Dansk Folkeparti, og derfor har de efter sommerferien aftalt et møde med integrationsminister Inger Støjberg (V), hvor de vil drøfte muligheden for at fratage dem statsborgerskabet.

- Der har været et par eksempler i pressen, hvor børn af syrienskrigere får statsborgerskab og dermed ret til den fulde pakke som alle andre, og det vil vi gerne forhindre, siger udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, til TV 2 og fortsætter:

- Jeg har tidligere sagt, at hvis man er dansk statsborger, så er det det, man er, men tingene udvikler sig, og det er ikke altid, de udvikler sig i en positiv retning. Så vi vil gerne gøre en indsats for at forhindre, at hvis forældre tager afsted som hellige krigere, og de får børn, så skal de børn ikke have dansk statsborgerskab. Som minimum skal der være en mulighed for at tage det fra dem.

Forældrenes ansvar

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet betyder en forælders danske statsborgerskab, at vedkommendes børn automatisk er danske statsborgere. En status, der ifølge flere advokater, betyder, at Danmark er forpligtet til at hjælpe børnene til Danmark.

Da Politiets Efterretningstjeneste (PET) i januar senest kom med sin vurdering af terrortruslen mod Danmark fremgik det, at "nogle udrejste kvinder har medbragt børn til konfliktzonen, og nogle har fået børn dernede." Overfor Jyllands-Posten oplyste tjenesten i december, at den var bekendt med, at der allerede var børn, som var vendt hjem til Danmark fra en konfliktzone. Det konkrete antal er dog ukendt.

Martin Henriksen erkender, at forslaget fra Dansk Folkeparti i princippet rammer uskyldige børn, som ikke har indflydelse på deres forældres handlinger.

- Men det må forældrene tage ansvaret for, siger han.

- Nærmest uanset hvad, så er der en forventning om, at Folketinget skal gå ind og tage ansvaret for, i dette tilfælde, et barn, hvis forælder, som har været ude at kæmpe for en islamistisk bevægelse. Det, mener jeg simpelthen ikke, er vores opgave. Jeg mener godt, vi kan tillade os at sige, at det her er forældrenes ansvar.

- Hvis forældrene træffer en beslutning om at tage ud i den store verden og tilslutte sig for eksempel Islamisk Stat eller en anden ekstremistisk bevægelse og stifter familie, så er det deres beslutning, og så er det op til Folketinget at vurdere, hvordan vi beskytter Danmark bedst muligt, siger Martin Henriksen.

Vil gøre børn statsløse

Det er jo mere reglen end undtagelsen, at forældre tager deres børn med i hellig krig. De børn, der bliver tilbage i Danmark, skal de også fratages statsborgerskabet?

- Der skal være mulighed for at foretage nogle vurderinger. Hvis man rejser ud og stifter familie ude i den store verden, så skal det være muligt for myndighederne at forhindre, at ens børn automatisk bliver dansk statsborgere, siger DF-ordføreren.

- En anden mulighed kunne være, at man fratager børnene statsborgerskabet efterfølgende. Det arbejder vi også videre med, men jeg tror, at det vil være svære at komme igennem med, fordi der er nogle konventioner, som gør det lidt vanskeligt, og det går andre partier jo meget op i. Når først man har givet statsborgerskabet, er det vanskeligt at rulle det tilbage igen.

Hvis man rejser ud og stifter familie ude i den store verden, så skal det være muligt for myndighederne at forhindre, at ens børn automatisk bliver dansk statsborger

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti

Hvis nu børnene kun er i besiddelse af et dansk statsborgerskab, hvad skal der så ske med dem?

- Ja, det skal man jo næsten spørge forældrene om. Så lever børnene jo sammen med deres forældre der, hvor de nu er, og har ikke nogen tilknytning til Danmark.

Så de skal altså gøres statsløse?

- Ja, hvis de ikke har andet statsborgerskab, så vil de de facto blive statsløse, og så må de jo så søge om statsborgerskab i det land, de befinder sig, hvis de synes, at det er attraktivt.

Klar til at tvangsfjerne

Hvad nu hvis det kun er forældrene, der rejser ud, og barnet bliver tilbage i Danmark og altså ikke er i direkte kontakt med en ekstremistisk bevægelse?

- Så vil jeg mene, at det mest oplagte er, at man fjerne barnet fra hjemmet og finder en dansk familie, som barnet kan være hos.

Men typisk er det jo sådan, at kun den ene forælder er taget afsted. Skal barnet så stadig tvangsfjernes?

- Så må vi se på, hvordan den forælder, der er blevet tilbage, er. Er vedkommende lige så opsat på at få indført sharia-lovgivning, så vil en tvangsfjernelse fortsat være at foretrække, siger Martin Henriksen.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar til forslaget fra Dansk Folkeparti fra Inger Støjberg, men det har ikke været muligt, da hun holder ferie. Til gengæld oplyser fungerende politiske ordfører, Louise Schack Elholm, at Venstre ikke ønsker at tage forskud på forhandlingerne, og at man derfor ikke har nogen kommentarer på nuværende tidspunkt.

Opbakning fra S

Når forhandlingerne går i gang i Udlændinge- og Integrationsministeriet, kan Dansk Folkeparti glæde sig over opbakning fra Socialdemokraterne, som ifølge TV 2s oplysninger er det eneste andet parti, regeringen har inviteret med.

Indfødsretsordfører Astrid Krag (S) har tidligere på sommeren anmodet Inger Støjberg om svar på, hvor mange børn af personer, der formodes at være eller have været fremmedkrigere, der findes. Hun ser derfor frem til at mødet med ministeren, når hun er tilbage på sommerferie:

- For en håndfuld år siden var trenden, at unge danskere ville deltage i hellig krig i Syrien. Her tog vi fra politisk side initiativer, der skulle forhindre dette. Ikke mindst for at beskytte Danmark. Nu går trafikken så den anden vej, og det, mener jeg, kræver ny politisk handling. Vi er derfor klar til at se på, hvordan vi forhindrer, at børn af fremmedkrigere automatisk tildeles statsborgerskab. Og vi vil også gerne se på, om deres statsborgerskab kan frakendes, skriver hun i sms til TV 2 og tilføjer: 

- Det skal selvfølgelig ske inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtigelser. Derudover vil vi gerne se på muligheden for at fremmedkrigere får frakendt deres statsborgerskab, mens de befinder sig i udlandet.