Politik

BLOG: Vi skal ikke finde os i parallelsamfund 

BLOG: I Danmark skal vi leve i ét samfund, og ikke i adskillige ’hver-for-sig-fund’ - Derfor skal vi have opløst ghettoerne.

Næsten en halv million mennesker i dette land er enten indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande. Nærmere betegnet udgør de 8,5% af Danmarks befolkning. Når så mange mennesker bosætter sig et nyt sted, er der nok af dem til, at de egentlig ikke behøver at beskæftige sig med de mennesker, der i øvrigt bor i deres nærområde.

Så er der nok at tage af, som taler ens eget sprog, hvis man skal finde legekammerater, venner, eller ægtefæller. Resultatet kender vi: Vi lever ikke længere i ét samfund, men i et land med adskillige ’hver-for-sig-fund’.

Hvis disse mennesker var spredt ud over Danmark ville de i stedet være faldet bedre ind i mængden. Til gavn og glæde for vores folkelige fællesskab.

Som eksempel kan vi tage en almindelig dansk klasse med 24 elever. Med 8,5% fremmedsprogede i klassen, svarer det til at lige godt to elever taler et fremmedsprog. Hvis et af disse sprog er farsi, mens det andet er tyrkisk, så forsvinder fordelen naturligvis helt. Langsomt vil de to lære dansk, få danske venner og ’skifte kultur’. Den ved vi jo ligger begravet i sproget. Vi ved også at den tilegnes i barndommen.

Den sikreste vej til at få vores mange indvandrere integrerede og i sidste ende deres efterkommere assimilerede er derfor at få dem spredt ud over hele landet.

Derfor skal vi have opløst ghettoerne, men det er ingen nem opgave. Nu er de der jo med deres mandecaféer, kvindeforeninger, privatskoler og så videre. Vi bliver imidlertid nødt til at opfinde en cocktail af incitamenter og regler, der får det til at ske. Det er blandt andet hensigten med vores og regeringens ghettoudspil, der blev lanceret torsdag.Vi vil blandt andet rive flere bygninger ned i de udsatte boliger områder, og i nogle tilfælde vil vi fjerne hele ghettoer. Flytter man til en ghetto, får man en lavere ydelse, og man kan slet ikke flytte dertil, hvis man er på integrationsydelse. Vi vil også stille tydelige krav til at børn i ghettoer skal i daginstitution, og at de skal kunne dansk på et vis niveau, inden de starter i 1. klasse. Det er hårdt, men nødvendigt.

Og så skal vi kræve af de kommunale forvaltninger, at de smider fløjlshandskerne. En del steder har der spredt sig en kultur for, at arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtagere får lov til at sige nej til de første tilbudte job, så ’fælden’ først klapper tredje gang. Det går ikke.

Vi hører også, at der tilsyneladende er en tredjedel af flygtningene, som kommunale administrationer holder hånden under, selvom de ikke møder op til den lovbefalede danskundervisning. Nogle kommuner gør det godt, men andre halter bagefter. Det er ikke i orden.

Som konservative er det naturligvis vores opfattelse, at alting skal foregå inden for lovens rammer, og samtidig må vi altså også kræve, at kommunerne lever op til deres forpligtelse og farer frem med de muligheder, som loven foreskriver – så det bliver sådan, at her til lands taler vi dansk og gør vores pligt og tager et arbejde, før vi kan kræve vores ret.

For at det budskab skal sprede sig, er vi imidlertid nødt til at gribe fat om nældens rod og få opløst ghettoerne. Det er i sidste ende planen.