BLOG: Kvindernes kampdag – gælder den for alle kvinder?

16x9
I dag er det kvindernes kampdag. Foto: Jacques Demarthon / Ritzau Scanpix

BLOG: Siden #MeToo-bølgen blussede op, har stort set hver dag været kvindernes kampdag – ikke blot den 8. marts.

En overgang gik der næppe en dag uden nye afsløringer af ”magtfulde” mænd, som angiveligt har forgrebet sig på – eller krænket – kvinder. I en del tilfælde går begivenhederne så mange år tilbage, at de påståede gerningsmænd ikke har en jordisk chance for at bevise deres eventuelle uskyld. En walisisk politiker og eksminister blev sidste år drevet til selvmord efter anklager om ”uanstændig” opførsel, og alt fra balletdansere til filminstruktører har fået ødelagt deres karrierer.

Naturligvis er overgreb og uanstændig opførsel helt uacceptabelt. Kvinder skal naturligvis sige fra, og hvis en magtfuld mand misbruger sin magt, skal det også have konsekvenser. Men skal påstande om overgreb eller krænkelser, der ofte ligger mange år tilbage, kunne ødelægge en mands liv, uden at der foreligger beviser? Det minder mest af alt om en moderne heksejagt. I middelalderen blev kvinder brændt på bålet som følge af grundløse anklager. I dag er det så de magtfulde mænds tur.

Mon ikke vi hører en del mere om #MeToo-bølgen i dag? Også meget mere end vi hører om kvindekamp i den muslimske del af verden? Herregud, de er jo på vej dernede. Kvinder har fået lov til at tage kørekort i Saudi-Arabien, og så er de vel allerede godt på vej? Meget tyder på, at kvindernes kampdag desværre stadig er en eksklusiv begivenhed for vestlige kvinder. Den gælder kun for dem. Ellers ville de progressive vestlige kvinder jo risikere at støtte de ”forkerte” kræfter på ”højrefløjen”. Så derfor er det sikrest at koncentrere sig om sin egen lille trygge andedam.

Det er ellers ikke fordi der ikke er rigeligt at tage fat på. Hvis vi retter blikket mod Sverige – det første land med en erklæret ”feministisk” regering - så sker der ting og sager. Her er en irakisk mand i Stockholm-forstaden Solna blevet frikendt for hustruvold mod sin 26-årige hustru, fordi han har ”en god familie”, og velsagtens fordi to af lægdommerne havde islamisk baggrund. Den ene af de to lægdommere, Ebtisam Aldebe, har tidligere udtalt, at hun mener, at svensk lovgivning bør tilpasses muslimer – altså med andre ord muslimsk sharialov. Det hører i parentes bemærket med til historien, at kvindens familie var ”mindre god”, og at det åbenbart var grunden til, at tæsk var helt på sin plads. 

Når man ved, at svenske feminister hører til blandt de mest højtråbende, burde denne sag være helt oplagt, men den er blevet mødt med larmende tavshed. Feminismen er nemlig en lukket klub for svenske kvinder – og naturligvis eksklusivt rettet mod svenske mænd. Man kunne godt argumentere for, at der er tale om en slags omvendt racisme, når vestlige feminister stiltiende accepterer overgreb og vold mod kvinder fra andre kulturer og religioner. I sagen fra Solna er der ikke tale om en lummer bemærkning, et pift på gaden eller et klap bagi, men regulær vold. Er det en formildende omstændighed, kunne man fristes til at spørge?

Kvindernes kampdag den 8. marts er en god anledning  til at mindes de kampe, som kvinder har måtte kæmpe for ligestillingen i samfundet – og navnlig i de mange kulturer, hvor kvinder er reelt undertrykte og bliver behandlet som ren ejendom. Den burde dermed indeholde en opfordring  til at smide berøringsangsten over bord og inkludere andre kvinder end kun de vestlige. Ellers bliver kampdagen en hul manifestation og en fest for en selvgod og selvglad elite, der for længst har sejret.