Blog: Løkkes B-hold kører fast

16x9
Ole Birk Olesen (LA) taler med partifællerne Mette Bock og Simon Emil Ammitzbøll Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Blog: Statsminister Lars Løkke Rasmussen har lagt en lang række vigtige forhandlinger ud til sine juniorministre. Resultatet er tæt på forudsigeligt.

Det rigtige navn er uinteressant. Men øgenavnet hænger ved. Den pågældende Venstre-ordfører hed aldrig andet end ”målestokken”. Det er ganske vist 30 år siden og fra dengang, jeg første gang trådte ind bag Christiansborgs tykke mure, men den slags betegnelser hører til dem, man ved tilbageblik ser som politisk børnelærdom.

Andre partier og de politiske reportere på Christiansborg tog nemlig pejling af Venstre-manden. Når han blev Venstres ordfører eller forhandler i en sag, vidste alle, at intet skulle ske. Venstres ambitionsniveau var lig nul. Deraf tilnavnet ”målestokken”.

I dag er historien ved at gentage sig. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har lagt en lang række vigtige forhandlinger ud til sine juniorministre. Ikke engang hans finansminister, Kristian Jensen, bliver fedtet ind i det. Resultatet er tæt på forudsigeligt.

Hverken Liberal Alliances økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, med den vigtige udligningsreform eller transport- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), der forhandler ghettoplanens centrale afsnit om midler fra Landsbyggefonden, ser ud til at få et bredt forlig.

Det samme gælder kulturminister Mette Bock, også fra Liberal Alliance, når det gælder de voldsomme sparekrav på Danmarks Radio.

Alle sager er så vigtige for Socialdemokratiet, at de gerne vil sende topholdet til forhandlingerne. Måske endda formanden selv. Men Mette Frederiksen til forhandlinger med det, som det store oppositionsparti betragter som letvægtere i regeringen? Sådan fungerer det ikke. ”Målestokken” er måske glemt, men begrebet lever i bedste velgående på Christiansborg og Slotsholmen. Socialdemokratiets formand stiller op hos statsministeren eller til nød hos finansministeren. Ellers er det under niveau.

Naturligvis kan der argumenteres for, at udligningsreformen med milliarder fra de såkaldte rige kommuner til dem, der betragter sig som fattige, hører under Simon Emil Ammitzbøll-Billes ressort. Men sagen er bare så betændt, at de to store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, er nødt til at finde fælles fodslag. Det kan ikke klares uden et milliardbeløb til at smøre utilfredse borgmestre og slet ikke af en minister fra et parti uden nævneværdigt kommunalt bagland. Hvis man altså spørger i oppositionen.

Ikke lige om hjørnet

Og med al respekt for Socialdemokratiets to hovedforhandlere på udligningen, Magnus Heunicke og Benny Engelbrecht, er de nok også en målestok for, at Socialdemokratiet ikke ser et forlig lige om hjørnet. Her skal man holde øje med, hvornår Mette Frederiksen blander sig. Og det gør hun altså næppe, før statsministeren selv eller i det mindste Kristian Jensen sætter sig for bordenden.

Ganske vist har Lars Løkke Rasmussen kaldt det en tvungen opgave at ændre i den kommunale udligning, efter adskillige reformer ikke mindst på beskæftigelsesområdet har forstærket skævheder i fordelingen af milliarderne mellem kommunerne. Men den socialdemokratiske analyse er tydeligvis, at de ikke har fantasi til at se Dansk Folkeparti lave et rent blåt forlig med regeringen i denne sag. Her går Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen hånd i hånd. Et forlig ender i skrig og skrål og negative historier i medierne. Den tvungne opgave er så som så, før Venstre tager et hovedansvar også for balladen. Lige nu tegner det til ingenting hos økonomiministeren.

Samme hos Ole Birk

På samme måde med ghettoplanen hos transport- og boligminister Ole Birk Olesen. Regeringen vil finde 12 milliarder på den såkaldte Landsbyggefond, der er bygget op af indbetalinger fra lejerne i den almene byggesektor. Det efterlader kun ni milliarder de næste år til forbedringer i resten af den nedslidte boligmasse.

Det er ikke helt lige til at få hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti med på den øvelse. Heller ikke selv om der kan holdes lange foredrag om, at Landsbyggefonden ikke er lejernes penge, selv om de har indbetalt milliarderne. Det er i den sidste ende en slags kvittering for skatteydernes støtte til byggeriet, der holdt lån og dermed lejen nede i et niveau, som indflytterne kunne betale.

Men igen. I det mindste nogle af milliarderne til ghettoplanen må komme fra den store samfundskasse og ikke fra en fond, lejerne påstår ophavsretten til. Man kan ikke finde en socialdemokrat på Christiansborgs gange, der tror på, at Ole Birk Olesen vil gå tiggergang til finansministeren. ”Ministeren hader jo lejerne” er nok snarere målestokken for deres forventning. Så også her lurer sammenbruddet.

Del af aftale

Endelig er der kulturministeren og et medieforlig med 20 procents nedskæring hentet i Danmarks Radio. Her har Mette Bock den fordel, at Dansk Folkeparti allerede er en del af aftalen om den overordnede ramme med diktat om, at adgangsbilletten til resten er, man tilslutter sig. Noget, Socialdemokratiet foreløbig vånder sig ved.

Ganske vist betragter både regeringen og Dansk Folkeparti afskaffelsen af licensen som en vindersag. Lige nu også med medvind i diverse meningsmålinger. Men socialdemokraterne er ret sikre på, at folkestemningen vender. På et tidspunkt glemmer vælgerne hesteflytning fra Holte til USA, fratrædelsesordning til DR-chefer i millionklassen og serien om Danmarkshistorien, der genoplivede ”de røde lejesvende”.

Ramaskrig

Når DR annoncerer sin spareplan og hvad der skæres væk, vil der efter oppositionens opfattelse på Christiansborg rejse sig et ramaskrig. Ikke mindst blandt Dansk Folkepartis vælgere. Kristian Thulesen Dahl vil blive udsat for en shitstorm, der vil opløse den blå musketer-ed om at sætte Socialdemokratiet kniven for struben. Ikke at det vil redde DR for økonomiske øretæver, men der vil blive åbnet for puljer, der mindsker smerten.

Og forhandlingerne vil igen blive flyttet hen, hvor socialdemokraterne mener, at de hører til. Nemlig fra kulturminister Mette Bock og tilbage til finansminister Kristian Jensen. Eller fra B-holdet og til regeringstoppen.

Selvfølgelig kan statsministeren se det. Hans problem er bare, at måler han med oppositionens ”stok”, så desavouerer han Liberal Alliance i regeringen. Det mindre regeringsparti har naturligvis også en målestok for sin indflydelse på ministertaburetterne. Og den er ikke at overlade alt til Venstres finansminister.

I virkelighedens verden opbevarer de i Paris målestokken for den præcise meter. Men i politik afhænger målestokken af, hvad de forhandler om, hvem der forhandler og hvor de forhandler.

Lige nu er Løkkes B-hold eller ”LA-hold” ved at køre fast.