Politik

- Der skal lukkes programmer, siger generaldirektør om besparelser i DR

DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn siger, at besparelserne vil få konsekvenser for brugerne, seerne og lytterne.

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en nedskæring på 20 procent på DR. 

Det er et politisk udspil, som De Radikales Morten Østergaard har kaldt 'en vendetta mod DR', Alternativet for 'hul i hovedet' og SF for 'en nedslagtning'. 

I DR's øverste top forholder generaldirektør Maria Rørbye Rønn sig dog mere afdæmpet.

- Det er politikerne, der fastsætter de overordenede rammer for DR's virke - også rammerne for økonomien. Det respekterer jeg fuldt ud, siger hun og kalder det for en hård dag i DR.  

Vil ikke snakke antal fyringer

En besparelse på 20 procent svarer til et beløb på 773 millioner kroner. 

Maria Rørbye Rønn vil ikke gå ind i antallet af fyringer, men det vil kunne mærkes hos brugerne i den anden ende på tv, radio, telefoner og computere, når de er gennemført, forklarer hun.

- Det vil blive et mindre DR og et mindre samlet tilbud fra DR til danskerne. Det vil kunne mærkes hos brugerne, seerne og lytterne, for der skal lukkes programmer.

Om det bliver DR 3, Den Store Bagedyst eller TV Avisen, der skæres på, vides endnu ikke.

I DR afventer man den endelige medieaftale som forventes præsenteret tirsdag eftermiddag. Her vil politikerne redegøre for de nye forventninger til, hvilken form for public service DR fremover skal levere.  

Socialdemokratiet afviser udspil

Havde regeringen håbet på en medieaftale, der involverede Christiansborgs største parti Socialdemokratiet, må de nedjustere forventningerne.

Ifølge partiets næstformand og medieordfører, Mogens Jensen, har besparelserne for vidtrækkende konsekvenser. 

- Det kan ikke være med pistolen for panden og et ultimativt krav fra regeringen og Dansk Folkeparti om, at man skal acceptere så stor en nedskæring på danskernes muligheder for at få dansk produceret radio og tv, siger han.

Socialdemokratiet så ellers gerne sig selv rundt om forhandlingsbordet, men Mogens Jensen mener, det er en uskik at udstikke økonomiske rammer forud for forhandlinger som ultimative krav.

- Derfor er min opfordring til regeringen dels at få præciseret; er det virkelig rigtigt, at det her slet ikke kan forhandles og slet ikke diskuteres? Hvis vi kan det, er Socialdemokratiet at finde i forhandlingslokalet, siger han.

Licens trækkes via indkomstskat

Det er ikke kun udvalget af DR-programmer samt medarbejderne, som påvirkes af dagens politiske beslutning. Brugerne vil også mærke forandringer, da partierne omlægger medielicensen. 

Det betyder, at man fremadrettet kommer til at betale licens over sin indkomstskat via personfradraget. Fradraget bliver dermed en smule mindre end tidligere.

- Danskerne vil få gevinst ved det her. Gevinsten vil være forskellig, afhængigt af om man er enlig eller et par. Men der vil være en gevinst, lover finansminister Kristian Jensen (V).

Der bliver samtidig indbygget en kompensation til for eksempel pensionister og handicappede, som derved får nedsat deres licens.

Hele udspillet bliver præsenteret tirsdag.

Medieforliget skal være forhandlet på plads inden sommer og gælder for perioden 2019 til 2022.