BLOG: Slip jerngrebet om velfærdens kronjuvel
BLOG: Både regeringen og de danske regioner har et kæmpe ansvar for at sikre bedre forhold på sygehusene og for at lette det ekstreme pres på personal
Vi har et system, hvor de ansatte er pressede hver dag. Der er travlhed på afdelingerne, hvor de kæmper for både at hjælpe patienterne og dokumentere, hvordan de gør det, samtidig med at de prøver at finde tid til den ekstra omsorg, som er så vigtig for både patienter og pårørende.
Vi skal passe på, at velfærdssamfundets kronjuvel, sygehusene, ikke knækker under det enorme pres.
Det kræver især to ting. Vi er nødt til at sikre de ansatte mere tid til den enkelte patient og til at samle tankerne, inden de skal videre til den næste. Det kræver penge, og de kan kun findes af regeringen og Folketinget.
Samtidig skal vi blive endnu bedre til at forebygge. Det gælder især de tre største trusler mod folkesundheden: Følgerne af rygning, overvægt og stress. Vi kan gøre en kæmpe forskel for rigtig mange mennesker, hvis vi bliver bedre til at tage problemerne i opløbet. Og samtidig kan vi spare milliarder på sygehusene, hvis færre får brug for hjælp.
Vi skal glæde os over, at der har været store fremskridt på en række områder i sundhedssektoren de seneste ti år. Overlevelsesstatistikkerne hos kræft- og hjertepatienter taler deres tydelige sprog. Det er imponerende og vidner om, at vi kan levere behandling i verdensklasse. Og på en række kirurgiske og medicinske områder bliver der på samme måde gjort store fremskridt.
Men vi risikerer at blive indhentet af virkeligheden, hvis vi ikke gør mere for at færre får brug for hjælp på sygehusene. Den seneste omfattende undersøgelse af folkesundheden viser tydeligt, at det går den forkerte vej på flere afgørende områder.
Flere unge mistrives, over halvdelen af os er overvægtige, flere unge begynder at ryge og andelen af danskere med et højt stressniveau er steget fra hver femte i 2010 til hver fjerde sidste år. Det skal vi tage meget alvorligt.
I SF har vi en drøm om at sætte gang i en omfattende national indsats imod de tre store trusler mod sundheden; rygning, overvægt og stress. Tænk hvad det ville betyde, hvis vi kan knække kurven. Et bedre liv for den enkelte og store besparelser på sundhedsvæsenet, samtidig med at det vil være et stort plus for samfundsøkonomien, hvis langt flere kunne undgå sygemeldinger på grund af fysisk sygdom eller stress.
De seneste år har vi set en stribe eksempler på, hvilken situation vores sygehuse står i. De bør hver især være et wake up call til os politikere.
Den tidligere afdelingschef på Rigshospitalet fødeafdeling sagde op i protest mod presset på afdelingen. Sygeplejerskerne på Holbæk Sygehus så sig nødsaget til at melde ud, at forholdene var så dårlige, at der var betydelig risiko for patientsikkerheden. Og på de Sønderjyske sygehuse har der været alvorlige sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø og for mange patienter til de ansatte.
Hvis man skulle tro, det bare var enkeltstående tilfælde, kunne man i efteråret bliver klogere ved at læse Fyens Stiftstidende. En aktindsigt i arbejdstilsynsrapporterne på sygehusområdet dokumenterede stribevis af fejl, læger der ikke har tid til stuegang, sygeplejersker der går grædende hjem fra vagter og har konstant dårlig samvittighed over for patienterne. Det var rystende læsning.
Og for nylig gjorde det stort indtryk at læse jordemoder Manja Vilhelmsen Rytters indlæg i Berlingske Tidende. Det er så ydmygende at være offentlig ansat, lød overskriften.
Hun kunne fortælle om vagter, hvor hun hverken når at spise eller tisse, og hvordan det går ud over evnen til at koncentrere sig. Det skaber en risiko for, at hun overser noget, hun burde havde reageret på, altså tegn på at noget er galt enten hos den fødende eller hendes barn, fordi hun pisker rundt, når hun er på arbejde, skrev jordemoderen. Det er uholdbart og ekstremt bekymrende, at det er virkeligheden ude på afdelingerne.
Når en engageret medarbejder på den måde råber på hjælp, og når eksemplerne er så mange, som de er, skal vi som politikere lytte og handle. Der påhviler ikke alene regeringen, men også regionsrådsmedlemmerne et meget stort ansvar for at få vendt den negative spiral.
Heldigvis befinder vi os i en periode i samfundsudviklingen med et betydeligt økonomisk råderum. Det betyder, at det alene er op til den politiske vilje at sikre, at personalet på vores sygehuse får mulighed for at levere den tryghed, vi forventer som patienter og pårørende.