BLOG: Hospitalspatienterne ligger på gangen, mens regeringen pønser på skattelettelser til milliardærerne
BLOG: Jeg har ærligt talt ikke kunnet begribe, hvorfor regeringen er så opsat på at give landets mest velhavende endnu en stor skattelettelse.
Men nu kan Ekstra Bladet så afsløre, hvordan en række af landets rigeste familier med en samlet formue på 161 mia. kroner igennem længere tid har presset på for at få lettet arveafgiften.
Og det virker tilsyneladende. Regeringen har nemlig allerede, sammen med Dansk Folkeparti, besluttet at sænke arveafgiften på virksomhedsoverdragelser fra 15 pct. til 5 pct. over en årrække.
Det er en skattelettelse til rigmændene, der koster staten ca. en milliard kroner hvert år. Vel at mærke uden at have nogle dokumenterede positive effekter. Flere økonomiprofessorer har tidligere påpeget, at det er usikkert om det skaber jobs eller øger produktiviteten.
Til gengæld kommer man til at mangle pengene i statskassen. Og et beløb på en milliard svarer til ca. 2.000 færre sygeplejersker på de overfyldte danske hospitaler.
I Socialdemokratiet har vi et alternativt forslag: Lad de familieejede virksomheder slippe helt skattefrit, hvis de omdanner virksomheden til en erhvervsdrivende fond. På den måde er det ikke blot arvingerne, der får noget ud af generationsskiftet, men hele Danmark. Erfaringer viser nemlig, at erhvervsdrivende fonde klarer sig bedre gennem krisetider og fastholder arbejdspladser i Danmark.
Men det er tilsyneladende ikke nok for nogle af Danmarks allermest velhavende. Og dermed heller ikke for regeringen.
For de store familiedynastier har hyret lobbyister for at sikre sig, at de sidste 5 pct. også bliver strøget, selvom vi endnu ikke kender konsekvenserne af den første sænkning af afgiften. I øvrigt samme lobbyister, som skatteministeriet tidligere konkluderede brugte forkerte fakta og misinformationer i deres arbejde.
Men regeringen lader til at lytte til, hvad lobbyisterne hvisker dem i ørerne. Det er en virkelig dårlig ide.
For mens regeringen på den måde er optaget af at sænke topskatten af bagvejen, så kan man høre historier om hospitaler, der er så overfyldte, at selv brandvagterne ikke længere vil love for brandsikkerheden.
Overbelægningen på hospitalerne er steget år for år, selvom Venstre inden valget erklærede, at det ville være en topprioritet at få styr på problemet. Men det er stort set blevet ved snakken.
Igen og igen har regeringen udskudt den plan, der skulle løse problemet med overbelægning på hospitalerne.
De ældre, der ligger på gangene, kan ikke bruge regeringens løfter og udskydelser til noget som helst. Det klinger hult at sige, at overbelægning er en topprioritet, når man i virkeligheden bruger al sin energi på at skaffe topskattelettelser.
Derfor er opfordringen herfra: drop nu de evindelige drømme om skattelettelser i toppen. Og fokuser i stedet på de reelle problemer, vi har i Danmark.