BLOG: De er skøre, de svenskere
BLOG: I den danske debat bruges udtrykket ”svenske tilstande” af og til som et skræmmebillede på, hvad der kan ske, hvis man lader en uansvarlig indva
BLOG: I den danske debat bruges udtrykket ”svenske tilstande” af og til som et skræmmebillede på, hvad der kan ske, hvis man lader en uansvarlig indvandringspolitik og den politiske korrekthed komme fuldstændig ud af kontrol.
På den anden side af Øresund kan man se, hvordan det ville være gået her i landet, hvis der ikke havde været et parti som DF, der har været med til at ændre den dybt uansvarlige kurs, som et flertal i Folketinget havde begivet sig ud på, da man åbnede grænserne på vid gab med den ulyksalige udlændingelov fra 1983.
I den danske debat i dag kan vi heldigvis åbent diskutere indvandringens negative konsekvenser. På linje med et hvilket som helst andet emne. Der findes dog et land, hvor man skal være forsigtig med at tale åbent om svenske tilstande. Her risikerer man, at ordensmagten kommer efter én, hvis man formaster sig til at beskrive de mørke sider af indvandringen. Landet? Lige præcis. Det er Sverige, jeg taler om!
Her er politimanden Peter Springare kommet i uføre efter at have fortalt sandheden om den bølge af gruopvækkende gruppevoldtægter, der plager landet. Nemlig, at det er et ”kulturelt fænomen”, der er eskaleret i takt med den massive indvandring gennem de senere år, selvom der også er eksempler på etniske svenskere, der begår den slags modbydelige forbrydelser. Alle ved jo, at det er sådan det forholder sig. Ikke desto mindre er den åbenmundede Springare blevet meldt til politiet af sin egen ledelse.
Politiets kommunikationschef uddyber anmeldelsen med, at det bl.a. handler om, at udtalelserne kan skade offentlighedens tillid til politiet. Generalsekretæren i Svensk Advokatsamfund supplerer med, at Springares udtalelser nærmest er racistiske. Blot for at opsummere. I den ”officielle” svenske optik skader det altså offentlighedens tillid til myndighederne, hvis disse fortæller sandheden. Hvilket i øvrigt også er racistisk.
Hvor er det langt ude. Og hvor er det dog tragisk at opleve den udvikling, som Sverige gennemgår i disse år.