Politik

BLOG: Medieaftale skal ændres efter et valg

BLOG: Nedskæringerne på public service er for voldsomme i en tid, hvor vi har brug for medier, vi kan stole på.

Jeg er slet ikke tilfreds med den nye medieaftale. Men lad mig alligevel gemme galden lidt og begynde med det mest positive, der trods alt er i aftalen.

Jeg er glad for, at vi endelig kommer af med licensen, så vi kan få en mere retfærdig finansiering. Når vi betaler licens, tager den jo ikke højde for, om vi tjener meget eller lidt. Det ændrer sig heldigvis nu.

Og så er det godt, at det ikke lykkedes regeringen at sælge TV 2 og at spare på TV 2’s regioner. Jeg forstod aldrig, hvorfor de ville spare på de populære regionale tv-stationer, som netop leverer den regionale dækning, vi gerne vil have meget mere af.

Der løber jeg desværre tør for roser. Og de torne, der så er tilbage, er selvfølgelig årsagen til, at SF ikke kunne være med i aftalen.

Ministeren smed os ud af forhandlingerne, fordi vi ikke ville nikke til den besparelse på 20 procent, som de borgerlige insisterede på at trække ned over DR. Jeg synes, det er en alt for voldsom besparelse, som kommer til at gå hårdt ud over det public service-indhold, vi kender og holder af.

Vi snakker så meget om fake news, og om hvor meget sociale medier fylder. Men i mine øjne er det et helt forkert svar at svække de medier, vi stoler på. Vi har da mere end nogensinde brug for medier, som ikke er drevet af reklamer, ligegyldige nyheder og klik på nettet.

Men de voldsomme nedskæringer på public service var umulige at undgå, fordi de kombinerer regeringens jagt på selv de mindste skattelettelser med Dansk Folkepartis jagt på DR.

Jeg er ærgerlig over, at regeringen gik målrettet efter en smal aftale på et område, hvor vi har tradition for det modsatte. Medierne bør have ro om deres vilkår, og danskerne bør vide, hvad de kan forvente af vores public service-medier.

Men den smalle aftale betyder, at jeg ikke har noget problem med at samle stumperne, når vi får et nyt flertal. Jeg kan godt leve med en mindre besparelse på DR, men den massakre på public service, de borgerlige er blevet enige om, er katastrofal for det dansksprogede kvalitetsindhold, vi kender.

Derfor skal vi lave en bedre aftale, når vi får chancen.