BLOG: Derfor Alternativet – derfor Uffe som statsminister

16x9
Vi må tage det klimaansvar, som ingen andre gør i tilstrækkelig grad. Derfor skal Uffe Elbæk være Danmarks næste statsminister, mener Rasmus Nordqvist. Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

BLOG: Tager vi springet og stiller Uffe Elbæk i front for Danmark, er det også en beslutning om at løfte blikket og se ud mod verden.

I 2013 var jeg med til at tage initiativ til at skabe Alternativet. Den dag, vi fremlagde vores projekt var det med flaksende sommerfugle i maven, men ikke mindst med en sugende fornemmelse af, at nu var det nu. Point of no return. For os, for verden og for Danmark. For det var og er tvingende nødvendigt at skabe en ny politisk stemme. Vi vidste, at det var tid til for alvor at svare på de alvorlige kriser, vi står overfor. Ikke mindst klimakrisen.

Den sugende fornemmelse, jeg havde dengang, dukkede op igen i dag. For igen kan jeg mærke i maven og helt ind i hjertet, at tiden er inde til at handle. Vi må tage det klimaansvar, som ingen andre gør i tilstrækkelig grad. Og derfor er vi nu også klar til at sige, at vores bud på Danmarks næste statsminister hedder Uffe Elbæk.

For når vi taler klima, så står vi på kanten. Af et klimasammenbrud og af et globalt socialt kollaps. Vi står helt derude, hvor tæerne vipper over afgrunden, og hvor forandringens vinde blæser os om ørerne. Vi kan vælge at blive stående, imens jorden smuldrer under vores fødder. Det er den position, flertallet af partier har valgt i dag. Og det er helt forståeligt, for tager vi springet til et nyt ståsted, vinker vi i sagens natur farvel til det sted, vi har stået længe. Så længe, at vi næsten er groet fast.

Vi skal turde at springe og springe højt. Vi skal lytte til fremtidens generationer, der råber til os, at vi skal og må handle nu – lige nu – for ellers er det for sent. I Alternativet er vi ikke bange. Vi mener faktisk ikke, at vi kan blive stående længere, vi ved, at modet er en bydende nødvendighed, og vi er mere end klar til at tage springet.

Vi skal huske, at naturen sagtens kan klare sig uden os, men vi kan ikke klare os uden naturen. Vi skal indse og mærke helt ind i maven, at vi er forbundet til naturen, som vi er forbundet til hinanden. Vi kan ikke længere leve af naturen, vi må og skal leve med den.

Når jeg ser ud i Europa og rundt i Danmark, ser jeg desværre en række politiske partier, som langt fra tør tænke nyt. Nogle kalder dem ansvarlige partier, man kan også kalde dem magtpartier. Vi ser desværre, at de nationalkonservative og de etablerede magtpartier går hånd i hånd i bestræbelserne på intet at forandre. Vi kan ikke længere blot skrue lidt på knapperne til højre eller til venstre, det nytter intet, når det er selve systemet, der skal tænkes om. I Alternativet er vi ikke tilfredse med at administrere det system, vi kender, vi bliver aldrig klassiske administratorer.

Vi tror på, at realisme og drømme kan gå hånd i hånd. Intet samfund udvikler sig for alvor, hvis vi kun tænker fire år frem, og vi kan ikke løse fremtidens udfordringer med fortidens tænkning.

Så hvor vil vi springe hen, hvis vi får mandat til det? Til et sted med en langt mere grøn, demokratisk og solidarisk verden. Hvor vi glæder os over livet og sætter pris på menneskers og naturens rige mangfoldighed.

Tager vi springet og stiller Uffe Elbæk i front for Danmark, er det også en beslutning om at løfte blikket og se ud mod verden og Europa med håb og vilje til demokratisk fremskridt og tårnhøje grønne ambitioner.

Det er nu, at vi højt og tydeligt skal gentage budskabet fra valgkampen i 2015, så ingen kan være i tvivl, og så rigtig mange af jer derude forhåbentligt også kan mærke suget i maven: 

Jorden kalder og vi lytter!