Politik

Løkkes tweet til Trump undrer Hans Engell: - Jeg forstår ikke, hvad han har gang i

Et utidigt mediestunt, siger Hans Engell om statsminister-tweet til Trump om våbenkontrol.

Det er et mediestunt, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et tweet opfordrer USA's præsident, Donald Trump, til at følge unges krav om våbenkontrol efter et skyderi på en skole i delstaten Florida i sidste uge, hvor 17 mennesker blev dræbt.

Det mener politisk kommentator Hans Engell. Han kalder tweetet "utidigt".

- Det er en højst besynderlig måde at udøve diplomatisk virksomhed på. En dansk statsminister blander sig i en meget følelsesladet diskussion. Her taler vi om en intern sag i USA, hvor tragisk den end er, siger Hans Engell.

Løkkes tweet blev udsendt onsdag klokken 22.05 på engelsk:

- Tillad mig at komme med et dansk perspektiv. Lyt til kravene fra ungdommen, som kræver våbenkontrol. Accepter ikke verdensrekorden i skoleskyderier. Gør USA stort og sikkert igen, skriver han.

Reaktion vil ikke skade forholdet til USA

TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen mener til gengæld ikke, at sagen er utidig. Han kalder den i stedet for "utraditionel".

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Løkke har gang i

Hans Engell, politisk kommentator

- Det er en hårfin balance, men jeg går ud fra, at Løkke har tænkt igennem, om det har en betydning for Danmarks forhold til USA. Så kan man diskutere, om det er klogt eller ej. Men det er nok ikke noget, han skal gøre hver dag, siger han.

Ifølge Hans Engell ville sagen være anderledes, hvis Løkke kommenterede en Nato-sag eller forholdet mellem USA og Danmark.

- Det ville være utidigt, hvis andre landes statsoverhoveder blandede sig i rent interne diskussioner i Danmark. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Løkke har gang i, siger han og tilføjer:

- At Trump bruger og misbruger Twitter og Facebook og ikke kan holde fingrene væk fra mobiltelefonen, betyder jo ikke, at andre stats- og regeringsledere skal gøre det samme.

Skader det forholdet mellem USA og Danmark?

- Nej. Det tror jeg ikke. Det dansk-amerikanske forhold er så stærkt. Det er helt uafhængigt af, om Løkke er statsminister i Danmark, og Trump er præsident i USA, siger Hans Engell:

- Det bygger på en helt anden historie og helt andre stærke bånd. Sagen er mere et mediestunt end en reel politisk tilkendegivelse. Hvis han havde relevante synspunkter, så gik han via de normale diplomatiske kanaler.

- Løkke laver en "Trump"

Peter Lautrup-Larsen vil ikke kritisere landets statsminister for at have skrevet tweetet, men han undrer sig over, at Lars Løkke Rasmussen uopfordret valgte at gå ind i sagen.

- Der var nok ikke nogen, der havde undret sig, hvis han ikke havde kommenteret på sagen. Men Lars Løkke tager et forbehold i sit tweet ved at skrive, at han ikke vil blande sig, men i stedet gerne vil give et dansk perspektiv.

Ekspert i politisk digital kommunikation Benjamin Rud Elberth kritiserer ligesom Hans Engell statsministerens tweet.

- Jeg plejer at sige, at Lars Løkke er formaternes og kompositionernes mester. Han ved altid, hvilket værktøj han skal hive ned fra hylden, når man skal kommunikere på tværs af medierne. Men det her er under hans normale standard, siger han.

- Det virker til, at Løkke laver en "Trump" - han fyrer noget impulsivt af, som virker uovervejet og tilmed med stavefejl. Det bidrager til, at det tweet bliver en anelse komisk.

Løkke: Ikke hvad jeg håbede på

USA's præsident lader sig dog ikke umiddelbart påvirke af den danske statsminister - eller af de overlevende fra skoleskyderiet, som har fortalt Donald Trump om deres holdninger og forslag til at forbedre sikkerheden på landets uddannelsesinstitutioner.

På et møde onsdag i Det Hvide Hus sagde Trump blandt andet, at han ønsker at fjerne våbenfri zoner ved landets skoler. Han sagde samtidig, at han støtter en idé om, at lærere med særlig træning kan være bevæbnede.

En journalist fra Jyllands-Posten har på Twitter henvist til udmeldingen fra Donald Trump i kommentarsporet til Lars Løkke Rasmussens tweet tidligere på aftenen.

- Ikke lige det svar, som Lars Løkke havde håbet på med sit tweet her til aften, går jeg ud fra, skriver hun, hvortil statsministeren svarede: 

- Nej, det var det ikke.