Politik

Man kan sagtens gøre rent, selvom man ikke kan tale dansk, sagde Løkke - direktør er uenig

Skal man kunne tale dansk for at få et job indenfor rengøring?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at det kræver kompetencer i dansk at gøre rent. Men i branchen er dansk ofte et krav.

Statsministerens melding var klar:

- Man kan sagtens gøre rent, selvom man ikke kan tale dansk. Man behøver ikke at gå og tale med sin moppe, kost og spand.

Udmeldingen kom efter, at TV 2 Nyhederne i et indslag søndag havde besøgt en somalisk kvindeklub i Odense-bydelen Vollsmose.

Da TV 2 spurgte om kvinderne kunne dansk, rakte ingen hånden op. Da TV 2 spurgte, om de var i lønnet job, var svaret at nogle ventede på arbejde, nogle var uden arbejde og andre var førtidspensionister.

Men et rengøringsjob – det kunne kvinderne jo godt tage, mente statsministeren. Men i branchen mener man noget andet:

- Hvis de skal gå alene, så skal de kunne dansk, siger direktør i rengøringsfirmaet Dialog, Ken Fallesen til TV 2.

Dansk er et krav i jobopslag

En hurtig søgning efter rengøringsjob på jobsøgningssiden jobindex.dk viser da også, at de fleste opslag har som krav, at ansøgeren kan dansk. 

TV 2 har søgt på ”rengøringsassistent”, ”servicemedarbejder” og ”rengøring” på ”Fyn”, hvor de somaliske kvinder fra indledningen bor. Det giver 18 hits på rengøringsjob, hvoraf de 14 har krav om dansk.

De fleste søger en person, der både kan tale, forstå og skrive dansk. En enkelt skriver, at det er nok at være fortrolig med dansk.

- Det er altså noget farligt noget. Det er ikke sulfo

Ken Fallesen, der har været i branchen i mere end 30 år, vil heller ikke ansætte personer, der ikke kan dansk.

- Rengøring er jo mere end en kost og en spand vand, forklarer han.

De skrappe midler, som rengøringspersonalet arbejder med, kan være farlige.

- Hvis du for eksempel hælder kalkfjerner ned i en spand vand, og det så skvulper op i dine øjne, så skal du vide, hvad du skal gøre. For det er altså noget farligt noget. Det er ikke sulfo, siger han.

Derudover er der hensynet til kunden.

- Hvis man skal have vasket et større gulv hver dag, vasker man jo med vand og noget gulvrengøring. Og hvis man ikke forstår, hvor meget man kommer i vandet, så risikerer du jo, at gulvet ligner en gang leverpostej dagen efter. Så bliver kunden utilfreds, og så mister vi jo vores arbejde.

Men det kan man vel lære?

- Ja, det kan man. Men det kræver en investering fra arbejdsgiveren visuelt og med fagter at vise, hvad der skal gøres. Hvis personen skal indgå i et team med to-tre andre, der kan faget og taler dansk, så er der intet problem. Men hvis de skal gå alene, så skal de kunne dansk, siger Ken Fallesen.

Det skal starte et sted

I ISS, der er en af de største rengøringskoncerner herhjemme, er dansk dog ikke et krav.

Men det er et krav, at de ansatte sideløbende skal lære det.

- Derfor tilbyder vi de her medarbejdere eller borgere, der kommer ind via deres lokale jobcenter, et forløb med opkvalificering og sideløbende arbejdsmarkedsdansk, siger chef for jobudvikling Rya Terney til TV 2 og fortsætter:

- Det er ikke nemt at være på en arbejdsplads hos en af vores kunder og tilfredsstille det servicebehov, de har, hvis man ikke kan dansk.

Så kan en kvinde som Iman Hassan - der er en af de kvinder, TV 2 talte med i Vollsmose - få job hos ISS , selvom hun ikke kan dansk?

- Det ville hun godt kunne. Hvis hun er villig til at indgå i de forløb, vi har. Vi har haft masser af kvinder og mænd i lignende forløb, som er havnet i faste job, og som ikke har kunnet dansk, siger hun.

Venstre: - Det er en dårlig undskyldning

I Venstre bakker udlændingeordfører Marcus Knuth op om Lars Løkke Rasmussens opfordring til kvinderne i Vollsmose.

- Vi kan jo se på de klokkeklare tal, at et af de områder, hvor vi har fået allerflest flygtninge i arbejde, det er i serviceindustrien såsom rengøring. Så når brancheindustrien siger, at det at man ikke kan dansk er en forhindring for, at man ikke kan tage et ufaglært arbejde som rengøring - det er ganske enkelt ikke rigtigt. 

Men lige nu er der 18 jobopslag for rengøring på Fyn. I 14 af dem kræver det, at man skal tale dansk for at søge. Det siger vel lidt om, at det skal man kunne. Det er jo virkeligheden.

- Jamen, virkeligheden er, at et af de mest populære steder, hvor man har haft størst succes med at få folk, der ikke taler dansk i arbejde - det er rengøringsbranchen. Så jeg synes simpelthen, at det er en dårlig undskyldning at sige, at bare fordi man ikke taler dansk, så kan man ikke finde sig et arbejde. Det er der rigtig, rigtig mange andre, der er lykkedes med.