Politik

Theresa May hos Løkke - sikker på, at Rusland står bag nervegiftangreb

Danmark og briterne står sammen i sagen om giftangrebene på en tidligere russisk dobbeltagent.

Der er ikke fremlagt beviser for offentligheden for, at Rusland står bag et angreb med nervegift mod en russisk eks-spion og hans datter.

Men under et besøg i Danmark gentog den britiske premierminister, Theresa May, at hun er sikker i sin sag.

- Der er ingen anden mulighed, end at Rusland står bag, sagde hun under besøget i Danmark, hvor hun holdt et pressemøde med den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

Skripal i bedring

Hun henviser til, at kemikere i Porton Down har undersøgt den nervegift, der er blevet brugt mod den tidligere russiske dobbeltagent.

Porton Down er et laboratorie under det britiske forsvar. Kemikerne siger dog, at de ikke er i stand til at bevise, at nervegiften, som blev brugt ved angrebet i Salisbury, kom fra Rusland.

Den tidligere dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter blev alvorligt syge, da de blev eksponeret for nervegiften. De er ikke længere i kritisk tilstand.

Magtbalance har ændret sig

Også Brexit var på dagsordenen under dagens møde. Her understregede både Løkke og May, at det dansk-britiske samarbejde forbliver intakt til trods for et britisk farvel til EU.

Men det er tydeligt, at magtforholdet mellem landene har ændret sig med Brexit, siger TV 2s korrespondent Lotte Mejlhede:

- Hun kom lidt med hatten i hånden. Hun har noget, hun skal have fra Danmark, og hun skal have noget fra EU. Ser man på de to parter, der nu formentlig skal til at indgå en handelsaftale, så har vi det meget store og stærke EU, og så har vi det noget mindre Storbritannien, der gerne vil være så tæt på det forhold, som de har nu – bare med mere selvkontrol, uden at de kan få det.

- Det var interessant at se, at der pludselig var en anden magtbalance i forholdet mellem lillebitte Danmark og det store Storbritannien.

Det britiske EU-exit vil få betydning for Danmark - særligt for den danske eksport. Det er især inden for områder som vindmøller, kød- og mejeriprodukter og medicin.

Eksporten til Storbritannien giver anledning til omkring 60.000 arbejdspladser i Danmark, som altså bliver berørt af Brexit.