Venstre er nu et grønt parti, mener de selv – men langt fra alt med miljøet går godt, advarer eksperter
Venstre bryster sig i ny kampagne af at være et grønt parti, men på nogle områder går det den forkerte vej, lyder kritikken.
Hvis du går ind på Venstres hjemmeside tirsdag, tror du måske, at du er gået forkert.
Partiets normale blå farve er nemlig udskiftet med en grøn, der til forveksling ligner den, regeringspartneren Det Konservative Folkeparti bruger.
Farveskiftet er led i en ny, stor kampagne, hvor Venstre under paroler som: ”Vi er en af verdens bedste klimanationer” og: ”Vi er verdensmestre i energi”, forsøger at markedsføre sig som et grønt parti.
Ifølge flere eksperter er det dog langt fra alt på det grønne område, der er positivt. TV 2 gennemgår her nogle af kritikpunkterne.
Ekspert: Det går den forkerte vej med havmiljøet
Stiig Markager, der er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, siger, at det danske havmiljø har fået det dårligere de senere år.
Udledningerne af næringsstoffer i havet har overordnet set været stigende de seneste seks år, og Danmark er langt fra en reduktion i kvælstofudledningen på omkring 25 procent, som vi har aftalt med EU.
- Danmark har nogle meget store udfordringer, fordi vi har et meget dårligt havmiljø, som skyldes, at vi har et meget intensivt landbrug og et fysisk følsomt havmiljø, siger Stiig Markager til TV 2.
Han hæfter sig ved, at indsatsen for at forbedre havmiljøet ikke er blevet bedre, mens Venstre har været i regering. Og den omdiskuterede landbrugspakke fra 2016 har ifølge Stiig Markager medført, at der i disse år kommer mere kvælstof ud i havene, end der ellers ville have gjort.
Et andet eksempel er ophør af braklægningen i 2008 under Eva Kjær Hansen (daværende minister for fødevarer, landbrug og fiskeri for Venstre), som måske var det, som startede tilbagegangen i havmiljøet nogle år senere.
- Det kan der værre mange meninger om, men det helt store problem er, at det ikke virker til, at Venstre – men også alle andre partier – har en strategi for, hvordan vi får gennemført den her reduktion, siger Stiig Markager.
Roser energi – men det er langt fra kun V’s fortjeneste
Venstre lægger i sin kampagne megen vægt på, at energisektoren er grøn. Statsministerpartiet fremhæver blandt andet, at over 43 procent af vores el kommer fra vindkraft, og at der er ”verdens bedste investeringsvilkår” i den grønne sektor.
På Aalborg Universitet mener Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning, at Venstre har ret i, at det går rigtig godt med den grønne energi.
- Der er ingen tvivl om, at vi er rigtig langt fremme i forhold til den bæredygtige energi og grøn omstilling generelt. Vi er verdensmestre på mange områder, og vi kan virkelig håndtere og implementere enormt meget vedvarende energi, siger Brian Vad Mathiesen, der dog advarer om, at virksomhedernes rammevilkår er usikre.
Hos den grønne tænketank Concito er direktør Christian Ibsen enig med Brian Vad Mathiesen i, at Danmark er blandt verdens bedste, når det handler om grøn energi.
- Vi er på mange måder rigtig, rigtig gode i Danmark. Der er mange ting, vi scorer rigtig højt på, og dermed kan vi også bryste os af at være en af verdens grønneste nationer, siger Christian Ibsen til TV 2.
Der er dog et men. Venstre kan langt fra tage al ære for succesen.
- Det er alle sammen beslutninger, vi har taget fra 2012 og tilbage i tiden. Det er tre årtiers store klima- og energiambitioner, der har givet det resultat, siger Christian Ibsen.
Transport og landbrug halter langt efter
Men selvom både Brian Vad Mathiesen og Concito roser energidelen, er der på andre grønne områder lang vej igen, mener de.
Brian Vad Matthiesen peger på, at der på transportområdet kan gøres meget for at forbedre det grønne udtryk.
Han kalder det problematisk, at der ikke bliver gjort mere for at fremme elbiler ved eksempelvis at omlægge afgiftssystemet, så det ikke er bilens værdi, men brugen af den, der bliver beskattet.
Det kan være med til at fremme et salg, der ellers nærmest er gået i stå, lyder det.
- På transportområdet er vi ikke verdensmestre, men det mener jeg heller ikke, at Venstre påstår i den her kampagne, siger Brian Vad Matthiesen.
Christian Ibsen fra Concito mener heller ikke, at der bliver gjort nok på transportområdet.
Regeringen har forpligtet Danmark til frem mod 2030 at reducere udledningen af drivhusgasser fra de sektorer, der ikke er kvoteomfattede, med 39 procent. Det drejer sig i store træk om landbrug, transport og varme.
Men det mål er vi langt fra at opfylde, og landbrugs- og transportsektoren reducerer slet ikke. Derfor haster det med at komme i gang, siger han.
- Klimaindsatsen kræver meget mere end det, vi hidtil har været vant til. Det er ikke bare en havvindmøllepark mere, siger Christian Ibsen og tilføjer:
- Der er et stort stykke vej for transport og landbruget. Der mangler fuldstændig at blive taget fat på en omstilling her, siger Christian Ibsen.
S: Venstre er kulsort
På Christiansborg mener flere politiske modstandere, at Venstre med sin kampagne forsøger at give et andet indtryk end virkeligheden.
Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Raabjerg Madsen, er ikke imponeret.
- Uanset hvor mange grønne klæder, de iklæder sig, så er Venstre i den nuværende udgave kulsort. Og på miljøområdet ses det allertydeligst ved, at de har den frækhed at fremlægge en naturpakke, hvor et af forslagene faktisk er at skære 23.000 hektar beskyttet natur væk. Så selv når de laver naturpolitik, skærer de ned på naturen, siger Christian Raabjerg Madsen til TV 2.
Socialdemokratiet fremhæver også, at Venstre tidligere har forsøgt at droppe planerne om flere kystnære havvindmøller.
Kritik gør indtryk
Afsenderen af kampagnen – Venstre – giver imidlertid ikke meget for socialdemokraternes kritik.
Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen siger, at kampagnen har fokus på energi- og klimadelen, fordi regeringen snart præsenterer sit udspil til et nyt energiforlig. Derfor mener han ikke, det er mærkeligt, at miljøet ikke er i fokus.
Adspurgt om Stiig Markagers havmiljøkritik gør indtryk svarer han:
- Selvfølgelig gør det også indtryk. Vi er nødt til også at passe på vores miljø og klima. Vi skal passe på Danmark på alle de måder og led, vi kan. Og det synes jeg også, vi gør. Den fødevare- og landbrugspakke, som Venstre-regeringen gennemførte, var jo bydende nødvendig for dansk landbrug og sigtede netop også mod at have den rigtige balance, så vi passer ordentligt på vores jord, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.
Men den balance mener Stiig Markager ikke, I har ramt.
- Nej, og det er vi så bare uenige om. Så kan du tale med nogle andre, som synes noget andet, end han gør.
I får også kritik for ikke at gøre nok for at mindske CO2-udledningen fra landbruget og transportsektoren. Har I gjort nok for at fremme eksempelvis elbilerne, hvor salget jo er gået fuldstændig i stå?
- Jeg kan i hvert fald konstatere, at der er gået ren overbudspolitik i den hos oppositionen, siger Jakob Ellemann-Jensen og henviser til, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre til DR siger, at de vil have henholdsvis en halv og en hel million elbiler i 2030.
Men nu spurgte jeg ikke om, hvad oppositionen vil. Har I gjort nok på det her område?
- Jeg er sikker på, at vi kan gøre mere, og jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan gøre mere på det område, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Venstres politiske ordfører afviser i samme ombæring, at farveskiftet er permanent.
- Vi er og bliver blå, men vi vil gerne signalere klart, at bare fordi man er blå, så kan man også være grøn, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Regeringen ventes at fremlægge sit udspil til en ny energipolitik inden længe.