Politik

Ny måling: Dansk Folkeparti ligger fortsat langt fra valgresultatet

Foruden den lavere opbakning til DF er det værd at bemærke, at de små regeringspartier klarer sig meget forskelligt, siger Anders Langballe.

Hvis der var valg i dag, ville Dansk Folkeparti miste en del af de mandater, de vandt i 2015.

Det viser en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken.

Ved folketingsvalget i juni 2015 opnåede Kristian Thulesen Dahls parti 21,1 procent af stemmerne (37 mandater), men i den nye måling er opbakningen nede på 16,6 procent (29 mandater). Der er en statistisk usikkerhed på +/- 2,5 procentpoint.

Langballe: Skidt for DF

TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, hæfter sig ved, at Dansk Folkeparti i flere Megafon-målinger i træk nu har ligget med en opbakning på mellem 14 og 17 procent.

- Dansk Folkeparti står til at klare sig væsentligt ringere end valgresultatet. Det ser ud, som om de stagnerer 20-25 procent under valgresultatet. Det er jo skidt for Dansk Folkeparti. At dømme efter den her måling har de ikke fået noget ud af parløbet med Socialdemokratiet, siger Anders Langballe.

I forhold til seneste måling fra slutningen af februar er der ikke sket de helt store forskydninger mellem partierne eller blokkene.

Rød blok fører med 52,5 procent af stemmerne mod blå bloks 47,5 procent. Men med en statistisk usikkerhed på +/- 3,3 procentpoint er det fortsat tæt i dansk politik, siger Anders Langballe.

Regeringspartier klarer sig vidt forskelligt

Noget andet, TV 2s politiske redaktør hæfter sig ved, er, hvordan de to små regeringspartier, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, har klaret sig siden valget. Her er der stor forskel.

Liberal Alliance havde et godt folketingsvalg i 2015 med 7,5 procent af stemmerne, men Anders Samuelsens parti står i den nye måling blot til 3,9 procent af stemmerne (statistisk usikkerhed på +/- 1,3 procentpoint).

- Liberal Alliance har haft meget politisk modvind. De markerede sig skarpt på, hvad de ville have ud af regeringsdeltagelsen. Det har primært handlet om personskat, og de har tabt det hele på gulvet, og vælgerne kvitterer ved, at de ligger solidt under valgresultatet, næsten halveret, siger Anders Langballe.

Anderledes forholder det sig for Det Konservative Folkeparti, der siden valget i 2015 er gået fra 3,4 procent af stemmerne til i dag 6,3 (statistisk usikkerhed på +/- 1,5 procentpoint).

- De Konservative har holdt en lidt lavere profil og har ikke på samme måde sat klare kriterier op for, hvad de skal have ud af at gå i regering. De har ført en klar profil særligt omkring formand Søren Pape Poulsen, og det ligger til en solid fremgang, siger Anders Langballe.