Pia Kjærsgaard mødt af boykot i Island - politikere udvandrede i protest

Folketingets formand skulle onsdag holde tale i anledningen af 100 året for Islands selvstændighed, men blev mødt af politisk boykot.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard blev onsdag mødt af kritik og politisk boykot, da hun som repræsentant for det danske folketing holdt tale i det islandske parlament, Altinget. 

Du kan se indledningen på Pia Kjærsgaards tale til Altinget øverst i artiklen. 

I anledningen af 100 året for Islands suverænitet var Folketingets formand inviteret nord på for at hylde demokratiet.

Men det var der mange, der ikke mente, at hun var den rette til.

Det er beklageligt, at en af de fremmeste repræsentanter for had mod udlændinge i Europa skal have lov at komme på talerstolen på denne vigtige dag

Logi Einarsson, formand, Samfylkingin

I protest mod Kjærsgaards tidligere udtalelser om muslimer og indvandrere valgte et medlem af det socialdemokratiske parti Samfylkingin, Helga Vala Helgadóttir, således at udvandre under talen, mens medlemmer af det toneangivende parti Piraterne på forhånd havde valgt helt at blive væk.

"En repræsentant for had"

I forbindelse med talen kaldte formanden for Samfylkingin, Logi Einarsson, det ifølge Politiken "beklageligt, at en af de fremmeste repræsentanter for had mod udlændinge i Europa skal have lov at komme på talerstolen på denne vigtige dag".

Til islandsk presse udtalte Piraternes parlamentariske formand, Thórhildur Sunna Ævarsdóttir:

- Vi ser lige nu over hele verden, at fascisme, racisme, fremmedhad, antidemokratiske værdier er på forskellige måder. Vi ser det i USA, vi ser det i forskellige europæiske lande, og vi har set det udvikle sig i vores nabolande som i Danmark.

Repræsenterede Danmark

Tilsyneladende kom det bag på mange islændinge, at Pia Kjærsgaard var inviteret til begivenheden, der fandt sted på det allehelligste sted i islandsk demokratihistorie, sletten Thingvellir, og Piraterne vil nu have undersøgt, hvem der stod for invitationen af Folketingets formand.

Det kan Altingets generalsekretær Helgi Bernódusson dog tilsyneladende hjælpe med.

Ifølge Politiken forklarer han, at invitationen af Kjærsgaard skyldtes den traktat om islandsk selvstændighed, som Danmark og Island underskrev i 1918, og han kalder det derfor ”på enhver måde passende, at Folketingets formand er her.”

Altingets formand, Steingrímur J. Sigfússon, tager i en pressemeddelelse skabt afstand til de personer, der udeblev fra Pia Kjærsgaards tale:

- Altingets formand finder det dybt beklageligt, at Folketingets formands besøg er blevet udnyttet til at kaste en skygge over festlighederne på Thingvellir og fastholder, at en stor majoritet af det islandske folk finder det forkasteligt at vise Folketingets formand disrespekt under hendes besøg som repræsentant for Folketinget og det danske folk, skriver han.

Kjærsgaard bemærkede intet

Til TV 2 siger Pia Kjærsgaard, at hun ikke selv bemærkede protesterne fra medlemmerne af Altinget:

- Det er korrekt, at piratpartiet ikke ville deltage, men jeg kan jo ikke rigtig gøre for, at der er nogen, der er uopdragne og ikke fatter, at når man inviterer Folketingets formand og ikke mig selv, så det er i virkeligheden ikke en ydmygelse af mig. Det går også udover Danmark. Det er et skævt forhold, som Piratpartiet lægger til Danmark, og det er selvfølgelig uacceptabelt, pointerer hun.

- Men under talen var der ingen problemer. Der var god ro og orden. Der var god stemning. Der var heller ikke noget, da jeg kom, og heller ikke noget, da jeg gik. At der så har været noget på de sociale medier, det kommer bag på mig. Jeg har ikke været vidne om det, jeg har ikke bemærket det.

Jeg havde den 18. juli den store glæde og ære på vegne af Folketinget – og Danmark - at holde tale og overbringe en...

Posted by Pia Kjærsgaard on Thursday, July 19, 2018

Socialdemokrat: Hvorfor skulle hun tale?

Selv om Pia Kjærsgaard altså ikke bemærkede det, så bekræfter Helga Vala Helgadóttir fra Samfylkingin overfor TV 2, at hun forlod samlingen, da Danmarks repræsentant gik på talerstolen:

- Jeg protesterede selvfølgelig ikke imod det danske parlament, den danske regering eller den danske nation. Jeg viste bare, hvad jeg synes om den måde, hun har ændret synet på indvandrer og flygtninge i det danske parlament. Jeg forstår bare ikke, hvorfor hun skulle være en hovedtaler ved denne begivenheder, siger hun.

Det er absurd og uværdig, som de udtaler sig. Ikke i forhold til mig, men i forhold til Danmark

Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget

Helga Vala Helgadóttir anerkender Pia Kjærsgaards pointe om, at hun var der som repræsentant for Danmark og ikke sig selv og sine personlige holdning, men fastholder alligevel, at hendes protest var på sin plads:

- I min optik overskygger hendes nuværende status ikke, hvad hun har sagt, og hvad, hun har gjort imod en gruppe mennesker, som ikke kan forsvarer sig selv, siger hun. 

De hårde ord preller dog af på Pia Kjærsgaard:

- De har lette vilkår heroppe i Island, men er åbenbart fuldstændig uvidende om, hvad der foregår rundt om i verden, og da også hvordan deres eget parti agerer i Danmark. Det er absurd og uværdigt, som de udtaler sig. Ikke i forhold til mig, men i forhold til Danmark, siger hun.