Politik

Pape til politiet: Nej, I skal ikke tvinge burka af kvinder

Kvinder med burka eller niqab skal straffes med bøde ifølge justitsministeren. Og de skal beholde tøjet på, indtil de kommer hjem.

Politiet skal ikke tvinge hverken burka eller niqab af kvinder på gaden.

Det garanterer justitsminister Søren Pape Poulsen (K), og meldingen glæder formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.

- Jeg skal ikke have betjente, der skal stå og hive beklædningsgenstande af folk. Burkaer eller andet. Det kommer ikke til at ske, siger ministeren til Politiken.

Det omdiskuterede lovforslag, der skal forbyde burka og niqab i det offentlige rum bliver fremsat i Folketinget torsdag, og selvom regeringspartiet Liberal Alliance kun stemmer for med sin ministertrup og folketingsmedlem Henrik Dahl, ser det ud til at opnå flertal.

Politiet frygter konflikter

Politiet har tidligere efterspurgt klare retningslinjer for, hvordan de konkret skal håndhæve det såkaldte maskeringsforbud.

Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt kan nemlig frygte, at håndhævelsen kan optrappe til konflikt og ende i ubehagelige situationer.

- Det er jo grænseoverskridende for politifolk at tage fat i nogle, som er stærkt troende, og som jo ikke er kriminelle i gængs forstand. Så det er ikke en nem politiopgave at løse på en skånsom måde, siger han til TV 2.

Derfor er han positiv over for justitsministerens udmelding.

- Det er vigtigt, at vi får nogle klare retningslinjer, og nu er der allerede sendt det første signal.

Det er ikke en nem politiopgave at løse på en skånsom måde

Claus Oxfeldt, formand for politiforbundet

Både på op til 10.000 kroner

Ifølge justitsministeren vil en overtrædelse af det såkaldte maskeringsforbud i første omgang udløse en bøde på 1.000 kroner.

Overtrædes loven igen kan denne forhøjes til op til 10.000 kroner. 

Politiet skal bede kvinderne gå hjem, og hvis de bor længere væk, kan de komme med en tur på stationen, hvor de kan hentes af et familiemedlem.

Og det flugter ifølge Claus Oxfeldt godt med det, han selv havde i tankerne omkring politiets håndhævning af loven.

- Så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til de her retningslinjer, vi skal forholde os til, siger Claus Oxfeldt.

Flere retningslinjer på vej

Men der er stadig løse ender i forslaget, mener han.

For eksempel dækker nogle mennesker ansigtet til, når det er koldt, og det er ikke regeringens hensigt, at de skal rammes af loven.

- Så jeg har faktisk bedt om en lang seddel på alle mulige tænkelige situationer, politiet kan komme ud for. Og det forventer jeg, justitsministeriet sammen med rigspolitiet og sammen med os kommer til at kigge på, siger han.

- Det her skal vi nok løse.

Hvis lovforslaget bliver endeligt vedtaget efter tre behandlinger i Folketinget, går justitsministeriet i gang med at udfærdige en mere specifik liste med instrukser til politiet om, hvordan de skal håndtere håndhævelsen af et forbud.

Claus Oxfeldt, formand for politiforbundet, mener, at det er godt, at der kommer nogle klare retningslinjer i forhold til håndtering af situationer vedrørende burka og niqab.