Rigmanden, der vil betale niqab-bøder i Danmark: - Jeg forsvarer ikke islam
Rachid Nekkaz vil betale niqabbøder i Danmark, men i hjemlandet har han fået kritik for ikke leve op til sine ord. Selv afviser han kritikken.
Hvis du får en bøde for at gå med niqab, kan du sende regningen til mig.
Sådan lyder budskabet fra den fransk-algeriske rigmand Rachid Nekkaz til kvinder i Danmark, der bærer den muslimske klædedragt.
Han bliver i flere internationale medier beskrevet som ”niqabens Zorro”, og på fredag besøger han København. Her vil han foran Christiansborg sige, at et tildækningsforbud vil være nyttesløst, fordi han alligevel har tænkt sig at betale alle bøderne.
Ifølge eget udsagn har han allerede brugt over to millioner kroner på at betale 1538 bøder i flere forskellige europæiske lande. Men hvorfor blander han sig nu i danske forhold?
TV 2 har taget en snak med manden, som ifølge flere folketingspolitikere er med til at underminere dansk lov.
Forsvarer ikke islam
Rachid Nekkaz er muslim, men imod den muslimske klædedragt niqab. Han mener, den skader integrationen i de europæiske samfund.
Det er det første, han siger, da vi spørger, hvorfor han ønsker at neutralisere det forbud, som kan være på vej i Danmark.
Det handler i stedet om menneskerettigheder, siger han.
- Jeg kommer ikke til Danmark for at forsvare islam eller religion. Jeg er menneskerettighedsaktivist. Det handler om friheden til, at kvinder kan iklæde sig niqab eller lade være, siger Rachid Nekkaz til TV 2.
Ifølge ham viser flere undersøgelser, at niqabklædte kvinder i Europa stort set altid har valgt det selv. Det samme mener han ikke er tilfældet med de meget få, der bærer burkaen, hvor øjnene også er dækket. Derfor vil han som udgangspunkt kun betale bøder for niqab.
Han understreger, at han også støtter kvinder, der vælger religiøse symboler fra.
- I morgen tager jeg til Iran for at hjælpe 29 kvinder, som har besluttet ikke at bære hijab (muslimsk tørklæde, red.). De er i fængsel nu, og jeg vil betale en kaution på 670.000 kroner for en af dem, siger Rachid Nekkaz, der har tjent penge på ejendomshandel og it.
Betaler bøder i flere lande
56-årige Rachid Nekkaz er født i Frankrig af algeriske forældre og har læst historie og filosofi på det prestigefyldte universitet Sorbonne i Paris.
Han begyndte for alvor sin aktivistiske karriere i 2010, hvor han stiftede foreningen ”Touché pas ma constitution” (fingrene fra min forfatning), da Frankrig var ved at gøre klar til et forbud mod ansigtstildækning i det offentlige rum.
Få år forinden forsøgte han sig ved både det franske præsidentvalg og kommunalvalg. Men ingen af gangene var han i nærheden af at få succes, og ifølge Rachid Nekkaz selv begyndte han derefter at betale niqabklædte kvinders bøder i Frankrig.
Siden har han udvidet til også at betale i lande som Belgien, Schweiz, Holland og Tyskland, og nu kommer turen altså til Danmark, hvis det planlagte forbud bliver en realitet.
Det sker, hvis Socialdemokratiet støtter det tildækningsforbud, som Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og dele af Liberal Alliance ønsker.
Underminerer demokratiet
Hos Det Konservative Folkeparti mener udlændingeordfører Naser Khader, at Rachid Nekkaz prøver at underminere dansk lov. Og det er uacceptabelt, lyder det.
- Vi har allerede drøftet, hvordan man kan forhindre, at en rig islamist betaler bøderne for kvinderne. Præcist hvordan det skal gøres, skal vi have juristerne til at se på. I yderste konsekvens kan vi ændre strafferammen fra bøde til fængselsstraf, siger Naser Khader til Kristeligt Dagblad.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, er ikke overrasket over, at Rachid Nekkaz har rettet fokus mod Danmark.
- Hvis det bliver nødvendigt, kan vi for eksempel skrive ind i loven, at bøderne skal betales individuelt. Derudover kan pengegaver beskattes, og endelig kan vi skærpe straffen til fængsel. Det er der ikke flertal for nu, men andre partier kan måske flytte sig i den retning, hvis det viser sig, at vi har et problem, siger Martin Henriksen til Kristeligt Dagblad.
Fængsel er det mest effektive
TV 2 har forelagt kritikken for Rachid Nekkaz. Han afviser, at han er med til at underminere dansk lov.
- Jeg respekterer demokrati, og Danmark har ret til at vedtage en lov mod niqab. Men jeg har også ret til at betale bøder, som er givet efter den her lov. At betale bøder er at respektere loven, mener Rachid Nekkaz.
Men politikerne ønsker jo, at de her kvinder ikke bærer niqab, og når du betaler bøderne, er du jo medvirkende til, at loven ikke fungerer efter hensigten?
- Hvis de ikke vil have, at kvinder bærer niqab, er den mest effektive måde at sætte dem i fængsel. Jeg tror, det vil være den eneste måde at nå målet. Men når de siger til kvinderne, at der skal betales bøder, når de bærer niqab, vil jeg betale bøderne i Danmark. Så det afhænger af, hvad der er politikernes mål.
Spørgsmål om netop fængsel har været ømtåleligt i regeringen. Særligt Liberal Alliance har været imod, og selvom fængselsstraf ikke indgår i regeringens forslag, har en stor del af partiets folketingsgruppe meldt ud, at de ikke vil stemme for.
Kritik for at lyve
Hjemme i Frankrig, hvor Rachid Nekkaz er opvokset, har kritikkere påpeget, at hans kamp mod niqabbøder handler om andet end kampen for personlig frihed.
Den algeriske statsborger stiller op ved præsidentvalget i det nordafrikanske land næste år, og den franske dokumentarist Agnes De Feo har tidligere kritiseret ham for at være en forretningsmand, der vil skabe opmærksomhed om sig selv.
Hun har gennem sit arbejde kontakt til mange muslimske kvinder, og hun har tidligere sagt til Washington Post, at mange af dem med niqabbøder har fortalt hende, at de ikke har fået penge fra Rachid Nekkaz.
Over for TV 2 er Agnes De Feo lidt mere afdæmpet i kritikken.
- I begyndelsen troede jeg, han var en løgner, og at han ikke gjorde det, han sagde. Jeg opfattede det som om, at han søgte opmærksomhed. Og det er sådan, mange kvinder med niqab ser ham. De mener ikke, han er rigtig muslim og gør det for at støtte religionen, siger Agnes De Feo til TV 2.
- Men i dag ved jeg ikke. Mange kvinder har svært ved at få fat på ham, men måske er det fordi, de ikke har den rigtige adresse at sende bøden til. Han virker meget rar og positiv, men svær at få fat på. Det er meget svært at dømme ham præcist. Jeg er dog helt sikker på, at han også gør det for at blive kendt, tilføjer hun.
Afviser kritikken
Rachid Nekkaz fastholder, at han betaler alle de bøder, der bliver sendt til ham. Han kræver dog, at kvinderne skriver under på, at de aldrig vil være voldelige over for politiet i forbindelse med en bøde.
Det krav vil han også stille til kvinderne i Danmark.
Direkte adspurgt om ikke også han forsøger at markedsføre sig selv, svarer Rachid Nekkaz:
- Hvilken interesse skulle jeg have i Danmark? Jeg kender ikke jeres sprog, jeg kender ikke jeres politikere, hvad skulle mit formål være? Jeg er algerisk statsborger og laver politik i Algeriet, jeg har ingen politisk interesse i at gøre det i jeres land.
Der findes ingen officielle tal for, hvor mange kvinder der går med niqab i Danmark.
I 2010 vurderede en rapport fra Københavns Universitet, at 150-200 kvinder i Danmark med jævne mellemrum bruger den. Kun meget få gik ifølge rapporten med burka, hvor også øjnene er skjult.