Kommentator: Lundes ministerexit er lidt af en gåde
Det tyder ikke på, at det bliver en stor rokade, vurderer Hans Engell efter to ministres afgang.
Det er stærkt overraskende, at Esben Lunde Larsen (V) tirsdag meddeler sit snarlige farvel til Folketinget og forlader sin post som miljø- og fødevareminister.
Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.
Han mener, at nyheden om at Søren Pind (V) også stopper som uddannelsesminister er mere forudsigelig.
- Mit indtryk var ikke, at Esben Lunde var på vej ud af politik. Det er meget underligt. Det må jeg sige ligeud, siger Engell.
Lunde fortsætter i Folketinget
Tirsdag eftermiddag meddelte begge ministre, at de vil stoppe med øjeblikkelig virkning. Lunde fortsætter dog i Folketinget frem til næste valg.
- Pind har længe signaleret, at han var træt af sin ministerpost, og at han var træt af politik. Det var på en måde mere forudsigeligt, siger Hans Engell.
Han var kørt fast, lyder vurderingen.
- Men med Esben Lunde er det helt uskarpt, hvorfor han vælger at gå af. Han sidder på en central ministerpost. Han har god opbakning i sit lokalområde, og han står stærkt.
- Hvad der er grunden til hans afgang, det er lidt af en gåde, siger Hans Engell.
Engell: Tyder ikke på en stor rokade
Onsdag vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) møde op hos dronningen for at ændre i regeringens sammensætning.
Men ifølge kommentatoren er der ikke noget, der tyder på, at det bliver den helt store rokade.
- Sagen er den, at han er noget låst. De Konservative vil ikke skifte. Selv om Liberal Alliance måske gerne ville bytte rundt, er der ikke noget stort ønske om det.
- Så selv om det naturlige er, at en statsminister gerne vil sætte holdet inden et valg, tror jeg, at Løkkes muligheder er rimeligt begrænsede, siger han.
Ifølge Engell bliver den regering, som dronningen nikker ja til, formentlig den, der kommer til at stå frem til valget.
Overrasket over timingen
Timingen for annonceringerne den 1. maj er også noget overraskende, lyder vurderingen.
- Jeg tror ikke, det er fordi, de forsøger at stjæle overskrifterne fra 1. maj-møderne.
- Men det er ikke noget, der har været drøftet internt i regeringen i flere dage. Det ved jeg med sikkerhed. Derfor virker det hele noget kaotisk og noget pludseligt, siger Hans Engell.
Det bliver partifælle og tidligere folketingsmedlem Martin Geertsen, der erstatter Søren Pind.