Politik

Løkke åbnede debat på kryptisk vis: - 98, 150, 3500, 9200, 130.000, 4.000.000

Statsministeren har netop gjort status over Folketingsåret, der gik. Og det går godt i Danmark, lyder det. Men måske mindre godt for statsministeren.

- Lad os starte med nogle tal, sagde statsministeren, da han onsdag indledte sin tale ved afslutningsdebatten i Folketinget.

Her gør politikerne status over året, der er gået, og statsministeren lagde kryptisk ud med denne opremsning:

- 98, 150, 3500, 9200, 130.000, 4.000.000.

Forklaringen kom dog prompte: Siden folketingsvalget er der kommet fremdrift i beskæftigelsen i alle landets 98 kommuner. Der er givet penge til, at arealer svarende til 150 fodboldbaner om dagen kan blive økologiske. Danmark tog sidste år imod et rekordlavt antal asylansøgere på 3500, og danskerne er i gennemsnit blevet 9200 kroner rigere. Siden valget er der skabt 130.000 flere job i det private, og sundhedsvæsenet har fået 4 millioner kroner ekstra – om dagen.

- Danmark er tilbage i topform, sagde Lars Løkke Rasmussen fra talerstolen.

- Og det giver os mulighed for at forme fremtiden.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under Folketingets afslutningsdebat på Christiansborg i København, onsdag den 30. maj 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Udspil, reformer og planer på vej

Selvom Folketinget officielt går på sommerferie i dag, varslede Lars Løkke Rasmussen en regering i arbejdstøjet.

Efter sommerferien og frem mod efteråret vil regeringen præsentere en række udspil, planer og reformer.

TV 2 har samlet et overblik:

  • Psykiatrien skal styrkes særligt for de unge
  • Flere skal vælge en erhvervsuddannelse
  • En sammenhængsreform skal give bedre ledere i det offentlige
  • En sundhedsreform skal forbedre samarbejdet mellem lægehus og sygehus
  • En klimaplan skal sende Danmark i en grønnere retning
  • Et udspil skal give bedre vilkår for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft

Derudover åbnede Lars Løkke Rasmussen op for at se på den såkaldt danske model, der efter et langt tilløb til de netop overståede overenskomstforhandlinger viste sig at være udfordret.

- Er den danske model god nok? Den refleksion tror jeg, der er brug for hele vejen rundt, sagde statsministeren.

Det har Socialdemokratiet allerede reflekteret over. I april foreslog de væsentlige ændringer i modellen.

Mette F: Vi har forhindret regeringens politik

Det forløbne år for Lars Løkke Rasmussen er da også kendetegnet ved en socialdemokratisk formand, der i et usædvanligt parløb med regeringens støtteparti har sat en kæp i hjulet på flere af statsministerens planer.

- I det hele taget har vi brugt endnu et folketingsår på at forhindre regeringen i at føre sin egen politik. Og det er egentlig gået ret godt. Ikke mindst takket være Dansk Folkeparti, lød det fra Mette Frederiksen, da hun indtog talerstolen.

Mette Frederiksen (S). Folketingets afslutningsdebat på Christiansborg i København, onsdag den 30. maj 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)

TV 2-analytiker Peter Lautrup-Larsen er delvist enig.

- På Christiansborg er det Kristian Thulesen Dahl og til dels Mette Frederiksen, der dirigerer statsministeren, siger han.

- Det har ikke været noget særlig godt år for Lars Løkke Rasmussen på Christiansborg, men uden for Christiansborg er det jo gået strålende, siger Peter Lautrup-Larsen og henviser til den struttende økonomi, som Det Økonomiske Råd netop har slået fast, Danmark har.

Men selvom regeringen er kommet i mål med blandt andet overenskomstforhandlinger, trepartsdrøftelser, udflytning af statslige arbejdspladser og store dele af ghettoplanen, blev de varslede store skattelettelser som bekendt ikke til noget.

- Nu er der jo problemer igen. S og DF har netop været ude og sige nej til at sænke el-afgiften med de midler, regeringen har foreslået, siger Peter Lautrup-Larsen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) under Folketingets afslutningsdebat på Christiansborg i København, onsdag den 30. maj 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Netop det adresserede Lars Løkke Rasmussen i sin tale:

- Jeg kan forstå, at andre ikke vil bruge råderummet i energiforhandlingerne. Det er et synspunkt, som i mine øjne er uforeneligt med oppositionens påståede højere grønne ambitioner.

Parterne mødes i dag til flere drøftelser.

Stikpille til Trump

I statsministerens tale fik også USA’s præsident Trump en lille hilsen med på vejen.

Lars Løkke Rasmussen understregede vigtigheden af det europæiske samarbejde i EU i en tid, hvor Rusland og Kina trænger sig på.

- Det er nye tider. Mildest talt. Og spørgsmålet er, hvor varetager vi bedst vores interesser? For mig peger pilen i én retning: Europa.

- Danmark har brug for Europa. Europa har brug for Danmark. Det samme har resten af verden. Et stærkt Europa, som både har vilje og tyngde til at gå forrest og vise vejen. Ja – undskyld mig: Til at være den voksne i klassen, sagde statsministeren.

Han sluttede sin tale af med et skulderklap til sig selv og sine politiske kolleger:

- Friere, rigere og tryggere. Det er historien om Danmark siden valget.