Politik

Jarlov afløser et af sine forbilleder som erhvervsminister

Den nye erhvervsminister er ikke i tvivl om, at det er nogle store ministersko, han skal udfylde.

Det er en kæmpe ære at blive minister.

Sådan lyder det fra den nye erhvervsminister, Rasmus Jarlov (K), efter at han torsdag har været til audiens på Amalienborg hos kronprins Frederik med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Jarlov afløser partifællen Brian Mikkelsen, som stopper i dansk politik for at blive direktør i Dansk Erhverv.

Afløser et forbillede

- Det er en meget stor ære. Det er nogle meget store sko, jeg skal træde i efter en meget dygtig og erfaren minister Brian Mikkelsen, som har været et af mine forbilleder i hele min politiske karriere, siger Jarlov.

- Vi er glade for den lange tid, vi har haft Brian, og jeg vil gøre mit bedste for at løfte opgaven så godt, som jeg kan.

- Det er et område, jeg brænder rigtig meget for, i og med at jeg har en erhvervsbaggrund både fra Novo Nordisk og den virksomhed, jeg selv har etableret, siger Jarlov med henvisning til sin turistvirksomhed.

Første ministerpost

Brian Mikkelsen har siddet i Folketinget siden 1993. Han har været erhvervsminister, siden De Konservative trådte ind i regeringen i 2016.

Han var også minister i VK-regeringens tid, hvor han først var kulturminister, så justitsminister og siden økonomi- og erhvervsminister.

Det er Jarlovs første ministerpost. Han kom første gang i Folketinget i 2010.

Rasmus Jarlovs gave til Brian Mikkelsen.