Politik

Lars Løkke Rasmussen præsenterer nye ministre onsdag

Både Søren Pind og Esben Lunde Larsen meddelte tirsdag, at de stopper om ministre med øjeblikkelig virkning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil onsdag præsentere de justeringer i regeringen, der vil blive foretaget i kølvandet på de to Venstre-ministre Søren Pind og Esben Lunde Larsens afgang som ministre.

Det oplyser han i en video, som regeringen har lagt ud på Twitter.

- Jeg vil i morgen gå til hendes majestæt Dronningen og præsentere hende og dermed også resten af Danmark for de justeringer af regeringen, som følger heraf, siger han.

I en pressemeddelelse fra Statministeriet bekræfter Lars Løkke Rasmussen, at de to politikere stopper som ministre med øjeblikkelig virkning.

- Søren Pind og Esben Lunde Larsen har igennem mange år ydet en flot indsats i Folketinget, regeringen og Venstre. De har arbejdet hårdt for vores land, og det skylder jeg dem en stor tak for.

Føler ikke, at der er mere at gøre i dansk politik

TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, har talt med Søren Pind:

- Han føler ikke, der er mere at gøre for ham i dansk politik. I hvert fald i toppen af dansk politik. Det har han meddelt statsministeren. Nu har han meddelt, at det skal være nu og her, han skal træde tilbage.

Han betegner den afgående minister som en meget markant skikkelse.

- Søren Pind har været en skarp profil, en central mand, der altid har vakt opsigt og skabt debat. Han har ønsket at give Lars Løkke Rasmussen tid til at sætte et nyt hold, siger Langballe.

Esben Lunde Larsen fortsætter i Folketinget

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) stopper som minister, men fortsætter i Folketinget indtil næste valg.

Det skriver han på sin Facebook-side.

- Tiden er nu til at prøve noget nyt, skriver han blandt andet.

Holder alle muligheder åbne

Anders Langballe forklarer timingen fra de to afgående ministre med det kommende valg.

- Mit indtryk er, at Lars Løkke Rasmussen sætter et hold, der skal føre Venstre til næste valg. Der er bestemt mulighed for en større rokade.

- Vi ved også, at Venstres gruppeformand, Søren Gade, har meddelt, at han ikke genopstiller til næste valg. Og at der inden valget skal findes en ny gruppeformand. Det kunne være en af dem, der var ministre nu.

- Jeg holder alle muligheder åbne for, at den rokade, der kommer i morgen, er mere end Søren Pind og Esben Lunde Larsen, der træder ud, siger han.

Der er på nuværende tidspunkt ikke kommet noget frem om, hvem der skal afløse de to ministre, og om det er en del af en større rokade. Der er heller ikke nogen oplysninger om, hvorvidt de to andre regeringspartier - Konservative og Liberal Alliance - bliver involveret i rokaden.