Politik

EU lægger pres på Rusland, men udvisning af russere udstiller splittelse, mener forsker

Over 100 russiske diplomater er blevet udvist af vestlige lande. Flere sanktioner kan være på vej fra Danmark og EU.

Giftangrebet på den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter i Salisbury i Storbritannien skaber splittelse i EU.

Det er nemlig ikke alle medlemslande, der reagerer på samme vis over for Rusland, som ifølge Storbritannien står bag angrebet. 

Det fortæller seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) Hans Mouritzen, der forsker i udenrigspolitik.

- Hvis alle 28 medlemslande reagerede samlet, så ville Rusland kunne mærke det. Men når det kun er omtrent halvdelen af landene, som reagerer, så udstiller det en splittelse i EU, siger Hans Mouritzen.

Sådan ser den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), ikke helt på det.

- Det er et samlet EU, der lægger pres på Rusland, siger Anders Samuelsen.

May: Fantastisk bagslag

Storbritanniens premierminister, Theresa May, mener, at Rusland har fejlet fælt i forsøget på at skabe splittelse mellem Storbritanniens allierede.

- Hvis Kremls mål er at splitte og skræmme den vestlige alliance, så har deres indsats givet fantastisk bagslag, siger hun ifølge Reuters til det britiske parlament.

May siger samtidig, at briterne ligger inde med beviser for, at russerne i løbet af det seneste årti har undersøgt muligheder for at distribuere nervegift til brug ved mordforsøg.

Det er altid de samme lande, der er henholdsvis høge og duer. Det er historiske forhold og økonomiske faktorer, der styrer, hvordan landene reagerer

Hans Mouritzen, seniorforsker, DIIS

Rusland nægter at stå bag et mordforsøg med nervegift på Sergej Skripal i Salisbury. Tværtimod siger det russiske udenrigsministerium mandag, at ”stærke kræfter” i USA og Storbritannien stod bag nervegiftangrebet, rapporterer det statsejede russiske nyhedsbureau RIA Novosti ifølge Reuters.

Men det er alene Rusland, der har kombinationen af ”mulighed, hensigt og motiv” til at udføre mordforsøget, mener Theresa May. 

Danmarks udenrigsminister føler sig også sikker på, at det ”med allerhøjeste sandsynlighed” er russerne, der står bag.

- Russerne har udviklet den her nervegas. Det er russerne, som har kontrol over den her nervegas. Og man kan ikke bare bruge den her nervegas uden at have virkelig store muskler bag sig. Altså det er en stat, der skal stå bag, siger Anders Samuelsen til TV 2.

Duer og høge

Danmark har valgt at udvise to russiske diplomater, som skal være ude af landet inden en uge, fortæller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Det er sket i koordinering med flere andre lande. Mandag aften er 14 EU-lande udover Storbritannien skredet til udvisning af russiske diplomater. Men det er ikke sikkert, det stopper der.

- Yderlige fælles EU-tiltag, herunder flere udvisninger, kan ikke udelukkes de kommende dage og uger, siger EU’s rådspræsident, Donald Tusk, på et pressemøde.

I alt har 14 medlemslande i EU besluttet sig for at sende russiske diplomater ud af deres lande. Det oplyser EU-præsident, Donald Tusk. Video: Jane Bruun Elkjær

Også USA, Canada og senest Norge har udvist russiske diplomater. Se hele listen i bunden af artiklen.

Koordinerede sanktioner eller ej, så skaber det altid en vis splittelse i EU, når det handler om Rusland-kontroverser, forklarer Hans Mouritzen fra DIIS.

Landene kan opdeles i høge og duer, hvor høgene reagerer kraftigt, mens duerne er mildere over for Rusland.

Som gammel sportsmand selv er jeg meget bekymret for at bruge sport i den politiske verden

Anders Samuelsen, udenrigsminister

Tyskland ligger midt mellem de to kategorier, og Danmark ligger lidt nærmere høgene end tyskerne. 

- Det er altid de samme lande, der er henholdsvis høge og duer. Det er historiske forhold og økonomiske faktorer, der styrer, hvordan landene reagerer. Det er dog mere eller mindre ligegyldigt for Rusland, at Danmark udviser to diplomater. Det er ikke andet end et kraftigt signal, siger Hans Mouritzen.

De sydeuropæiske lande bliver typisk betragtet som duer - blandt andet på grund af afhængighed af russisk naturgas.

Ikke glad for boykot af VM

Ifølge Hans Mouritzen er der ikke noget næste skridt for Danmark eller EU, da man venter på Ruslands reaktion. 

Danmark og øvrige lande kan dog sende flere signaler mod Rusland, når landet til sommer afholder VM i fodbold.

- I Rusland er de meget opsatte på en succesfuld gennemførelse af VM. De vil ikke have flere kontroverser. Danmark kan som signal vælge at holde eksempelvis kultur- eller statsministeren væk fra slutrundens åbningsceremoni, siger Hans Mouritzen.

Det er også en af flere muligheder, Danmark overvejer, men ikke har taget stilling til endnu, fortæller Anders Samuelsen, som dog ikke personligt bifalder et dansk boykot af VM.

- Som gammel sportsmand selv er jeg meget bekymret for at bruge sport i den politiske verden, fordi det er folk, der har kæmpet i mange år for at nå frem til at yde deres bedste ved en særlig begivenhed. Så den kobling er jeg personligt ikke særlig glad for, siger Anders Samuelsen til TV 2.

Han peger i stedet på økonomiske sanktioner gennem EU-systemet som en mulighed. Men han nævner også, at Danmark endnu ikke har truffet beslutning om Nord Stream 2, som er en gasledning, Rusland ønsker at anlægge gennem Østersøen.

Disse lande udviser også russiske diplomater

Her kan du se, hvilke lande der også udviser russiske diplomater.

  • USA: 60 (lukker konsulatet i Seattle)
  • Storbritannien: 23
  • Ukraine: 13
  • Tyskland: 4
  • Polen: 4
  • Frankrig: 4
  • Canada: 4
  • Tjekkiet: 3
  • Litauen: 3
  • Danmark: 2
  • Spanien: 2
  • Italien: 2
  • Holland: 2
  • Albanien: 2
  • Letland: 1
  • Rumænien: 1
  • Kroatien: 1
  • Estland: 1
  • Finland: 1
  • Sverige: 1
  • Norge: 1