BLOG: Farvel til blokpolitikken
BLOG: I Socialdemokratiet vil vi sætte en ny retning for Danmark.
”Vi har opgivet nogle principper, men reddet landet.”
Nogenlunde sådan lød forklaringen, da et af danmarkshistoriens største politiske svendestykker blev præsenteret. Kanslergadeforliget mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre i 1933 betød at partier på begge sider af folketingssalen måtte bøje sig for at lave det kompromis, der fik Danmark sikkert ud af den verdensomspændende økonomiske krise.
Det samarbejdende folkestyre, der skaber langtidssikrede aftaler bygget på brede flertal, har desværre ikke været normen siden årtusindeskiftet. For længe har blokpolitik fastlåst dansk politik og stået i vejen for samarbejde og brede kompromiser. Et af resultaterne, tror jeg, kan ses i den politikerlede, der tales meget om.
Vi vil en anden vej.
Det har ikke overraskende skabt en del opmærksomhed, at vi i Socialdemokratiet vælger at gå efter en et-parti-regering. Når gamle normer brydes, så giver det genlyd. Men modsat hvad man skulle tro fra reaktioner i medierne, så handler det ikke om et generelt fravalg af samarbejde med de radikale. Det Radikale Venstre har jo trods alt også flere gange selv opfordret til opgør med blok-tankegangen.
Vi vil sætte en ny retning for Danmark. Sammen med Radikale Venstre. Og sammen med Alternativet, SF og Enhedslisten. Sammen kan vi styrke den velfærdsmodel, der har gjort Danmark til det, vi er i dag.
Vi vil hæve ambitionerne på det grønne område, så Danmark igen kan blive et land, der går forrest når det gælder klima og miljø. Vi skal satse på uddannelse og forskning, sikre velfærden og mindske uligheden.
Og så er der selvfølgelig andre områder, hvor vi ikke altid er enige. Det er jo derfor, der findes forskellige partier. For de radikales vedkommende er det eksempelvis på udlændingepolitikken. Her mener vi, man bør anerkende, at et stort flertal i Folketinget og i befolkningen ønsker at fastholde den nuværende udlændingepolitik.
Her er det mere oplagt for os at samarbejde med andre partier end de radikale. Ligesom de radikale i øvrigt tidligere har gjort, når det kommer til den økonomiske politik, hvor vi heller ikke altid har været helt enige.
Og virkeligheden er jo den, at der er to statsministerkandidater for de radikale at vælge imellem: Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen. Lige meget om de radikale peger på den ene eller den anden, så vil der være en stram udlændingepolitik – for det er der et stort flertal for både i Folketinget og i befolkningen.
Morten Østergaard siger, at for ham handler det ikke om ministerposter, men om den førte politik. Det er jeg glad for at høre. For Danmark har brug for en ny retning. Vi har brug for at samle Danmark igen og sikre, at opsvinget kommer alle til gode denne gang. At vi bruger de gode tider på at investere i grøn energi, i uddannelser og et i bedre samfund for alle danskere.
Min opfordring er derfor til de radikale, at partiet ikke stirrer sig blinde på, hvor vi er uenige, men at de radikale husker på de ting, som begge partier synes er vigtige. For med Lars Løkke Rasmussen bliver klimaet, uddannelserne og forskningen ikke prioriteret nok. Det vil kun kunne ske med en socialdemokratisk regering.