BLOG: ”Kvinde ny politisk ordfører i Venstre” lød det i medierne torsdag tidlig morgen efter onsdagens regeringsrokade.

Senere blev det uddybet, at denne kvinde er Britt Bager. Tillykke til Britt – både med at være kvinde og politisk ordfører! Men helt ærligt, er det virkelig en nyhed, at en kvinde nu er politisk ordfører for et regeringsbærende parti? Det er som bekendt sket før, både Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby har haft posten.

Jeg synes, det er en ærgerlig 1:1-tilgang til ligestilling, når lige repræsentation bliver lig med ligestilling.

Hvis fem ud 10 mennesker i et lokale er kvinder, er det så automatisk ligestilling? Nej, for mig er ligestilling et spørgsmål om fraværet af diskrimination og undertrykkelse og lige muligheder for alle.

Lad os droppe præmissen om, at en kvinde i top er en nyhed. Vi har i Danmark en meget høj grad af ligestilling mellem kønnene. Kvinder har bestredet posterne som statsminister, nationalbankdirektør, EU-kommissær, Folketingets formand, regent og man kunne blive ved. Min bror og jeg har havde samme udgangspunkt for at blive hvad vil ville.

Helt ligesom min søn og datter har samme udgangspunkt for at blive, hvad de gerne vil. Det er kvalifikationer, personlige egenskaber og ønsker, der bestemmer. Og sådan skal det naturligvis være.

Hvis man endelig skal være bekymret for nogen, så lad os rette energien mod drengene og mændene, der klarer sig ringere i skolen og lever kortere end kvinder. Eller mod de piger, der lever i parallelsamfund med social kontrol i en grad, mange af os slet ikke kan sætte os ind i. Her er en indsats at gøre – kvinderne i dansk politik skal nok klare sig, politisk ordfører eller ej.