Politik

Socialdemokratiet støtter ikke Sass Larsens hashforslag

S-gruppeformand Henrik Sass Larsen. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Diskussionen om legalisering af hash hilses velkommen, men det ændrer ikke på Socialdemokratiets holdning.

Det ændrer ikke på Socialdemokratiets politik på området, at partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, i en ny debatbog foreslår at afkriminalisere hash og hårde stoffer.

Partiet går nemlig ikke ind for legalisering, skriver Dan Jørgensen, der er næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, i en sms til Ritzau.

- Diskussionen om hash og stoffer er fyldt med dilemmaer. Og netop derfor er det forfriskende, at der kommer et grundigt og tankevækkende bidrag.

- Men som Henrik Sass Larsen selv siger, så ændrer debatbogen ikke på Socialdemokratiets holdning: Vi går ikke ind for legalisering af hash eller andre stoffer, skriver Dan Jørgensen.

Staten skal overtage hashsalg

Sass Larsen foreslår ifølge Information at afkriminalisere hash og brugen af hårde stoffer i bogen "Exodus - vejen frem for centrum-venstre".

Derudover mener han, at hashsalget skal overtages af staten, mens brugere af hårde stoffer ikke skal straffes.

Den idé vinder dog ikke opbakning hos Socialdemokratiet, men Dan Jørgensen mener, at idéen rejser en vigtige debat.

- Henrik Sass Larsen rejser i sin nye bog en række vigtige debatter. Og han har jo fat i en central pointe: Vi står med et alvorligt samfundsproblem, der ikke er løst. Tværtimod, skriver Dan Jørgensen.

- Vi hilser i den grad diskussionen velkommen, både i offentligheden og partiet. Hash og stoffer er et stort og dilemmafyldt samfundsproblem. Det skal diskuteres.