Politik

Er denne mikrofon tegn på, at uddødt fænomen er tilbage i dansk politik?

Det er ikke længere kun den uafhængige presse, der stikker mikrofonen frem, når politikerne afholder pressemøder på Christiansborg. Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Den klassiske partipresse har været dømt død og borte i årevis - men politiske partier opruster deres pressearsenal.

Journalisten ser på politikeren, som journalister så mange gange før har kigget politikere i øjnene inden et interview. De sidder overfor hinanden i hver sin lænestol. Journalisten har en række papirer liggende i skødet. Benene er lagt over kors.

Han er klar til at gøre det, han har gjort så uendeligt mange gange før. Men det skal han bare ikke.

Den velkendte journalist Reimer Bo er ved at begive sig ud i et interview af socialdemokraten Henrik Sass Larsen. Et betalt interview vel at mærke. Reimer Bo er nemlig hyret til opgaven af Socialdemokratiet, og betalte interviews er ikke umiddelbart en disciplin, som den kritiske nyhedsjournalist tidligere har gjort sig bemærket for.

Og Socialdemokratiet er ikke det eneste parti, der har taget skeen i egen hånd, når det kommer til pressedækning.

For mens politikerne på Christiansborg i disse dage sidder og forhandler et nyt medieforlig på plads, opruster de i mellemtiden deres egen presse. Podcasts, webuniverser og betalte interviews har igen sat gang i snakken om den ellers uddøde partipresse.

- Den journalistiske redigerende magt er blevet så stor, at politikerne føler sig sat til side, eller at de bliver for kraftigt filtreret, lyder forklaringen fra medieforsker på Roskilde Universitet Michael Bruun Andersen.

Her opruller TV 2 historien om den partipresse, der ellers var dømt ude for år tilbage.

En afdød partipresse

”Vi gik alene til valg og holdt 13 af vore 14 kredse.”

Sådan skrev avisen Social-Demokraten efter folketingsvalget i 1903.

Partipresse var allerede noget, man talte om i begyndelsen af 1800-tallet. Men da ytringsfriheden blev indført i 1848, og den politiske debat blev sluppet fri, satte det for alvor gang i den politiske presse.

Avisen Social-Demokraten gør status dagen efter folketingsvalget i 1903.
Jyllands-Posten, 1903.

I starten af 1900-tallet havde man derfor efterhånden fået det, der populært kaldtes ’firebladssystemet’. Det betød, at næsten alle byer i Danmark havde fire lokale aviser, som var knyttet til et af de fire partier, Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet eller Det Konservative Folkeparti.

Efter Anden verdenskrig døde partipressen og firebladssystemet langsomt ud, da aviserne vendte deres fokus mod nyhedsjournalistik snarere end partipolitik.

Den sidste del af den såkaldte partipresse døde, da dagbladet Aktuelt, tidligere kaldet Social-Demokraten, måtte dreje nøglen om i 2001.

Men det er ikke alle aviser, der måtte lukke efter partipressens storhedstid. De ændrede blot form. Og det er primært den borgerlige presse, såsom Jyllands-Posten og Berlingske, der har overlevet skiftet fra partiavis til nyhedsmedie, fortæller medieforsker Michael Bruun Andersen.

- Som nyhedsbringer er den borgerlige presse ikke længere partiaviser. Nyhedsformidlingen er blevet objektiv, mens de værdipolitiske holdninger er rykket ind i kommentarsektionen, siger Michael Bruun Andersen.

Men i løbet af de seneste år har man altså igen kunnet ane visse paralleller til den ellers uddøde partipresse i takt med, at flere og flere politiske partier opruster på pressefronten.

Ny pressemikrofon stiller op

For nyligt da ivrige journalister rakte armene frem mod dagens politiske omdrejningspunkt til et pressemøde på Christiansborg, var en ny mikrofon også dukket op i billedet.

Blandt de vanlige DR-, TV 2- og Ritzaumikrofoner stak nemlig en grøn en af slagsen med et ”C” på frem. Det betød, at Konservatives egen pressetjeneste – ligesom de landsdækkende medier – var på pletten.

Den grønne mikrofon har efterfølgende vist sig flere gange til pressemøderne på Christiansborg. Men ifølge Det Konservative Folkepartis medieordfører skal den konservative pressedækning blot ses som et supplement til den uafhængige presse.

- Pressetiden i de større, landsdækkende medier skal fordeles mellem alle de partier, der er til stede. På denne her måde er der mulighed for at gå i dybden med det, der er konservativt,  ved aftalerne, siger Naser Khader (K).

Interviewene begået af den grønne mikrofon er beregnet til K-politikernes og partiets hjemmesider og sociale medier, forklarer han.

Pressen var på pletten ved præsentationen af regeringens skatteaftale.

Er det ikke et problem, at der ikke bliver stillet de samme kritiske spørgsmål, når det er den grønne mikrofon, der interviewer?

- Det bliver jo ikke sendt i et landsdækkende medie til hele befolkningen. Og danskerne er jo meget kritiske af natur, og derfor vil de ikke bare sluge alt råt. Her får de en uddybende forklaring på det, som man måske ikke er lykkes med at forklare i andre medier, siger Khader.

Han mener ikke, at man kan holde det kommende medieforlig op mod partiernes egen oprustning på presseområdet. I det nuværende medieudspil er der lagt op til besparelser på public service-medierne DR, Radio24Syv og TV 2-regionerne.

Konservatives medieordfører kalder den grønne mikrofon for et supplement til partiets vælgere.

- De to ting hænger ikke sammen. Det, at der er en partipresse, der servicerer vælgerne og medlemmerne lidt mere, blev igangsat længe før, at man begyndte og kigge på at ville skære i public service. Så de to ting hænger ikke sammen, siger Naser Khader.

Men kan det ikke være en balance, der kommer i uorden, hvis der bliver mere af det ene og mindre af det andet?

- Nej, for det er et supplement. Ekstra service. Vi kommer ikke til at køre det sådan, at vi kun vil tale med vores journalister. Det kommer du ikke til at se os gøre.

Et uigennemtrængeligt journalistisk filter

Mens Konservative stikker deres egen mikrofon frem, har Enhedslisten valgt at lave deres egen podcastserie kaldet ’Listen’, og i 2016 slog Alternativet dørene op til medieuniverset ’Altivisten’.

- Vi vil forsøge at skabe en ny mediekultur for at få balance i mediebillede, sagde daværende politiske ordfører for Alternativet Rasmus Nordqvist dengang til Altinget.

Liberal Alliance udgav i 2016 deres eget magasin, som partiet fik husstandsomdelt i hele landet. Og også Nye Borgerlige har meldt ud, at partiet inden næste Folketingsvalg vil udkomme med deres eget medie.

Enhedslisten udgiver jævnligt afsnit under podcasten 'Listen'.

- Vi vil slippe for den skjulte bias, vi som et parti, der ligger til det politiske højre, ofte oplever, har Nye Borgerliges pressechef, Lars Kaaber, sagt om de fremtidige medieplaner til Journalisten.

I en rundspørge, som TV 2 foretog i 2016 blandt 71 folketingspolitikere, svarede mere end halvdelen, at de enten i høj eller nogen grad foretrækker at kommunikere gennem egne medier frem for pressens ”for bedre at kunne kontrollere deres kommunikation”.

Og det er der ikke så meget underligt i, hvis man spørger Michael Bruun Andersen, der er medieforsker ved Roskilde Universitet.

- Det, som politikere over en bred kam er misfornøjede med ved den traditionelle presse, er, at tilgængeligheden til vælgerne er for besværlig, fordi den skal igennem det journalistiske filter. Derfor vil de gerne have nogle veje udenom det filter.

Men er det så specielt godt ud fra et demokratisk synspunkt, hvor pressen traditionelt set har haft rollen som demokratiets vagthund?

Der kan ifølge medieforskeren i hvert fald være problemer forbundet med, når partier begynder at arrangere egne medier og interviews.

Og et af dem er et deklarationsproblem. For når partierne udgiver podcasts, artikler og interviews skal det helst stå lysende klart, hvem afsenderen er, så brugerne har en chance for at gennemskue eventuelle skjulte dagsordener.

Det omstridte Sass Larsen-interview

Netop varedeklarationen mente flere ikke, at Socialdemokratiet nåede helt i mål med, da partiet i 2017 hyrede tidligere DR-journalist Reimer Bo Christensen til at interviewe S-gruppeformand, Henriks Sass Larsen.

Lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Lars Bjerg kaldte interviewet for ”fake”, mens professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Slothuus ikke mente, at interviewet fremstod lige gennemskueligt for alle danskere.

- Det kan være svært at se, at Reimer Bo er betalt til at lave opgaven. Klippene er lagt ind på Henrik Sass Larsens facebookside og kunne derfor ligne klip fra Aftensshowet, Go’ Morgen Danmark eller andre programmer, hvor politikere optræder, sagde Rune Slothuus dengang til Berlingske.

Interviewet af Henrik Sass Larsen var det første i en række interviews af socialdemokrater, som partiet har hyret Reimer Bo Christensen til at lave.

Og kort efter nytår skabte endnu et Reimer Bo-interview af Henrik Sass Larsen igen røre, da S-gruppeformanden i interviewet meddelte, at han fra nu af kun vil stille op hos den uafhængige presse én gang i kvartalet.

Medieforsker Michael Bruun Andersen kalder det for ”en kedelig sag”.

- Det er jo et problem for vælgerne. Så får man jo ikke muligheden for at få Henrik Sass Larsens holdninger kritisk belyst, siger Michael Bruun Andersen.

En klar varedeklaration - eller ej?

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Sass Larsen i forbindelse med denne artikel, men det har det til gengæld fra Socialdemokratiets folketingsmedlem Peter Hummelgaard.

Et det ikke et problem, at Sass begrænser sin medvirken i den uafhængige, frie presse, samtidig med, at han så arrangerer egne interviews med en journalist, der er betalt for at lave det?

Peter Hummelgaard (S).

- Det, han vel dybest set gør, er jo, at han stiller sig op i et format, der er skabt af Socialdemokratiet selv, og kommer til orde, hvor han ikke bliver beklikket af at have bestemte motiver eller lignende. Og der er jo en meget klar afsender på. Der er jo ikke nogen, der er i tvivl om, at det er Socialdemokratiet og Henrik Sass Larsen, der er afsender. Og så kan alle jo efterfølgende gå i gang med at dissekere og kommentere og lave baggrundsanalyser, og hvad ved jeg, siger Peter Hummelgaard (S).

Men det er jo svært at dissekere og stille ham kritiske spørgsmål, når man ikke har adgang til ham? 

 - Jo. Men så er der er jo andre fra partiet, der har stillet op til det. Det har jeg jo også selv gjort, siger Peter Hummelgaard.

Henrik Sass Larsen (S) meddelte tidligere på året, at han kun stiller op i pressen hvert kvartal.

Socialdemokraten er uenig med de eksperter, der ikke mener, at interviewene med Reimer Bo Christensen er varedeklareret tydeligt nok. Hummelgaard påpeger, at Socialdemokratiets logo kommer til syne både i starten og i slutningen af videoklippene.

- Det afgørende må jo være: Er der en tydelig afsender på? Ja, det er der. Foregiver det at være noget, det ikke er? Nej, det gør det ikke, siger han og tilføjer, at brugen af Reimer Bo Christensen ikke er anderledes, end når journalister lader sig hyre som ordstyrere og konferenciers til debatarrangementer.

- Vi gør jo alt, hvad vi kan for, at de, der er interesserede i at høre, hvad vi mener, også ufiltreret kan høre, hvad vi mener.

Miseren om netavisen Pio

I 2012 var selvsamme Henrik Sass Larsen (S) med til at søsætte en ny netavis kaldet ’Pio’. Og netop Pio har de seneste måneder været omdrejningspunkt for en del diskussioner. I hvert fald på Christiansborg.

For er netavisen et ukritisk støtteorgan til Socialdemokratiet eller ej? Er det en partiavis? Venstres medieordfører, Britt Bager, der ønsker at fratage Pio sin mediestøtte, siger ja. Spørger man Pios egen chefredaktør, Jens Jonatan Steen, er svaret et klart nej.

Peter Hummelgaard (S) er tidligere chefredaktør for Pio, og han afviser ligesom den nuværende, at netavisen skulle have formelle bånd til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet har som det eneste politiske parti sit eget punkt under menuen på Piopio.dk.

- Jeg synes ikke, at der er noget som helst belæg for at sige, at Pio ikke er uafhængigt. Der er jo masser af indlæg hele tiden, der både kritiserer Socialdemokratiet, og som opfordrer Socialdemokratiet til at gøre noget bestemt, siger Peter Hummelgaard.

Pio, hvis navn er taget fra grundlæggeren af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, Louis Pio, skriver på sin hjemmeside, at netavisen er ”uafhængig af organisationer og partipolitiske interesser”, men tager ”afsæt i et demokratisk socialistisk idégrundlag”.

Og det viser sig blandt andet i oversigten, hvor Socialdemokratiet som det eneste politiske parti har sit eget punkt i menuen. Her kan læserne opdatere sig på nyheder indenfor partiet.

Medieforsker Michael Bruun Andersen vil ikke kaste sig ud i vurdering af Pio, men siger:

- Man må bare være klar over, at når man går ind på sådan et site, så ved man godt, hvad man får. Der er jo ikke nogen, der er i tvivl om, hvor Pio står holdningsmæssigt i det politiske landskab, siger Michael Bruun Andersen, men tilføjer:

- En del forskning tyder dog på, at folk synes at glemme, hvem afsenderen er, når journalistikken er spændende og interessant.

Læsere, lyttere og seere overladt til sig selv

Med podcasts, webuniverser og egenproducerede interviews er den såkaldte partipresse altså på sin vis tilbage.

Men det overlader også brugerne til sig selv, når det kommer til at vurdere kvaliteten af det, de udgiver.

- Det er læserne, lytterne og seerne, der skal holde øje. Det er dem, der skal sige ”hov, hvad er det her nu for noget”, hvis der er noget galt. Og derfor er transparensen, altså at det er tydeligt, hvem afsenderen er, vigtig, siger Michael Bruun Andersen.

Flere af medierne, herunder Pio og Altivisten, er dog underlagt Pressenævnet, som i en vis grad kan drage medierne til ansvar for det, de udgiver.

I dag taler man om politikerlede. Men måske har politikerne også journalistlede, når en del af dem tilsyneladende hellere vil udtale sig til egne medier. Og hvad gør man så?

Ifølge medieforskeren Michael Bruun Andersen skal journalister blive bedre til at lade politikerne komme til orde. Omvendt skal politikerne også blive bedre til ikke at snakke i "tomgang".

Så når journalisten fremover ser på politikeren inden et interview, bør journalisten blive bedre til at holde mikrofonen frem. Begå et såkaldt mikrofonholderi. Lade politikeren tale ud. Give plads til at forklare sig. Men samtidig stille de kritiske spørgsmål.

Sådan lyder løsningsforslaget i hvert fald fra en medieforsker.

Se presselogen diskutere den socialdemokratiske netavis Pio på TV 2 Play.