Løkke forklarer nu sin besked til Trump: - Faren kom op i mig
Lars Løkke Rasmussen kommenterer nu den besked, han i går aftes sendte til USA's præsident på det sociale medie Twitter.
Rollen som far kom op i statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han onsdag aften satte sig for at sende en besked på det sociale medie Twitter til USA's præsident, Donald Trump.
- Jeg er helt med på, at det er meget atypisk, men jeg tror, det var faren, der kom op i mig. Jeg har tre børn, to af dem har været i USA på henholdsvis high school og universitet. Jeg tror, jeg blev ramt af det, siger Lars Løkke Rasmussen om tweetet til Berlingske.
Beskeden til Donald Trump kom som reaktion på de mange unge mennesker, der i disse dage demonstrerer for mere våbenkontrol i USA. Blandt frontløberne i demonstrationerne ser man overlevende fra det skoleskyderi, som i sidste uge kostede 17 mennesker livet i delstaten Florida.
Vurderede, at Trump kunne tage det
Anledningen for tweetet var et møde onsdag aften mellem Trump og pårørende til skoleskyderier.
- Tillad mig at komme med et dansk perspektiv. Lyt til kravene fra ungdommen, som kræver våbenkontrol. Accepter ikke verdensrekorden i skoleskyderier. Gør USA stort og sikkert igen, skrev Lars Løkke Rasmussen i beskeden på Twitter.
Herhjemme har politisk kommentator Hans Engell undret sig over Løkkes handing.
- Det er en højst besynderlig måde at udøve diplomatisk virksomhed på. En dansk statsminister blander sig i en meget følelsesladet diskussion. Her taler vi om en intern sag i USA, hvor tragisk den end er, siger Hans Engell.
Til Berlingske siger Lars Løkke Rasmussen, at man altid kan "diskutere den diplomatiske kloghed i det". Men statsministeren vurderede, at Donald Trump nok også ville kunne håndtere det.
- Det skræmmer mig, at de skyderier, man har set i en årrække i USA, har det omfang, som det har. Og jeg synes, jeg kan fornemme, at der er en bevægelse. Der er nogle unge mennesker, som personificerer og griber den her sag på en stærkere måde, end jeg har set før. Det, tror jeg, har et stort potentiale, lidt ligesom #MeToo i en helt anden boldgade havde et helt andet potentiale, lyder det.
De unge: - Vi føler os svigtede
Og med den bevægelse henviser Lars Løkke Rasmussen til nogle af de unge mennesker, der har fået ørenlyd i amerikansk politik efter skyderiet i Florida.
Det er en generation af unge amerikanere, som er vokset op med skoleskyderier, men nu har fået nok af landets våbenlove.
En af dem er Cameron Kasky, som i weekenden deltog i en demonstration mod våben i Florida. Han overlevede skyderiet i sidste uge.
- Vi marcherer sammen som studerende, der bønfalder for vores liv. Det handler ikke om Republikanere eller Demokrater. Det handler om de voksne. Vi føler os svigtede. Og nu er I enten med os eller imod os, sagde Cameron Kasky, da han søndag talte på amerikansk morgen-tv.
En anden overlevende, Emma Gonzalez, sagde ved samme demonstration.
- Vi bliver de børn, man læser om i lærebøgerne. Ikke fordi vi er en del af statistikken over masseskyderier. Men fordi vi bliver det sidste masseskyderi.
Trump vil give lærerne våben
Bevægelsen har blandt andet også fået økonomisk støtte fra kendisser som talkshowværten Oprah Winfrey og skuespiller George Clooney.
Men i første omgang lader de ikke til at have overbevist Donald Trump.
På et møde onsdag i Det Hvide Hus sagde han, at han ønsker at fjerne våbenfri zoner ved landets skoler, så lærere med særlig træning kan være bevæbnede og forhindre skoleskyderier.
Det fik en journalist fra Jyllands-Posten til at kommentere Lars Løkke Rasmussens tweet:
- Ikke lige det svar, som Lars Løkke havde håbet på med sit tweet her til aften, går jeg ud fra, skrev hun.
- Nej, det var det ikke, svarede Lars Løkke Rasmussen.
Torsdag tilføjede Trump på Twitter, at han ud over at give lærerne våben også vil ændre loven, så man skal være over 21 år for at købe et våben i landet.
Berlingske vil vide, om Trump har svaret statsministeren:
- Nej, og det kommer han nok heller ikke til.