KOMMENTAR: Trumps straftold kan give kolossalt bagslag
KOMMENTAR: Præsidentens beslutning er konsekvent – og et udtryk for Trumps manglende økonomiske forståelse.
Efter at præsident Trump i tirsdags annoncerede, at han alligevel agtede at ramme Kina med straftolde til en værdi af cirka 50 milliarder dollars, var det sandsynligt, at præsidentens straftoldshammer heller ikke ville forbigå EU, Mexico og Canada i denne omgang. Aktørerne havde lige siden Trump annoncerede straftoldene for første gang i marts håbet på det bedste, navnlig at man kunne finde en løsning for at undgå straftoldene, men indstillet sig på det værste, nemlig at straftoldene ville komme på et tidspunkt.
Det gør de så fra i dag - den 1. juni.
25 procent straftold pĂĄ stĂĄl og 10 procent merafgift pĂĄ aluminium. Taget i betragtning, at USA importerer mere end halvdelen af sit stĂĄl og aluminium fra EU, Canada og Mexico, er der tale om betydelige omkostninger forbundet med Trumps straftoldsbeslutning. Alene i EU arbejder mere end 300.000 mennesker i stĂĄlindustrien.
En varm handelskonflikt
Med sit protektionistiske sats har Trump indbudt til gengældelse. Både EU, Canada og Mexico har allerede meldt ud, at man som modreaktion vil pålægge straftolde på en lang række amerikanske handelsvarer. Det længe frygtede handelssammenstød er dermed gået fra at være en kold handelskonflikt til at blive en varm handelskonflikt.
EU havde allerede tilbage i marts meldt ud, at man ville ramme en lang række amerikanske produkter fra Trump-venlige amerikanske delstater frem mod midtvejsvalget til november, hvis USA skulle gøre alvor af truslen om straftoldene. Ligeledes kan Mexico og Canada selvfølgelig af politiske årsager ikke undlade at reagere på Trumps protektionisme, som kommer til at ramme de respektive aktørers industrier.
Det transatlantiske forhold har dermed, få uger efter at Trump trak det amerikanske stik på atomaftalen med Iran, fået den næste kindhest. Det er ikke for meget sagt, at vi står midt i en transatlantisk krise nu.
Tilbage i marts havde Trump annonceret, at alle fire aktører ville blive ramt af straftoldene, men valgte så i første omgang at undtage EU, Mexico og Canada. Knap to måneder senere har Trump nu besluttet sig for at indføre straftold imod alle fire aktører alligevel.
Men hvorfor?
Forhandlingerne bærer ikke frugt
Det korte svar er, at forhandlingerne indtil videre ikke har båret frugt og er konsekvent, set fra Trumps perspektiv. Det længere svar er, at straftoldene også er en ordentlig omgang valgflæsk – det vender vi tilbage til.
Som Trumps handelsminister, Wilbur Ross, udtalte i dag, så har EU åbenbart ikke været villig til at give amerikanerne de nødvendige handelsindrømmelser for, at man kunne afvende handelskonflikten. Ligeledes udtalte Ross, at forhandlingerne med Canada og Mexico om at krydsrevidere frihandelsaftalen NAFTA - der blev vedtaget tilbage under præsident Clinton i 1990erne og er en torn i øjet på Trump – trækker ud.
Set ud fra det perspektiv er beslutningen om at indføre straftoldene både konsekvent og i tråd med Trumps politiske overbevisninger. For selvom USA's præsident har vist sig at være vægelsindet på mange områder, har Trump lige siden han meldte sin entre på den politiske scene i juni 2015 – og også i årtierne inden som forretningsmand - været konsistent i sin aversion til frihandel og sin tro på, at alverdens lande snyder amerikanerne på handelsområdet.
Straftoldene passer ligeledes ind i præsidentens konfrontatoriske forhandlingsstrategi, som vi også har set for eksempel overfor Nordkorea. Rationalet i det her tilfælde virker til at være, at en bedre forhandlingsløsning på handelsområdet er nemmere at opnå, mens USA's forhandlingspartnere mærker effekterne af de amerikanske straftolde. Det er i hvert fald min læsning af situationen.
Trumps indenrigspolitiske kalkule
Hvem Trump sigter imod i den indenrigspolitiske arena med sine straftolde, er til gengæld nemmere at gennemskue.
Præsidentkandidaten Trump gjorde under valgkampen meget ud af, at han ville være manden, der ville genopbygge den amerikanske stål- og aluminiumsindustri. Ikke overraskende argumenterede Trump derfor også tilbage i marts måned for, at hans administration blev nødt til at indføre straftoldene på stål og aluminium af hensyn til USA's nationale sikkerhed, navnlig for at beskytte nationens stål- og aluminiumproducenter.
Den argumentation er dog mildest talt ikke særlig overbevisende.
Trumps eget forsvarsministerium har argumenteret imod straftoldene; blandt andet med henvisning til at militærets behov for amerikansk stål og aluminium snildt kan dækkes af den hjemlige produktion, og at straftoldene vil have negative effekter for USA's allierede.
USA's nationale sikkerhed bliver med andre ord ikke styrket, når USA's præsident bebuder straftolde mod nogle af Amerikas tætteste allierede, men snarere svækket.
Det betyder i den sammenhæng dog åbenbart ikke det store for præsidenten. Sandsynligvis fordi der i realiteten er tale om en pure økonomisk og valgteknisk beslutning og ikke én, der har noget med nationens sikkerhed at gøre, uagtet hvad præsidenten påstår.
Problemet er til gengæld, at beslutningen også økonomisk set er kontraproduktiv.
Straftolde afhjælper ikke problemet
Præsidentens protektionisme kommer i de lange løb ikke til at hjælpe de industriarbejdere, som Trump lover at beskytte ved at indføre straftoldene. For industriarbejdernes hovedproblem er automatisering. Den ubekvemme sandhed er, at arbejderklassen typisk ikke mister deres jobs til kinesere, canadiere eller europæere, men til robotterne og effektiviseringen. Denne udvikling har været i gang i årtier og i den meste af den vestlige verden.
Ligeledes kommer straftoldene til at ramme langt færre amerikanske arbejdere, end de beskytter. Protektionismen kommer til at ramme mange andre amerikanske sektorer, der er afhængige af billige materialer fra ovennævnte industrier. I dag er der cirka 140.000 arbejdere tilbage i den amerikanske stålindustri, mens yderligere 6,5 millioner arbejder i erhverv, som har brug for stål, såsom automobil- og flyindustrien. De to tal alene burde tydeliggøre, at Trumps straftolde – i det her tilfælde på stål – gavner markant færre amerikanere, end de kommer til at ramme.
Kort sagt ændrer Trumps beslutning ikke noget ved den overordnede udvikling, men er blot produktet af præsidentens manglende økonomiske forståelse, nostalgiske minder om en tid, hvor stålindustrien var storartet samt ren og skær valgflæsk.
Trumps salgsafgift kan koste arbejdspladser
Præsident Trump burde have en interesse i at få afsluttet handelskonflikterne med Kina, EU, Mexico og Canada hurtigst muligt. Ellers er det den amerikanske forbruger, og dermed også Trumps egne vælgere, der kommer til at betale prisen for straftoldene i form af prisstigninger og potentielle massefyringer.
For en straftold, som Trump har bebudet den, er i sidste ende især en yderligere salgsafgift, der pålægges den amerikanske forbruger. En salgsafgift, der kan koste arbejdspladser. Sidste gang en amerikansk præsident, George W. Bush, valgte at indføre straftold på importeret stål tilbage i 2002, endte det med koste cirka 200.000 arbejdspladser i USA.
Med ugens beslutninger om at indføre straftolde for at beskytte amerikanske industriarbejdere sender præsident Trump et stærkt symbolpolitisk signal frem mod midtvejsvalget i november, om at han er arbejderklassens mand. Men prisen, som både den amerikanske arbejderklasse og de amerikanske forbrugere kan komme til at betale, er uproportionel høj.
Spørgsmålet er, hvornår Trump finder ud af, at det forholder sig sådan.