Tredje flyvetur til København på én uge - udflytning koster råd dyrt
Udflytningerne af statens råd mangedobler udgifter til transport, øger ineffektivitet og medfører videnstab hos flere udflyttede råd, lyder kritikken.
Sekretariatschefen for Rådet for Socialt Udsatte pakker sine ting sammen. Ole Kjærsgaard skal nemlig nå flyveren fra Bornholm til København inden så længe. Fredag er tredje gang i denne uge, at han tager den tur.
- Der er mange af de ting, som, når det handler om politik eller om at diskutere politik, foregår i København, siger sekretariatschef hos Rådet for Socialt Udsatte Ole Kjærgaard.
Rådet var en del af regeringens første udflytning af statslige arbejdspladser. Her blev det bestemt, at rådet skulle ligge i Rønne på Bornholm.
I januar annoncerede regeringen så anden runde af udflytningerne. De udvalgte råd, nævn og styrelser har nu alle haft deadline for at aflevere en plan for udflytningen. Og konklusionen er rimelig klar:
Det bliver både dyrt og besværligt at flytte til provinsen.
Langt fra København og politikerne
Det er især Det Økonomiske Råd, Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd, som alle står foran en udflytning, der forudser store rejseudgifter.
Rådenes primære opgave er at rådgive ministre og Folketinget, men mens politikerne bliver i København, rykker de tre råd altså til Jylland.
Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd kommer for fremtiden til at ligge i Brovst i Nordjylland - 4,5 timer fra København.
- Hvis vi bliver ved med at arbejde på den måde, som vi har gjort i København, når vi kommer til Nordjylland, er det klart, at det bliver rigtig dyrt i rejseudgifter frem og tilbage. Men først og fremmest kommer vi også til at arbejde på en anden måde, siger Mads Roke Clausen, der er formand for Frivilligrådet.
Udgifter er blevet firdoblet
Et af de råd, der altså allerede har været igennem udflytningen, er Rådet for Socialt Udsatte. Og det har man i den grad godt kunnet mærke. For siden rådet tilbage i 2016 flyttede sit virke til solskinsøen, er dets rejseudgifter blevet fire gange så store.
De ansatte i Rådet for Socialt Udsatte er til møder i København flere gange om ugen. Deres primære opgave er nemlig også at rådgive ministre og Folketinget.
- Til sekretariatsansatte bruger vi 190.000 kroner på rejser. Førhen har vi brugt 25-50.000, fortæller sekretariatschef Ole Kjærgaard.
Det er ikke billigt at pendle frem og tilbage, og de ekstra rejseudgifter går direkte fra rådets egentlige arbejde. Men det er ikke det værste, lyder det.
- Pengene er sådan set det mindste. Sådan en rejsetid kan være rigtig svær at udnytte arbejdsmæssigt, fordi det er et meget afbrudt forløb, siger Ole Kjærsgaard.
Et videnstab og en forsinkelse
Også Børnerådet var med i regeringens første udflytningsrunde. Det blev rykket fra København til Billund. Og de jyske lokaler fejler ingenting, lyder det fra rådets formand, Per Larsen, der overordnet er glad for flytningen.
Alligevel regner Børnerådet med at bruge omkring 600.000 kroner årligt på rejseudgifter, og blot to medarbejdere flyttede med, da rådet rykkede vest for Storebælt. Man er altså startet helt forfra, lyder det.
- Man bliver nødt til at acceptere, at der sker et videnstab og en forsinkelse i tempoet her i huset, og det har vi jo også oplevet, siger formand Per Larsen.
Minister: Ikke nogens arbejde at være i København
Ministeren for offentlig innovation mener dog ikke, at det er altafgørende for rådene ofte at skulle befinde sig i landets hovedstad.
- De er sat i verden for alle danskere, og dermed bør de også være repræsenteret og placeret i hele landet, siger Sophie Løhde, der understreger, at det er en politisk prioritet for regeringen og ikke en såkaldt spareøvelse.
De forskellige råd har investeret i udstyr til at afholde videokonferencer. Noget som for eksempel også Udenrigsministeriet benytter til kontakten til ambassader over hele verden.
- Så kan vi nok også godt gennemføre videokonferencer fra København til Rønne og omvendt, siger Sophie Løhde.
Så du anerkender slet ikke det lidt molboagtige i, at nogle råd, som selv siger, at deres arbejdsplads er i København og på Christiansborg, at man flytter dem længere væk fra Christiansborg?
- Jeg anerkender ikke præmissen om, at nogens arbejde kun er at være i København.
Holder møde 50 meter fra gamle lokaler
Ole Kjærgaard, som fredag altså skulle til et møde i København, endte med at bruge to timer af sin arbejdstid på transport hver vej.
På arbejdspladsen i Rønne på Bornholm har de været nødt til at anskaffe sig en tavle, som kan give det fulde overblik over, hvem der er i hovedstaden hvornår.
Overvurderer I ikke betydningen af at være i København?
- Vi kigger på de ting, vi bliver inviteret til, og som vi har brug for, og så overvejer vi, om vi skal være der eller ikke være der, siger Ole Kjærsgaard.
Fredag skulle han til møde hos Digitaliseringsstyrelsen. En bygning, der ligger 50 meter fra Rådet for Socialt Udsattes tidligere lokaler.