BLOG: Når ulven kommer
Biodiversitet er et af nutidens store slagord, og det er da unægtelig også godt, at den danske natur byder på mangfoldighed i dyrearter og planter. Me
Biodiversitet er et af nutidens store slagord, og det er da unægtelig også godt, at den danske natur byder på mangfoldighed i dyrearter og planter. Men i sammenligning med mange andre lande er det indlysende, at et stærkt kultiveret og opdyrket land som det danske ikke kan indeholde samme artsrigdom som eksempelvis på den skandinaviske halvø. Derfor klapper mange i hænderne, når dyrearter, som ellers var udryddet i Danmark, vender tilbage helt af sig selv.
Hvis vi går langt nok tilbage i tiden, ved vi, at der i Danmark fandtes store rovdyr. Vi havde f.eks. ulve og bjørne. Dengang var landet dækket af vidtstrakte skove og meget tyndt befolket. Af byttedyr fandtes også elge, men dem har vi i de seneste årtier kun set, hvis det en enkelt gang er sket, at en elg har taget flugten over Øresund fra Sverige. Anderledes forholder det sig med ulven. Den har etableret sig på den jyske halvø, indvandret – eller ”tilbagevandret” – fra Tyskland.
Ulven deler vandene. På den ene side findes de naturbegejstrede i storbyen, som såmænd sjældent begiver sig ud i naturen, når det kommer til stykket – og da kun på sightseeing med rygsæk og kikkert. På den anden side findes de danskere, som rent faktisk lever i naturen og i nærheden af de områder, hvor ulven har slået sig ned. De er ikke glade. De er bange. De har oplevet, at ulven har taget for sig af retterne og nuppet flere husdyr. Og i Nordvestjylland er flere forældre bange for at lade deres barn stå ude i barnevognen eller at lade børnene lege.
Det er Danmarks Naturfredningsforening, som i store træk repræsenterer ”storbyholdningen”. Her ser man ikke noget problem i ulvens tilstedeværelse. Herregud, det drejer sig højst om otte ulve, som skulle være set siden 2012. Danmarks Naturfredningsforening yder et stort stykke arbejde for naturen, som det er værd at kvittere for. Men her er jeg ikke enig. Danmark har nemlig begrænset plads til ulve. Der er også en grund til, at vi ikke længere har elge.
At ulven er totalfredet, giver sådan set udmærket mening. Forleden begik en borger selvtægt og skød en ulv. Det er givetvis sket i desperation. En fjernelse af ulven bør ske under ordnede forhold, og eventuelt gennem indfangning. Er ulven farlig for mennesker? Der er delte meninger om det. Men der er ingen tvivl om, at jo tættere den kommer på mennesker, jo farligere bliver den. I de store vidtstrakte skove på den skandinaviske halvø eller på tundraen flygter ulven fra mennesker, men omvendt er det påvist, at den kan angribe, hvis den bliver for ”vant” til mennesker – det samme gør sig gældende for et stor rovdyr som bjørnen.
Danmark er for lille til ulven. Ja, selv den jyske halvø, som måske set med hovedstadsbriller er på størrelse med Sibirien, er for lille. Risikoen for møder mellem ulve og mennesker er alt for stor. Derfor bør vi sætte ind og få ulvene fjernet. Vi skal naturligvis have biodiversitet, men ikke på bekostning af husdyr og mennesker.
Jylland er ikke Sibirien eller Nordsverige – og skal heller ikke være det.