Politik

BLOG: Udvisningen af russiske diplomater er ikke nok og udstiller Vestens hovedproblem

Desværre taler EU – og dermed Vesten – atter ikke med en samlet stemme, når det gælder Ruslandspolitiken.

Det er ikke diplomatisk hverdagskost, når mere end 100 russiske diplomater bliver udvist i en koordineret vestlig straffeaktion i 19 lande. På den amerikanske side har Trump-administrationen besluttet at udvise 60 russiske diplomater og lukke det russiske konsulat i Seattle. Beslutningen kommer i kølvandet på, at den britiske regering har udvist 23 russiske diplomater fra landet efter giftangrebet på den tidligere russiske dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter, som russerne formodes at stå bag. Dagens masseudvisninger skal derfor især ses som en solidaritetserklæring fra Storbritanniens vestlige allierede.

Alligevel er det værd at fundere lidt over den konkrete straffeaktion, der er blevet valgt.

Trump er hårdere end Obama

Det er en signifikant stærkere amerikansk symbolpolitisk reaktion, som Trump-administrationen har annonceret i dag, end dengang Obama-administrationen i december 2016 udviste 35 russiske diplomater, lukkede to russiske ejendomme i USA og sanktionerede ni institutioner og personer med tilknytning til de russiske efterretningstjenester som straf for den russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg. Grundet præsident Trumps aparte tendens til at holde hånden over Putin og russerne rent retorisk, glemmer vi nok tit, at den førte Ruslandspolitik under Trump er hårdere, end den var under Obama.

Men det er ikke kun Trump og Obama. Dagens reaktionsmønstre illustrerer også, som den garvede analytiker Ian Bremmer har påpeget, at der rent substantielt ikke kan være tvivl om, at den førte Ruslandspolitik er hårdere under præsident Trump, end tilfældet er fra europæisk side.

Reaktionen er for blødsøden

Hvilket bringer os til problemet med amerikanernes og europæernes koordinerede udvisningsreaktion i dag. Selvfølgelig er der tale om et markant diplomatisk skridt, når mere end 100 sandsynligvis nøje udvalgte russiske diplomater i en koordineret aktion bliver udvist fra mere end 19 forskellige lande. En aktion der i det omfang næppe har noget historisk fortilfælde.

Men i mine øjne er reaktionen fortsat alt for blød. Udvisningen af de russiske diplomater er hverken konsekvent nok, situationens alvor taget i betragtning og ej heller en handling, der i tilstrækkelig grad signaliserer vestlig styrke. Og at udvise et andet lands diplomater befinder sig altså trods alt i den blødere ende af skalaen.

Endnu vigtigere, så indbyder udvisningsaktionen bare russerne til at lave præcis det samme modtræk. Hvilket logisk nok var præcis, hvad russerne gjorde, efter Storbritannien havde udvist 23 russiske diplomater fra landet. Inden længe blev 23 britiske diplomater bedt om at pakke kufferten. Og inden længe vil stribevis af europæiske og amerikanske diplomater blive udvist fra Rusland, og diplomatiske faciliterer tvinges lukket i landet.

Som den tidligere amerikanske diplomat og nuværende præsident for tænketanken Council on Foreign Relations, Richard Haass, glimrende påpeger i dag på Twitter, er denne form for straffeaktion hverken særlig optimal eller kreativ. Russerne kommer ganske som forventet bare med lignende modsvar. Den smarte straffeaktion havde været en asymmetrisk strategi, for eksempel økonomiske eller rejserestriktioner, der ville gøre livet surt for Putin og hans inderkreds. En sådan strategi ville også have den fordel, at det primært er russerne, der ville blive ramt hårdest.

EU's problematiske splittelse

Det må formodes, at det ikke har været muligt at finde et fælles vestligt fodslag om nye økonomiske sanktioner og rejserestriktioner i denne omgang. Efter sigende var det især tyskerne, der internt i EU manede til at holde igen. Tyskerne endte da også kun med at udvise sølle fire russiske diplomater. Det samme gælder for Frankrig. Til sammenligning har Danmark udvist to diplomater og Tjekkiet tre – et proportionelt markant større antal end tyskerne og franskmændene. Disse kummerlige tal illustrerer desværre den manglende politiske vilje til at trække en klarere streg i sandet overfor de russiske aggressioner.

Ærligt talt kunne det være interessant at vide, hvad der skal til, før tyskerne og franskmændene forstår situationens alvor. Den illegale annektering af Krimhalvøen, russisk indblanding i vestlige valgkampe og forsøgte snigmord i NATO-lande er åbenbart ikke nok.

Men det er ikke kun tyskerne.

Hvis man ser på listen af lande, der har valgt at udvise russiske diplomater, bliver det tydeligt, at man internt i EU ikke engang kunne enes om, at alle medlemslande skulle deltage i straffeaktionen. Derfor var der heller ikke tale om en europæisk fællesfront, men snarere en koalition af villige lande. Som dagbladet Politikens journalist Sebastian Kjeldtoft bemærkede, så har en lang række endda endnu ikke meldt ud, hvorvidt de agter at udvise russiske diplomater.

Det muliges kunst

Hvis man internt i EU ikke engang kan enes om at gå fællesfront mod russerne, skal man nok heller ikke sætte sine forhåbninger for højt med hensyn til mere effektive straffeaktioner, som Richard Haass og jeg gør. Politik er som bekendt det muliges kunst.

Når det er sagt, skal man også uddele ros, hvor det er anbragt. Uagtet at jeg mener, at udvisningen ikke er en tydelig nok besked til Putins regime og blot giver russerne mulighed for at gengælde i samme dur, er der også tale om et relativ vellykket og koordineret transatlantisk samarbejde over for de russiske aggressioner. Det skal vi være glade for, som professoren Daniel Drezner påpegede tidligere i dag.

Men næste gang, vi i Europa brokker os over, at Trump-administrationen ikke er hård nok over for Rusland, burde vi måske starte med at se os selv i spejlet.