Overenskomst 2018

FOA-formand frygter en lockout vil knække fagbevægelsen

Tiden er ved at løbe ud for parterne, der forsøger at finde en løsning for alle de offentlige overenskomster.

Onsdag aften udsatte forligsmand Mette Christensen varslerne om strejke og lockout med 14 dage. Det betyder, at der først kan udbryde strejke den 22. april og lockout den 28. april, medmindre Mette Christensen inden for de to uger erklærer, at forhandlingerne er brudt sammen.

Hvis det sker, kan strejke og lockout bryde ud fem dage derefter. 

Forhandlingerne mellem de statsligt ansatte og deres arbejdsgivere begyndte klokken 10.00 onsdag formiddag og varede indtil kort før klokken 21.00. Her meldte parterne ud, at de stoppede for nu og fortsætter igen på lørdag. 

Hvis ikke forhandlingerne ender med et forlig, frygter FOA's formand, Dennis Kristensen, for konsekvenserne.

For den lockout, som arbejdsgiverne har varslet modtræk til offentligt ansattes strejkevarsling, vil ifølge Dennis Kristensen presse regeringen til at gribe ind i konflikten. Lockouten vil omfatte cirka 440.000 ansatte - og derfor gøre konflikten langt mere omfattende.

- Det, de prøver at gøre nu, er jo at slå fagforeningerne til lirekassemænd. De prøver at sige, at nu smadrer vi dem. Deres strejkekasser skal tømmes fuldstændig, og så kan de få lov til at komme krybende tilbage og bede om at få et lovindgreb, lyder det fra Dennis Kristensen i Talkshowet Lippert på TV 2 News.

Usympatisk strategi

Dennis Kristensen mener, at strategien med en omfattende lockout vil kunne ødelægge fagbevægelsens chancer for at skabe indflydelse fremover. Både fordi fagforeningernes økonomi vil blive svækket kraftigt af en konflikt, men også fordi magtforholdet mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne er tippet. 

Ifølge ham er kommunerne og regionernes strategi nemlig, at de offentligt ansatte skal mødes med så hårdt et modsvar til strejken, at regeringen vil blive tvunget til at gribe hurtigt ind.

- Så har vi jo ikke en chance og en forhandlingsmodel der fungerer i den offentlige sektor. Og det er det, jeg synes, er på spil denne her gang, siger Dennis Kristensen og tilføjer:

- Det, synes jeg, er uhyre usympatisk.