Politik

Funding: Venstre er løbet tør for udlændingestramninger - nu prøver de noget nyt

Venstre er løbet tør for udlændingestramninger. Derfor forsøger partiet med ghettoudspillet at skabe sig en ny platform. Men det åbner for nye flanker.

Siden 2001 har Venstre haft trumfen i dansk politik. Udlændingekortet. Det er med stor succes blevet spillet i samtlige valgkampe siden Fogh-årene. Og valg er blevet vundet på den baggrund. Senest folketingsvalget i 2015. Sådan lyder den kollektive analyse på Christiansborg, og på den måde er politik simpelt: Venstre vinder valg, hvis de kan få en valgkamp til at handle om udlændinge. Og for at dette skal lykkes, skal der forslag til stramninger på bordet. Og heri består Venstres problem. Partiet er ved at løbe tør for politik.

Igennem snart to årtier er reglerne for tilstrømningen af udlændinge blevet strammet og strammet. Det betyder, at man i dag reelt ikke kan stramme mere, uden at man risikerer at overtræde de europæiske menneskerettighedskonventioner. Og det vil Venstre ikke. Eller Socialdemokratiet for den sags skyld.

Jeg er fra Jylland, og her ville man sige, at Venstre derfor risikerer at stå med bar røv, når de næste gang skal møde vælgerne. Uden varer på hylderne, hvad udlændingepolitik angår. Og købmandslogikken er benhård: Er der udsolgt i den ene butik, så går kunderne videre til den næste. Venstre har derfor været nødt til at gøre noget, og det er en væsentlig årsag til, at vi for nyligt så hele otte ministre præsentere regeringens bud på et opgør med ghettoerne.

Uopdyrket land

Med udspillet ”Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030” forsøger Venstre at ændre præmissen for spillet. Fokusset i udlændingepolitikken skal ikke længere være på tilstrømning, men i stedet på de mennesker, der allerede er kommet ind i landet. Fokusset for debatten skal hen et sted, hvor Venstre stadig har politik at tilbyde. Ghettoerne er på den måde uopdyrket politisk land.

Umiddelbart så det dog ud til, at Venstre med deres ghettoudspil sparkede en åben dør ind. Mette Frederiksen ”tog grundlæggende godt imod” regeringens udspil, og den socialdemokratiske formand understregede, at hun ”ikke ville skyde noget ned fra start”. Og det giver jo meget god mening, eftersom Socialdemokratiet for alt i verden ikke vil skydes i skoene, at de er slappere på udlændingepolitikken end Venstre.

Men kradser man lidt i overfladen, vil man opdage, at regeringen med sit udspil alligevel har lagt kimen til at udfordre Socialdemokratiet på særligt to områder. Det ene er regeringens forslag om at bruge 12 milliarder fra Landsbyggefonden til at ombygge og rive ned i ghettoerne. Pengene er indbetalt af lejerne i de almene boliger i hele landet, og Socialdemokratiet mener grundlæggende ikke, det er rimeligt, at fru Jensen i Holstebro skal have udsat renoveringen af sin lejlighed, fordi der skal rives boligblokke ned i de store byer. Og læg dertil, at Socialdemokratiet presses af sit bagland i den almennyttige boligsektor.

Socialdemokratiets akilleshæl

Det andet område, hvor regeringen udfordrer Socialdemokratiet, er dog langt farligere. Partiet har rykket sig markant på udlændingeområdet med Mette Frederiksen som formand, men der er stadig én akilleshæl tilbage. Ydelser. Partiet har grundlæggende svært ved at finde sine ben i denne del af debatten.

Spørgsmålet om integrationsydelsen stiller Socialdemokratiet i et reelt politisk dilemma. Et dilemma, der splitter folketingsgruppen og i sidste ende gør, at partiet står vægelsindet tilbage.

Der er ikke så få socialdemokrater, der grundlæggende støtter integrationsydelsen, fordi de mener, at den begrænser tilstrømningen af flygtninge til Danmark. Men der er også ganske mange socialdemokrater, der er imod ydelsen. Ikke så meget fordi de anfægter, at integrationsydelsen bremser tilstrømningen, men fordi de er bekymrede over, hvilken skade integrationsydelsen gør på de mennesker, der alligevel vælger at komme til Danmark. Særligt børnene. Et vaskeægte politisk dilemma, der deler partiet.

Vil man vinde Statsministeriet, kan man dog ikke lade være at mene noget i denne sag. Men når hverken kan sige A eller B, må man være kreative. Og det har de været i Socialdemokratiets ledelse. Det er fløjet lidt under radaren, men partiet accepterer sådan set i sit nye udlændingeudspil integrationsydelsen på den korte bane.

Man forsøger her at skyde debatten til hjørne ved at sige, at man vil have en ydelseskommission, der skal komme med anbefalinger. Men indtil de måtte komme, accepterer partiet altså integrationsydelsen. Men uden at støtte integrationsydelsen. Forvirret? Risikoen for, at vælgerne bliver det, er stor. Og forvirring kan let udvikle sig usikkerhed om Socialdemokratiets linje, og det er gift.

Det ved Venstre, og derfor udfordrer de helt bevidst på ydelsesområdet i deres ghettoudspil. Konkret foreslår regeringen, at folk på kontanthjælp, der flytter ind i en ghetto, skal trækkes i deres kontanthjælp. Forslaget sætter Socialdemokratiet i en kattepine af nøjagtig de samme årsager som med integrationsydelsen. Men igen har den socialdemokratiske ledelse været kreative.

Det er sådan set ret elegant, hvordan Mette Frederiksen får sig snoet uden om at forholde sig til forslaget. Hun afviste forslaget med den argumentation, at det ikke er vidtgående nok. I stedet vil Socialdemokratiet helt nægte kontanthjælpsmodtagere at flytte ind i ghettoerne. Og på den måde undgår partiet at forholde sig til at skære i ydelsen.

Socialdemokratiet lykkedes med afledningsmanøvren denne gang, men partiet kan roligt regne med, at Venstre kommer igen med nye forslag, og det vil bliver svært for S at blive ved med at glide af på emnet.

Tveægget sværd

Det nye fokus i udlændingedebatten er imidlertid ikke kun en vindersag for Venstre. Og visa versa for Socialdemokratiet. Man skal her lægge mærke til, hvad regeringen ikke har valgt at tage med i deres ghettoudspil.

Der er ingen reelle forslag, der fordeler tosprogede elever i folkeskolen. Eller gymnasierne for den sags skyld. Der er heller ikke forslag, der grundlæggende gør op med muslimske friskoler. I det hele taget har Venstre det svært ved forslag, hvor staten går ind og blander sig i folks liv og begrænser menneskers frihed. Det er bare ikke særligt liberalt. Det problem har Socialdemokratiet ikke – snarere tværtimod.

Socialdemokratiet er langt mere villige til at fortælle befolkningen – i dette tilfælde et mindretal af befolkningen – hvordan de skal leve deres liv. Og ligesom Venstre udnytter, at Socialdemokratiet har det svært med ydelsesdiskussionen, så vil Socialdemokratiet udnytte, at Venstre bøvler med at finde deres ben i denne del af udlændingedebatten. Jeg regner derfor også med, at vi, når vi nærmer os det kommende folketingsvalg, kommer til at se forslag fra Socialdemokratiet, der udfordrer regeringen på netop dette spørgsmål.

Det åbner op for det interessante scenarie, at Socialdemokratiet sammen med Dansk Folkeparti kan sætte Venstre af på dele af udlændingepolitikken. Det vil ikke længere være Socialdemokratiet, der har lange diskussioner med sig selv om humanisme og udlændingepolitik. I stedet vil vi se venstrefolk, der kriges om partiets liberale sjæl.

Men altså. På den korte bane har Venstre fået nye og eftertragtede varer på hylderne med regeringens ghettoudspil. Men partiet risikerer, at have åbnet for en debat, hvor Socialdemokratiet på sigt kan få en reel styrkeposition på udlændingeområdet.