Lippert

Løftet pegefinger til S-formand fra Danmarks yngste borgmester

Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk, fortæller Mette Frederiksen, at centraliseringen i Danmark er for stor.

Efter en årrække, hvor uddannelser og arbejdspladser er blevet samlet i landets store byer, råber Holbæks socialdemokratiske borgmester nu op. 

- Centraliseringen i Danmark er blevet alt for stor, siger Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Christina Krzyrosiak Hansen er med sine 25 år Danmarks yngste borgmester, og hun har besøgt talkshowet 'Lippert' på TV 2 NEWS. Her fortæller hun, at hun har været med til at give partiformand Mette Frederiksen en opsang. 

Den løftede pegefinger

Hvad har du sagt til Mette Frederiksen omkring det her med centralisering?

- Ja, et par gange - ikke bare mig alene personligt, men der er jo mange borgmestre, der har sagt, at hvis vi gerne vil være et parti for hele landet, så er vi nødt til at se på, at vi har udfordringer der, hvor jeg kommer fra, Lolland, dele af Jylland og mange andre steder. Fordi der simpelthen er blevet centraliseret for meget, svarer Christina Krzyrosiak Hansen. 

- Uddannelser er et glimrende eksempel på det. Man har centraliseret rigtig mange uddannelser til de store byer, specielt København, og kommer du så fra Holbæk Kommune, hvor jeg kommer fra, så skal du som ung flytte, hvis du vil have dig en uddannelse, uddyber hun.

Opmærksomhed på Christiansborg

Den siddende regering har udflyttet en række statslige arbejdspladser, og Christina Krzyrosiak Hansen mener da også, at folketingspolitikerne på Christiansborg har fået øjnene op for problemet.

- Man er begyndt at se fra Christiansborg, at der er et problem, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Så på den måde har den her borgerlige regering fat i den lange ende i forhold til den tidligere socialdemokratiske regering?

Jeg tror, lige meget om det er en borgerlig regering, eller om det er Socialdemokratiet, der sidder ved bordenden, så havde man kunnet se, at det her er et problem.

Uanset hvem der skal stå for den decentralisering, som Christina Krzyrosiak Hansen ønsker, så mener hun, at det er det rigtige at gøre.

- Jeg er godt klar over, det koster penge, når man flytter arbejdspladser ud i landet. Statslige arbejdspladser for eksempel. Men det, det giver af investeringer i de områder, hvor de er, det er jo en investering, der kommer hele landet til gode.

Christiansborgs kontrol

Christina Krzyrosiak Hansen fortæller i interviewet, at kommunalbestyrelsen i Holbæk har fire milliarder kroner at fordele. Hun mener dog, at politikerne i Folketinget har for meget at skulle have sagt i forhold til at fordele kommunernes penge.

- Det er rigtigt. Fra Christiansborg lægger man nogle ret stramme bånd ind over. Jeg har også - internt i mit parti - sagt, at måske skal vi løsne lidt op. 

Er det en myte, at Christiansborg bestemmer alt, hvad der foregår i kommunerne?

- Nej, Christiansborg bestemmer meget.

For meget?

- Ja, også for meget. Jeg kunne godt tænke mig, at de løsnede op.

Se 'Lippert' på TV 2 NEWS onsdag klokken 19.23 og på PLAY.