BLOG: Vi lærte fem ting af fyret FBI-chefs notater, men der mangler fortsat svar

BLOG: Vi får mange nye detaljer, men der er mange ubesvarede spørgsmål, som Comey ikke kan/vil svare på.

For en historiker er det et slaraffenland at kunne læse Comeys detaljerede noter om interaktionerne med præsident Trump. Men som historiker bliver man selvfølgelig også nødt til at forholde sig til kilden og dens (manglende) troværdighed. Den del vender jeg tilbage til sidst i indlægget. Først til notaternes indhold og fem ting, jeg særligt bed mærke i.

Notaterne fortæller i vid udstrækning den samme historie, som den Comey også har fremlagt i sine vidneudsagn i Kongressen og i sin bog ”A Higher Loyality”, der udkom i tirsdags. Bare i mere detaljeret form. I den forbindelse er det også vigtigt at minde sig selv om, at selvom notaterne er detaljerede – de kan læses her, er der stadigvæk en del informationer, som er hemmeligstemplede. Der er også en lang række ting, som Comey ikke må udtale sig om offentligt. Det, vi ser og hører i notaterne, i Comeys bog og mange interviews, er med andre ord ikke hele historien. Faktisk langt fra.

Lad os nu se lidt pĂĄ substansen i notaterne.

1. Trump og sexorgierne

Det har fået meget opmærksomhed i medierne, at præsident Trump ifølge notaterne har brugt mange kræfter på at få Comey til at allokere forbundspolitiets ressourcer til at afkræfte påstanden om angivelige sexorgier med russiske prostituerede i Moskva tilbage i 2013. Det kan stadigvæk fascinere mig, at man kan gøre så meget ud af denne – fortsat ubekræftede - historie. Det må være noget med den perfekte kombination af sex og magt samt en præsident, man ikke bryder sig om. Comey har i øvrigt selv gentagne gange sagt, at det er usandsynligt, at der er noget om snakken. Så det er oplagt at stille det retoriske spørgsmål: hvem ville ikke være interesseret i at få afkræftet sådan en møghistorie, der sandsynligvis er det pure opspind?

2. Michael Flynns manglende dømmekraft

En interessant afsløring i notaterne er, at Trump åbenbart satte spørgsmålstegn ved hans tidligere nationale sikkerhedsrådgivers dømmekraft. Mange vil læse denne kommentar ind i Michael Flynns tidligere forretningsinteresser i Rusland og hans møder og samtaler med den russiske ambassadør inden Trumps indsættelse. Særligt fordi Trump overfor Comey angiveligt også sagde, at han også havde ”andre bekymringer” ved Flynn, der spillede ind i beslutningen om at fyre ham. Men hvorvidt præsidenten refererede til noget Rusland-relateret, ved vi ikke. I den specifikke kontekst faldt bemærkningen mere præcist efter, at Flynn i Trumps øjne alt for sent havde afsat tid til en telefonsamtale mellem Trump og en anden statsleder – efter alt at dømme Vladimir Putin - i kølvandet på sidstnævntes lykønskninger med indsættelsen. Men det er interessant at læse, at Trump åbenbart ikke stolede på Flynn. Forhåbentligt får vi i den kommende tid flere informationer om, hvad præsidentens tvivl bundede i mere konkret.

3. Comey formĂĄr ikke at sige ordentligt fra

En anden ting, der gĂĄr igen i notaterne, er Comeys manglende evne til at sige fra over for præsident Trumps til tider autoritære tankegang. Ifølge Comeys egen fortælling er der gentagne gange situationer, hvor præsidenten ikke udviser den nødvendige distance til forbundspolitiets arbejde. For eksempel ved at true Comey med en fyring, bede ham om hans loyalitet, ved at komme med forfatningsstridige forslag som at smide journalister i fængsel, ved at blande sig i igangværende undersøgelser og ved at bede Comey om at droppe Michael Flynn-undersøgelsen. I alle tilfælde kan man godt forstĂĄ, at Comey prøver at holde sig pĂĄ god fod med den præsident og prøver at svare sĂĄ diplomatisk som muligt. Og fejlen ligger heller ikke til at begynde med hos Comey, men hos Trumps vilje til at udøve politisk pres pĂĄ FBI`s chef. Det er en vigtig pointe. Men man ville ønske, at Comey sagde fra pĂĄ en mere ihærdig mĂĄde – særligt nĂĄr den nu tidligere FBI-chef prøver at markedsføre sig selv som idealisten og regelrytteren, manden med ”a higher loyality”, i disse uger.

4. Obamas tidligere justitsminister er ude pĂĄ dybt vand

Et andet eksempel, hvor Comey ikke evner at sige fra, er over for den tidligere justitsminister Loretta Lynch. Obamas justitsminister bad Comey om at referere til den igangværende undersøgelse af Hillary Clintons e-mailsag som ”et anliggende”, og ikke hvad det var i realiteten, nemlig ”en undersøgelse”. Et klart forsøg pĂĄ at nedtone undersøgelsen af Clintons e-mails for ikke at skade demokraternes – og dermed Lynchs partifælles – præsidentkandidat. I stedet for at sige fra over for justitsministerens forsøg pĂĄ at fremme Clintons præsidentielle ambitioner, valgte Comey at følge Lynchs orde og kaldte undersøgelsen for ”et anliggende” offentligt. Igen kunne man ønske sig mere rygrad fra en mand med ”a higher loyality”.

5. Trump har et horn i siden på Comeys stedfortræder

Trump virker i notaterne til nærmest at være besat af Comeys stedfortræder, Andrew McCabe. Særligt når vi ved, at præsidenten tidligere har spurgt McCabe om, hvem han stemte på til præsidentvalget. McCabe havde en politisk aktiv kone, der stillede op til et delstatsvalg i Virginia for Det Demokratiske Parti og fik kampagnebidrag fra folk tæt på Hillary Clinton. Det er der ikke noget som helst kontroversielt i. Man kan jo overveje, hvad løsningen skulle være: et politisk berufsverbot til embedsmænd, hvis deres ægtefæller stiller op i politik? Det står hurtigt klart, at det er en absurd tankegang, både Trump og Comey lægger for dagen her.

Hvor troværdig er Comeys notater?

Til syvende og sidst man må selvfølgelig stille spørgsmålet, hvor troværdige Comeys notater er.

Som jeg også skrev i mit seneste indlæg, så er det meget vigtigt at skelne mellem den daværende FBI-direktør Comey, der tog notater af sine møder med præsident Trump, og forfatteren Comey, der nu prøver at sælge så mange bøger som muligt. Så husk: FBI-chefen Comeys notater er ikke nødvendigvis det pure opspind, bare fordi forfatteren Comey tydeligvis har et horn i siden på præsident Trump.

Men man kan heller ikke bebrejde amerikanerne for, hvis de ikke kan/vil se forskellen mellem de to aktører. Comey gør det i hvert fald ikke nemt for dem med sin momentane ageren. Bare tag ironien i, at manden, der i sine notater gentagne gange slĂĄr fast, at han ikke er en, der lækker til pressen, lækkede sine notater igennem en ven til avisen New York Times for at fremprovokere udnævnelsen af en særlig anklager.

Men husk, at vi kun har fået præsenteret en side af sagen indtil videre. I hvert fald i den udvidede udgave. Præsident Trump påstår fortsat hårdnakket, at Comey lyver.

Lige foreløbig er det dermed et spørgsmål om troværdighed, og hvem man gerne vil tro på. Detaljegraden, tidspunktet for nedskrivningen af notaterne, og at Comey delte notaterne med andre relevante embedsmænd, giver alle sammen et indtryk af meget troværdige notater. Det samme kan man ikke sige om præsident Trump, som er kendt for sit alternative forhold til sandheden.

Hvis jeg blev tvunget til at vælge side, ville jeg derfor være på 'Team Comey'.

Det betyder dog ikke automatisk, at præsident Trump har brudt loven. Comey selv forholder sig i øvrigt ikke entydigt til spørgsmålet, hverken i notaterne eller hans bog.

Vi står altså fortsat tilbage i en situation, hvor de store spørgsmål fortsat står åbne. Var der et kordineret samarbejde mellem Trump-kampagnen og Rusland under den amerikanske præsidentvalgkamp 2016? Var præsidentkandidaten Trump involveret i et eventuelt samarbejde? Og prøvede præsident Trump efterfølgende at obstruere rettens gang?

Disse spørgsmål har vi fortsat ikke fået besvaret. Comey må nok ikke besvare dem på nuværende tidspunkt. Vi må altså fortsat væbne os med tålmodighed, mens kampen om fortællingen mellem Comey og Det Hvide Hus fortsætter.