BLOG: Papes ghetto-kommunikation er et flop
BLOG: Der er god grund til at kritisere udspillet for et totalt manglende fokus på forebyggelse.
Justitsminister Søren Pape Poulsens præsentation af et af de første elementer i regeringens ghettoudspil, forslaget om skærpet straf i særlige områder med stor kriminalitet, har været en kommunikationsmæssig katastrofe. Forslaget er nemlig godt, og Socialdemokratiet støtter det. Men det er jo helt forkert, når befolkningen med Papes præsentation får den opfattelse, at der nu skal gælde dobbeltstraf i alle udsatte boligområder. Det er jo langt fra tilfældet.
Forslaget handler IKKE om, at der nu skal være dobbelt straf i alle udsatte boligområder. Derimod giver det politiet et nyt redskab, så de kan oprette en afgrænset zone – ikke bare i et udsat boligområde – men rundt om i hele landet, hvor der måtte være voldsom kriminalitet og utryghed. Der skal være en kriminalitetsbegrundelse for at oprette en sådan zone. Dermed minder det til forveksling om de visitationszoner, som politiet allerede i dag kan oprette. Strafzonerne kan ikke gælde permanent, ligesom de kun kan gælde afgrænsede områder. Det kunne eksempelvis være et torv i et udsat boligområde, hvor der handles med narko, køres vildt på knallerter eller kastes med sten på politi og ambulancer. Eller det kunne være i et område, hvor der skydes eller udøves vold.
Principperne for at lave sådanne zoner er der altså ikke noget nyt i. Vi kender det også fra færdselsområdet, hvor der er dobbelt op på straf i områder med vejarbejde, eller hvis man nupper en handicap-p-plads. Tilbagemeldingen fra politiet er, at zoneredskaberne har rigtig stor effekt i kampen mod kriminelle. Det samme har de øgede straffe fra den seneste bandepakke til de, der igen og igen begår kriminaliteten. For det er jo typisk en lille gruppe, der så trækker flere medløbere med.
Forslaget giver altså politiet et redskab, som de vurderer har god effekt, og derfor bør vi selvfølgelig give mulighed for at det kan anvendes.
Til gengæld er der god grund til at kritisere udspillet for et totalt manglende fokus på forebyggelse. Der er ikke i deres udspil på retsområdet nævnt noget som helst, der der bidraget til at få unge tidligt ud af kriminalitet. Det er der behov for og det burde kritikere langt hellere fokusere på.