Regeringen vil indføre stopprøve i 0. klasse, men løber nu ind i problemer
Forslaget er en del af regeringens udspil mod parallelsamfund. Det var målrettet skoler med mange elever fra socialt belastede boligområder.
Regeringens forslag, om at børn i 0. klasse på udvalgte skoler skal bestå en danskprøve for at få lov at rykke op i 1. klasse, ser ikke ud til at blive gennemført.
Forslaget kræver nemlig, at samtlige partier bag folkeskolereformen fra 2013 bakker op om det. Men det vil Radikale Venstre ikke, og derfor ser forslaget ud til at falde.
- Det er en testmani, man har, hvor man tror, man kan løse alle problemer i folkeskolen med nye eksaminer. Vi vil ikke være med til at dumpe skoleelever, der lige er begyndt. De skal have hjælp i stedet for at have et nederlag, siger Morten Østergaard til TV 2.
Undervisningsministeriet bekræfter over for TV 2, at forslaget om stopprøver som udgangspunkt er forligskredsstof, og som forslaget er nu, vil det ikke kunne gennemføres uden forligskredsen.
Planen var, at forslaget skulle træde i kraft fra skoleåret 2019/2020. Fra det kommende skoleår vil regeringen indføre en frivillig forsøgsordning.
Vil gøre op med parralelsamfund
Stopprøverne var et af elementerne i regeringens udspil mod parallelsamfund.
Prøverne er målrettet de skoler, hvor over 30 procent af eleverne bor i et socialt belastet boligområde. Det drejer sig ifølge Undervisningsministeriet om cirka 1600 elever.
Det er særligt Liberal Alliance, der har arbejdet for stopprøver i 0. klasse.
Partiet vil med en tidlig kontrol sikre, at børn med udenlandsk baggrund får lært dansk på et ordentligt niveau.
Et af argumenterne er, at der har været forholdsvist stor forskel i karakterniveauet mellem elever med dansk og udenlandsk baggrund.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har over for TV 2 ikke ønsket at kommentere meldingen fra Radikale Venstre.
Flere forsøg til at bestå
I regeringens oprindelige forslag vil børnene i løbet af skoleåret have tre forsøg til at bestå prøven. Og hvis de dumper den første gang, vil de blive tilbudt sprogundervisning, så de kan forbedre sig til næste forsøg.
Dumpes alle tre gange, vil barnet blive tilbudt et intensivt sprogkursus hen over sommerferien. Efter kurset vil der være endnu en mulighed for at tage sprogprøven.
Består eleven det forsøg, er det videre til 1. klasse, men dumper vedkommende igen, skal 0. klasse tages om. Hvis forældrene takker nej til det intensive sprogkursus, skal 0. klasse også tages om.
Et barn kan maksimalt gå 0. klasse om én gang. Herefter kan barnet ikke forhindres i at rykke op.
Skolelederforening er kritisk
Da regeringen for en måned siden præsenterede forslaget, var næstformand i Skolelederforeningen, Dorte Andreas, glad for udsigten til mere fokus på sprogundervisningen.
Hun mente dog ikke, at den rigtige løsning er at stille krav om at bestå en bestemt prøve.
Dorte Andreas påpegede, at det allerede i dag er muligt at lade børn gå om. Og derfor var det ifølge hende overflødigt at gøre det at bestå obligatorisk bestemte steder.
- Jeg synes, indsatserne med mere fokus på undervisning er udmærket. Og det er godt, at man gør en indsats for, at eleverne får et bedre sprog. Men vi tror ikke, at løsningen er stopprøver, sagde Dorte Andreas til TV 2.
Hun tilføjede, at det kan være et problem for børnene, hvis de ikke kan få lov at følges med de kammerater, de har fået i 0. klasse.