Politik

BLOG: Nedslagtning af public service bliver uden SF

BLOG: Regeringen er dumstædige, når det gælder besparelser på medier, vi kan stole på. Derfor bliver medieaftalen uden SF.

Massive besparelser på Danmarks Radio, Radio24Syv og TV 2’s regioner er den helt forkerte vej at gå i en tid, hvor de medier, vi stoler på, er under massivt pres af fake news og sociale medier. Men regeringen er ikke til at rokke. Derfor kan SF ikke være med i en ny medieaftale.

Vi gik ellers ind til forhandlingerne med samme ambition som altid under den borgerlige regering. Vi ville gøre en forskel og bløde aftalen op, så vi kunne redde så meget som muligt. Vi tror på brede forlig, og på medieområdet er det vigtigt, at vi sikrer solide aftaler, så det ikke blæser i vinden, hvilke vilkår danske medier skal fungere under.

Vi var endda klar til at gå med til en mindre besparelse på DR. Vi tror på, det er muligt at skære omkring fem procent og stadig bevare et højt niveau af public service.

Men der er altså en grænse. Og den grænse blev trukket hårdt op af regeringen og kulturminister Mette Bock, som krævede, at vi ville nikke til de massive besparelser på public service, hvis vi skulle have bare den mindste indflydelse på aftalen. Det ville vi ikke. Derfor blev vi smidt ud.

De vil skære 20 procent på DR, skære på TV 2-regionerne, sælge store dele af TV 2, og så vil de skære massivt på Radio 24Syv.

Det vil vi selvfølgelig ikke nikke til. Vi forhandler ikke med en pistol for panden.

Ministerens plan vil være en katastrofe for medierne i Danmark. Og jeg synes ærligt talt, regeringen er dumstædig i den her sag. De er ikke reelt klar til at forhandle og lytte til gode argumenter. De er fast besluttede på at gennemføre en nedslagtning af public service og dermed at give danskerne færre nyheder, de kan stole på.

SF vil en helt anden vej.

Vi vil have mere godt indhold ud til danskerne. Mere til børn og unge, flere gode nyheder og mere kultur til hele landet. Og så vil vi styrke de lokale og regionale medier. Det er bare ikke muligt, som det ser ud lige nu. Derfor er vi ude, og derfor vil vi arbejde for at få ændret det katastrofale forlig så snart som muligt, hvis det lykkes regeringen at få det på plads.