Politik

BLOG: Lønstop for offentlige chefer - lønhop til sosu’en

BLOG: Over skærmen ruller nu en historie om cheferne i Banedanmark, der trækker kæmpestore bonusser hjem –på trods af skandalen om signalsystemet og s

BLOG: Over skærmen ruller nu en historie om cheferne i Banedanmark, der trækker kæmpestore bonusser hjem –på trods af skandalen om signalsystemet og selvom flere af cheferne ikke har nået deres mål. 

Samtidig får de lavest lønnede offentligt ansatte at vide, at de ikke kan få en reallønsstigning nu hvor deres overenskomst skal forhandles. Enhedslisten foreslår et lønstop for offentlige chefer, et total stop for lukrative kontrakter, der giver gyldne håndtryk selv når det går galt og et lønhop til rengøringsassistener, sosu’er og de andre lavtlønnede.

I dag har man kunnet læse om, hvordan flere chefer i Banedanmark har fået udbetalt ”performance-løn”, på over 100.000 kroner, selvom de ikke har løst den opgave de blev sat til. Og det er desværre ikke første gang. Alt for ofte har vi hørt om gyldne håndtryk og bonusser til chefer, som kunne have gået til velfærd, men i stedet er gået til dem i toppen. Det vil Enhedslisten ikke være med til. Det er på tide at fremgangen bliver til at tage og føle på for dem, der knokler i almindelige lavtlønnede job, og dem, der har betalt ekstra meget i løbet af krisen i form af dårligere velfærd og reallønstilbagegang.

Op med lavtlønsfagene

De, der hver dag knokler for vores fælles velfærd, får simpelthen alt for lidt for det store og vigtige arbejde, de laver. Sosu’er, renovationsmedarbejdere, pædagoger og kloakarbejdere er for dårligt lønnede. Alt for mange offentligt ansatte (og især kvinderne) får for lidt i løn, og lige nu får de at vide af regeringens forhandlere, at der ikke er mere i lønningsposen til dem i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

Samtidig har de øverste chefer i Danmark fået store lønstigninger de seneste mange år, selv om der har været krise og smalhals alle andre steder. De bedst lønnede topchefer i Danmark er nu kun få dage om at tjene, hvad der svarer til en gennemsnitlig årsløn. De får tocifrede millionbeløb i løn og bonusser, og de har oplevet, at lønningerne er steget med over 10 procent om året. Også i det offentlige ser vi den tendens, at chefernes lønninger er steget meget mere end pædagogerne, sygeplejerskerne og sosu’ernes. Og igen og igen ser vi, at selv når en offentlig chef bliver fyret, får kæmpestore gyldne håndtryk i fratrædelse. Igen i dag har vi kunnet læse, hvordan cheferne i Banedanmark får store bonusser, selvom målene ikke engang er nået.

Hvis vi skal have vendt den skæve udvikling, bliver vi nødt til at sætte cheflønningerne i bero og bruge nogle flere penge på at give mere i løn til dem, der får mindst. Det seneste årti har uligheden været stærkt stigende i samfundet. Det er urimeligt og ødelæggende for vores fællesskab. Det skyldes blandt andet en lang række politiske reformer, der har sænket skatten for de rigeste og for aktionærer og skåret på vilkårene for de grupper, der har mindst. Men det skyldes også, at lønningerne og lønstigningerne er skævt fordelt i det her land.

I Enhedslisten synes vi, at de lavest lønnede fortjener en lønstigning ved overenskomstforhandlingerne, og at chefernes lønninger og bonusser skal holdes helt i ro.