Mette Frederiksen vil ændre den danske model

For første gang udtaler Mette Frederiksen sig om de netop afsluttede overenskomstforhandlinger - hun kritiserer regeringen, der afviser kritikken

I de knapt fem måneder, hvor forhandlingerne om en ny overenskomst for statens, regionernes og kommunernes offentligt ansatte har stået på, har Socialdemokratiets formand forsvaret den danske model.

I modsætning til en stribe andre partier, har hun afvist at blande sig i konflikten og holdt sine eventuelle meninger for sig selv.

Men med weekendens overenskomstaftaler på plads, tager Mette Frederiksen bladet fra munden og langer som det første ud efter regeringen. Og den danske model.

- Det forlig, som vi står med nu, er indgået - ikke på grund af, men på trods af den siddende regering, siger Mette Frederiksen på en pressebriefing mandag.

Fremadrettet ønsker hun mindre politisk indblanding i forhandlingerne. Det optrapper til konflikt, mener hun, og derfor vil hun ændre den såkaldte danske model.

Innovationsminister Sophie Løhde, der forhandlede overenskomsten på plads for staten, er lodret uenig i Mette Frederiksens kritik.

- For mig at se er de overenskomstforlig, som er indgået, udtryk for, at den danske model fungerer. Det tog tid, men det lykkedes, skriver hun i en mail til TV 2.        

Løhdes udtalelser var problematiske

Forhandlingerne, der faldt på plads med staten som sidste part lørdag aften, er flere gange undervejs endt i hårdknude med en lammende storkonflikt truende for enden.

Forligsmanden har ad tre omgange måtte udsætte konfliktvarslet om strejke og lockout fra begge parter, og det har ikke kun været faciliteret af de efterhånden tre kendte knaster: uenighed om lønstigning, betalt frokostpause og lærernes arbejdstid.

- Det er regeringens ansvar at tilrettelægge et forløb, der skaber et godt forhandlingsklima. Det er de mislykkedes med, siger Mette Frederiksen på dagens pressebriefing.

De Radikales leder, Morten Østergaard, har tidligere udtalt, at arbejdsgiverne, med blandt andre innovationsminister Sophie Løhde (V) ved roret, var for tidligt ude med lockoutvarslet, og at det optrappede konflikten. Dengang tav Mette Frederiksen. I dag kommer kritikken.

- Jeg synes, at Sophie Løhdes udtalelser som start til forhandlingerne i sig selv har været problematiske – det her med at de offentlige ansatte har fået for meget i løn. Det tror jeg har været med til at forværre forhandlingsmiljøet, siger Mette Frederiksen til TV 2.

- Kan jeg forstå, at en sosu-assistent gerne vil have mere i løn? Ja, det forstår jeg godt.

I et skriftligt svar til TV 2 skriver Sophie Løhde, at hun ikke har udtalt, at de offentligt ansatte får for meget i løn. 

- Tværtimod har jeg sagt meget klart, at medarbejderne skulle stige i løn. Ingen har jo forestillet sig, at vi gik fra forhandlingsbordet uden lønstigninger, skriver hun.

Forelagt Løhdes indsigelse henviser Socialdemokratiets pressechef til en artikel i BT fra december sidste år, hvor Sophie Løhde er citeret for at mene, at lønniveauet i den offentlige sektor er løbet fra den private, og at det løngab skal lukkes. 

- Tingene skal gøres klogere

I følge Mette Frederiksen har forløbet forud for de netop afsluttede overenskomst været for konfliktfyldt, og  den danske model på det offentlige område skal derfor kigges efter i sømmene for, om der kan komme større afstand mellem politikere og de politikere, der forhandler.  

- Der er behov for, at vi fornyer den danske arbejdsmarkedsmodel, så vi forhåbentlig kan få konfliktniveauet ned, siger hun til dagens pressebriefing.

Den danske model er i dag skruet sådan sammen, at det er arbejdsmarkedets parter alene, der finder frem til en gensidig frivillig aftale. Uden politisk indblanding.

I overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte involverer det i sagens natur dog politikere, da det er staten, regionerne og kommunerne, der er arbejdsgivere.

Mette Frederiksen ligger ikke inde med en færdig løsning på, hvordan det konkret kan løses. Hun nævner, at Danmark kan skele til Norge og Sverige, og at hun vil have nedsat en kommission, et udvalg eller noget lignende, der skal se på, hvordan den danske model kan blive bedre.

- Tingene skal gøres klogere, siger hun til TV 2.

Det kan både være små skruer, der skal justeres eller større ting, der skal laves om, fortæller hun på pressemødet.

Moderniseringsstyrelsen skal moderniseres

Mette Frederiksen vil også se Moderniseringsstyrelsen efter i sømmene. 

Den er oprindelig en socialdemokratisk opfindelse under SRSF-regeringen i 2011, men i følge partiets formand er den blevet for kortsigtet i sine mål.

- I de konkrete forhandlinger, der netop har været i gang, der kan man ikke sige, at Moderniseringsstyrelsen har spillet en positiv rolle. Tværtimod, siger Mette Frederiksen. 

Hun mener, at Moderniseringstyrelsen spillede en væsentlig rolle i konflikten om den betalte spisepause, som bekendt blev en af forhandlingernes helt store knaster. 

I et brev til de statsansattes overenskomstforhandlere slog styrelsen i oktober 2017 fast, at den anser betalt spisepause som et personalegode, som kan opsiges. En konstatering, som i følge Mette Frederiksen var medvirkende til, at den endte på forhandlingsbordet. 

Men det afviser innovationsministeren. 

- Det er absurd, at Mette Frederiksen anklager Moderniseringsstyrelsen for at ville gøre op med den betalte spisepause. Det har styrelsen ellers gentagne gange sagt meget klart, at man hverken ville eller kunne, og det ved Mette Frederiksen også udmærket, skriver Sophie Løhde i en mail til TV 2.       

- De krav, Moderniseringsstyrelsen bragte ind i forhandlingerne, er der intet overraskende i. Det er helt legitime arbejdsgiverkrav. Og det vil overraske mig, hvis Mette Frederiksen mener, at staten pludselig ikke skal agere som en ansvarlig arbejdsgiver.