Politik

BLOG: Nu tvinger vi grønne beregninger igennem i Finansministeriet

BLOG: Det er hul i hovedet, at Finansministeriet regner med en oliepris på 100 dollars per tønde i 2035, når regeringen med Parisaftalen sammen med resten af verden har forpligtet sig til at nedbringe forbruget af fossile brændstoffer, så prisen nærmere vil ligge under 60 dollars. I torsdags tog et næsten enigt folketing en rigtig god beslutning.

BLOG: Det er hul i hovedet, at Finansministeriet regner med en oliepris på 100 dollars per tønde i 2035, når regeringen med Parisaftalen sammen med resten af verden har forpligtet sig til at nedbringe forbruget af fossile brændstoffer, så prisen nærmere vil ligge under 60 dollars.

I torsdags tog et næsten enigt folketing en rigtig god beslutning. Vi aftalte, at vi fremover ikke alene skal basere politiske aftaler på forventningen om et klimasammenbrud, men også handle ud fra den antagelse, at vi faktisk kommer i mål med at begrænse den globale opvarmning og sikrer en beboelig klode i fremtiden. 

Det lyder som en no-brainer. Selvfølgelig skal vi da basere vores politik på det, vi har lovet i Parisaftalen, så vi kan bremse klimakrisen inden vi når temperaturstigninger på 1,5-2 grader! 

Sagen er bare den, at det ikke er sådan, man i dag regner i finansministeriet. Sidste forår indgik regeringen sammen med Socialdemokratiet, DF, Radikale og SF Nordsøaftalen, som giver olieselskaber en milliardstor skatterabat for at forlænge jagten på fossile brændsler i den danske undergrund. Problemet er, at pengene kun bliver tilbagebetalt til staten, hvis oliepriserne stiger vildt. Nordsøaftalen er derfor en 5 mia. kr. stor satsning på, at Parisaftalen bliver en fiasko.

I de politiske aftaler vi laver, hvor udviklingen på olieprismarkedet er relevant, har regeringen hidtil regnet med et olieprisscenarie, som leder direkte til en grel klimakatastrofe. På trods af, at der i dag findes scenarier for olieprisens udvikling, hvor vi kommer i mål med verdenssammenfundet ambitiøse løfter til hinanden i Paris for over to år siden. 

Indtil i dag har man regnet med, at vi i fremtiden afbrænder olie, kul og gas i en mængde, der ikke er forenelig med Parisaftalen. Finansministeriet har taget udgangspunkt i nogle forventninger, som vil lede til en global opvarmning på mellem 2,7 og 3,3 grader. Hvis man regner med dette udgangspunkt, vil verden afbrænde så mange fossile brændsler, at 1,5 gradsmålet kan være overskredet allerede i 2022.

Det er altså et politisk valg: Regner vi med klimakaos, eller skal vi basere vores politik på, at vi faktisk mener det vi siger, vi vil i Parisaftalen?

Alternativet kæmper for at afvikle den fossile produktion, og siden Nordsøaftalen har vi særligt fokuseret på at udstille, hvor grotesk det er at regne med, at klimakatastrofen rammer. Nu er vi et skridt nærmere en opbakning til vores forslag om, at vi fremover træffer beslutninger om investeringer i olie, kul og gas, der er i overensstemmelse med de klimamål, som hele verden er enige om. 

Derfor fremsatte vi sidste år beslutningsforslag om at erstatte klimakaosscenariet med det klimavenlige scenarie, og nu bakker alle partier undtagen DF i en beretning op om, at det klimavenlige scenarier fremover også skal fremlægges i forhandlingerne. Det ville sidste forår have haft den konsekvens, at ingen med fornuft i behold ville have givet olieselskaberne en skatterabat. Ikke nok med at det klimamæssigt er helt på månen, så ville det også have vist sig at være samfundsøkonomisk dybt uansvarligt. Jeg er sikker på, at i hvert fald vores gode grønne venner i oppositionen havde set skriften på væggen og anerkendt, at den fossile industri er døende og ikke skal holdes kunstigt i live. 

Det kan alt samme lyder meget nørdet, men det er en vigtig sejr, at vi nu så småt kan bevæger os væk fra at regne med olieprisscenariet, der leder direkte til klimakrisen, fordi det bliver en selvopfyldende profeti. 

Hvis grundlaget for vores beslutninger og investeringer er en fortsat afhængighed af sort energi, vil vi fortsætte med at investere i fossil energi.