BLOG: De få må ikke ødelægge det for de mange
BLOG: Når man mister sit arbejde, er det en vigtig del af velfærden, at man i en periode kan få hjælp fra det offentlige.
Det er et grundprincip i Danmark, at vi hjælper dem, der har behov. Men det kræver også, at de, der kan, bidrager og er klar til at tage et nyt job, når muligheden byder sig. Ellers risikerer vi, at systemet bryder sammen – og vi mister tilliden til hinanden og velfærden. Ingen må efterlades på perronen med en månedlig check fra det offentlige og beskeden, ’du duer ikke til noget’. Alle har et potentiale – og selv et lille bidrag er bedre end intet bidrag.
Langt de fleste lever op til de forpligtelser, der er. De søger job. De tager imod de aktiveringstilbud, de bliver tilbudt. Og de kæmper for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Men desværre er der en gruppe, som ikke lever op til de krav, fællesskabet stiller. De få ødelægger det for de mange, og vi risikerer, at tilliden til systemet smuldrer. Det skal vi ikke acceptere. Det vil jeg ikke acceptere. For det betyder, at de svageste ikke får den hjælp og anerkendelse, de har behov for.
Derfor har regeringen fremlagt 20 forslag til, hvordan vi forenkler og skærper sanktionsreglerne, og som samtidig skal styrke kontrollen med offentlige ydelser. Målet er lige så simpelt, som det er vigtigt: Vi skal sætte en stopper for den gruppe, som ødelægger det for fællesskabet.
Hvis kontanthjælpsmodtageren pjækker fra et aktiveringstilbud eller siger nej til et jobtilbud uden grund, skal han eller hun kunne mærke det på pengepungen. Det er vel kun rimeligt.
Samtidig vil vi forenkle systemet. Det skal være lettere for kommunerne at kunne finde rundt i junglen af sanktionsmuligheder. Og det skal være lettere for borgerne at forstå, hvilken konkret økonomisk konsekvens der vil være, hvis de ikke opfylder kravene.
Men det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke driver heksejagt på folk, som er for syge til at arbejde. Det siger jo sig selv, at man selvfølgelig ikke skal tvinges ud på arbejdsmarkedet, hvis man reelt ikke er i stand til det. Pointen er blot, at kan man arbejde, så skal man arbejde. For jo flere der bidrager til den fælles husholdningskasse, desto flere penge har vi til at tage ordentligt hånd om vores svageste og fremtidssikre vores velfærd.
Det handler om ret og pligt. Det handler om at de få ikke må ødelægge det for de mange.