BLOG: Stop med at håne de offentligt ansatte

16x9
Konservativ Ungdom kalder de offentligt ansatte for "verdens største babyer" i ny kampagne. "Hvor lavt kan man synke?" mener Magnus Heunicke, velfærdsordfører for Socialdemokratiet. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

BLOG: Hvor lavt kan man synke?

Hvor er det dog et udtryk for en grænseløs forkælelse og selvovervurdering, at KU synes, de skal komme med sådan et pinagtigt budskab.

Prøv og hør her, Konservativ Ungdom: 

Det var en offentlig ansat, der hjalp dig ud af din mors mave og tjekkede, at du var sund og rask.

Det var en offentlig ansat, der passede dig og legede med dig i vuggestuen, skiftede din ble og trøstede dig, når du faldt på legepladsen i børnehaven.

Det var en offentlig ansat, der lærte dig at læse, skrive og regne, tog dig med på lejrskole, talte med dine forældre om, hvordan det gik med dig, rettede dine stile og gik op i at netop du skulle lykkes med dit potentiale.

Det er en offentlig ansat, der kommer i ambulance, brandbil eller som politi, hvis du er uheldig og uheldet er ude. Vinter, sommer, jul, påske, døgnet rundt, året rundt. Det er offentligt ansatte, vi sender ud i brændpunkter og livsfarlige konflikter over hele kloden for at sikre fred og skabe stabilitet i usikre tider.

Når du selv får den største besked i dit liv, at du skal være far eller mor, er det en offentlig ansat, der giver dig den og som undersøger fosteret om alt er ok.

Det er en offentlig ansat, der vil stå parat og hjælpe dig, når du bliver gammel, made dig, hjælpe dig op fra sengen, give dig din medicin, gøre rent hos dig og holde dig i hånden. Og når du har taget dit sidste åndedrag, er det en offentlig ansat, der tilser dig en sidste gang, en offentlig ansat, der holder prædikenen over dit liv og en offentlig ansat, der graver det hul, din kiste skal ned i.

Og så synes du, du skal håne dem? 

Kampagnen fra KU hentyder til, at de mener, at man ikke kan kæmpe for mere i løn ved forhandlingsbordet, når man nu har sagt nej til til skattelettelser. Men sagen er jo den, at pengene til skattelettelser skal gå fra vores velfærd. Når man arbejder i hjemmeplejen og kan se, at der bliver flere ældre, så ved man også, at der er behov for flere midler, ikke færre, hvis man skal have hverdagen og vagtplanerne til at gå op. Sådan et ansvar for at virkeligheden kan hænge sammen på vores sygehuse, skoler, børneinstitutioner og i ældreplejen har vores offentligt ansatte nemlig.

Mens de offentlige fagforeninger kæmper for løn og arbejdsforhold, synes regeringspartiets ungdomsafdeling altså lige, de vil bidrage med sådan en urimelig og nedgørende plathed over for 800.000 mennesker, der hver dag gør en forskel for Danmark. Hvor er det elendigt.

Måske det i stedet var på tide, vi viste lidt mere respekt for de offentligt ansatte, der hver eneste dag gør en kæmpe forskel for os alle sammen i alle faser af vores liv.