Politik

Politikere til politiet om hash på Christiania: - Det er jo ikke nogen umulig opgave

Flere politiske partier er klar til at give flere midler til politiet i kampen mod hashhandel på Christiania.

Dele af Christiansborg undrer sig.

Efter årelange indsatser har politiet endnu ikke fået bugt med hashsalget på Christianias Pusher Street til trods for, at det er en politisk prioritet.

- Det er jo ikke nogen umulig opgave. Man skal jo ikke efterforske forbryderne på hele Sjælland. Den foregår lige nøjagtig på de samme kvadratmeter hver dag, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, til TV 2.

De Konservatives retsordfører, Naser Khader, var indtil tirsdag i den tro, at politiet havde Pusher Street under kontrol. Men han blev klogere, da christianitterne i afmagt over narkotikasalget for anden gang på to år valgte at afspærre Pusher Street, der nu er midlertidigt lukket.

- Vi må anerkende, at vi har at gøre med nogle problemstillinger, som det civile Christiania ikke kan løse, lød det i Christianias officielle pressemeddelelse.  

Det får den konservative retsordfører til at kritisere indsatsen fra politiet.

- Det er jo ikke godt nok. Jeg er overrasket over, at hashsalget er vendt tilbage i så stort omfang, siger Naser Khader til TV 2.

Et råb om hjælp

De seneste år har politiet jævnligt foretaget aktioner på Christiania, hvor hashboder er blevet ryddet og spoleret.

Alene i 2018 melder Københavns Politi, at de har haft 18 bodaktioner, 21 aktioner mod købere og 71 såkaldte ”indre patruljer” på Christiania. Det har resulteret i 165 anholdelser.

I 2016 tog christianitterne også selv affære og ryddede Pusherstreet totalt. Men problemet er altså alligevel vokset fristadens beboere over hovedet.

Lige nu sidder de vagt i skiftehold uden for afspærringen for at holde hashhandlere og købere ude. Der er foreløbig ikke planlagt en længere køreplan for opgøret med hashhandlen.

- Denne pause er ikke en løsning, men et signal om, at situationen er uholdbar, skriver christianitterne i en pressemeddelelse.

- Hvorfor har vi ikke fået noget at vide?

Nødråbet vækker opsigt på Christiansborg, hvor flere partier vil have mere politi på fristaden. Ifølge Claus Oxfeldt, der er formand i Politiforbundet, er indsatser på Christiania dog enormt omkostningsfulde. 

- Det er forbundet med livsfare. Det er nogle hardcore kriminelle, der er derude. Der er masser af vold mod tjenestemænd, og vi skal have rigtig meget politi, hver eneste gang vi skal lave en indsats, siger han til TV 2 og minder om, at politiet kun har det mandskab, det nu engang har.

Men flere politiske partier er villige til at bevilge flere midler til politiet. Blandt andre Socialdemokratiet og de Konservative. 

Men beder I ikke politiet om både at blæse og have mel i munden, når alt lige fra terrorbevogtning til grove voldssager og nu Christiania har høj prioritet?

- Vi beder jo politiet løse bestemte opgaver, og hvis der er mangel på ressourcer, så skal vi have det at vide, siger Naser Khader til TV 2.

Han mener, at politiet har svigtet i forhold til at informere politikerne om problemerne på Pusher Street.

- Hvad er der gået galt? Hvorfor har vi ikke fået at vide, at det er en svær opgave, og hvorfor har vi ikke fået at vide, at der mangler ressourcer? siger Naser Khader til TV 2. 

Københavns Politi har ikke ønsket at kommentere på kritikken, men justitsminister Søren Pape Poulsen (K) siger til TV 2, at han er i dialog med politiet.

- Der har været lavet over 100 aktioner på Christiania i år, og aldrig er der blevet beslaglagt så meget på Christiania, som der er  i år. Så der sker rigtig meget. Men jeg har selvfølgelig taget kontakt til Københavns Politi for at få en status fra dem og drøfte med dem, hvad vi ellers kan gribe og gøre i, siger han.

Hjælp fra christianitterne

Christianitternes lukning af Pusherstreet er et godt tegn på et fremtidigt samarbejde mellem politiet og fristadens beboere, mener Claus Oxfeldt, der er formand i Politiforbundet.

For at politiet kan gøre deres arbejde, kræver det først og fremmest anmeldelser og vidner, der er villige til at tale med politiet. 

- Jeg synes jo, at christianitterne tydeligt viser, at det her er for meget, og at de vil et samarbejde omkring at få løst denne her problemstilling, siger han til TV 2.

- Om vi nogensinde får det løst? Det tror jeg ikke, vi gør, nogen steder i Danmark, siger Claus Oxfeldt.

Christianitterne mødes onsdag eftermiddag for at drøfte en mere langsigtet plan for generobringen af Pusher Street. 

Torsdag aften undersøger Station 2, hvordan tonsvis af hash hvert år havner i Danmark. Station 2 har mødt nogle af de bagmænd, som har tjent millioner af kroner på indsmugling af hash til Danmark. Du kan allerede nu se programmet på TV 2 PLAY