BLOG: Socialdemokraterne ryster ikke pÄ hÄnden - Radikale er skakmat

16x9
Morten Østergaard, politisk leder af Radikale Venstre. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Hvad vil Radikale Venstre efter nÊste valg? Det spÞrgsmÄl hÊnger stadig i luften, mener TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen.

- Jeg forstÄr ikke, hvad du siger.

SpÞrgsmÄlet blev hÊngende i luften, da TV 2s SÞren Lippert i gÄr, onsdag den 7. februar, besÞgte den radikale leder Morten Østergaard i Vollsmose under dennes turné til ghettoer rundt om i landet.

Morten Østergaard prĂžver at blive klogere pĂ„ integrationsproblemerne. Et rosvĂŠrdigt forsĂžg pĂ„ at komme ud i virkeligheden. SĂžren Lippert derimod forsĂžgte omvendt i sit talkshow ”Lippert” at fĂ„ opklaret, hvad de radikale egentlig mener, nĂ„r de erklĂŠrer, at partiet skal have indflydelse pĂ„ udlĂŠndingepolitikken for at pege pĂ„ socialdemokraternes Mette Frederiksen som statsminister. Man mĂ„ hĂ„be, at Morten Østergaard fĂ„r mere ud af sine studier i virkeligheden, end Lippert fik ud af sin spĂžrgerunde med partilederen.

Jo, de radikale vil ikke vĂŠre ”nyttige idioter” for at bruge Morten Østergaards egne ord. Men hvad sĂ„? Hvem vil partiet sĂ„ pege pĂ„? Det spĂžrgsmĂ„l og svar hĂŠnger stadig i luften.

Socialdemokraterne ryster i hvert fald ikke pÄ hÄnden. De er tydeligvist mere nervÞse for at miste deres egne vÊlgere i krydsfeltet mellem partiet selv og Dansk Folkeparti, end de frygter et radikalt parti med 11-12 mandater efter Þjeblikkets meningsmÄlinger, hvis det gÄr godt for Morten Østergaard ved et kommende folketingsvalg om godt et Är, eller hvornÄr det kommer.

Mandagens udspil fra Mette Frederiksen med de opsigtsvĂŠkkende signaler om markante stramninger pĂ„ udlĂŠndingeomrĂ„det og socialdemokraternes medvirken i onsdagens aftale om regler for familiesammenfĂžringer er hĂžjtlĂŠsning for de radikale. Folketingets store flertal af regeringen, Dansk Folkeparti og altsĂ„ socialdemokraterne prĂžver ikke engang at skjule, at formĂ„let er at skelne mellem danskere og de udlĂŠndinge, aftalepartierne gerne vil have til Danmark – og sĂ„ dem fra ikke-vestlige lande, der betragtes som mere vanskelige at integrere som beboere i diverse ghettoer gennem generationer.

Det er den politiske falanks med mere end 10 gange sÄ mange mandater, de radikale nu vil bryde ved at true Mette Frederiksen. Noget, hun altsÄ i Þjeblikket giver fingeren. Og sÄ er det endda sagt pÊnt.

FĂžler intet

Den socialdemokratiske partitop fÞler absolut intet for de radikale. Det skulle da lige vÊre foragt. Det forekommer sÄledes at vÊre mere end i forhistorisk tid at tÊnke tilbage pÄ dengang, socialdemokraterne ikke kunne forestille sig at fÄ og holde fast i magten uden at lefle for det lille midterparti.

Tilbage i statsminister Poul Nyrup Rasmussens regimente i 1990’erne var det utĂŠnkeligt at lade sig skille fra den radikale Marianne Jelved, uanset hvor umulig hun og hendes parti var med socialdemokratiske Ăžjne – ikke mindst pĂ„ udlĂŠndingeomrĂ„det.

Okay, Helle Thorning-Schmidt og SF’eren Villy SĂžvndal prĂžvede ganske vist med deres ”Fair LĂžsning” og ”Fair Forandring” fĂžr valget i 2011, som de radikale angiveligt ikke kunne rette et komma i. Og blev banket tilbage til de politiske begynderkurser af den radikale Margrethe Vestager i de berĂžmte eller berygtede forhandlinger i det sorte tĂ„rn, inden Helle Thorning-Schmidt dannede regering med alle tre partier og knĂŠkkede halsen politisk set ikke kun pĂ„ sig selv, men ogsĂ„ og isĂŠr pĂ„ SF.

Et forlÞb, der er de radikales hovedargument for, at det ogsÄ denne gang gÄr pÄ samme mÄde. OgsÄ en Mette Frederiksen mÄ smide hÄndklÊdet i ringen og give de radikale markante, synbare indrÞmmelser, messer de over for tvivlere pÄ Christiansborgs gange.

Anderledes denne gang

Denne gang er bare anderledes. Mette Frederiksen og politbureau Sass har set dybere i stillingen end forgÊngerne. De politiske skakbrikker stÄr anderledes. Hvis nogen er tÊt pÄ skakmat, sÄ er det snarere Morten Østergaard end den socialdemokratiske partiformand.

Vestager kunne true med alternative flertal uden om socialdemokraterne. Hun kunne gĂ„ sammen med blĂ„ blok pĂ„ dagpengeomrĂ„det, tilbagetrĂŠkning med hĂžjere pensionsalder og en Ăžkonomisk politik, der satte hensynet til at lokke flere arbejdstimer ud af danskerne gennem skattelettelser – det sĂ„kaldte jobudbud - hĂžjere end venstreflĂžjens Ăžnske om mere lighed og Ăžget velfĂŠrd.

En trussel, som Helle Thorning-Schmidt bÞjede sig for i en grad, sÄ hendes finansminister Bjarne Corydon nÊrmest blev mere radikal end de radikale og gjorde Vestagers politik til sin.

Men hvad skal Morten Østergaard true med? At han fÄr flertal pÄ udlÊndingeomrÄdet for sin politik er lige sÄ sandsynligt, som at den Tesla, der nu er sendt ud i rummet, ender med at fÄ en parkeringsbÞde pÄ Mars.

Intet alternativ

Helle Thorning-Schmidt havde intet alternativ til Vestager. Mette Frederiksen er derimod mere end pÄ date med Kristian Thulesen Dahl. NÄr Morten Østergaard vil rulle stramningerne tilbage, efter Mette Frederiksen er gÄet til hÞjre pÄ udlÊndingeomrÄdet, sÄ stÄr Thulesen Dahl klar som et mere end brugbart alternativ.

Og nĂ„r Morten Østergaard vil have reformer og tĂŠnke langt i 2025 planer i den Ăžkonomiske politik, sĂ„ er Mette Frederiksen i venstredrejning hĂ„nd i hĂ„nd med – ja, hvem – naturligvis Kristian Thulesen Dahl. Helle Thorning-Schmidt er endt uden for politik i London, Bjarne Corydon som chefredaktĂžr pĂ„ BĂžrsen. Morten Østergaard har ingen venner i det store parti og slet ikke i dets statsministerkandidat.

Dertil kommer, at Mette Frederiksen mener det. Det er ikke kun af vĂŠlgertaktiske grunde, hun ser mod hĂžjre i udlĂŠndingepolitikken. Frygten for parallelsamfund og pres pĂ„ velfĂŠrden er et grundlag for den socialdemokratiske handling. Det kan godt vĂŠre, at hun klogere end Lars LĂžkke Rasmussen undlader at hĂŠvde ”jeg vil ikke vĂŠre statsminister for enhver pris”. Men holdningen er den samme. Morten Østergaard kan ikke true sig til et socialdemokratisk lĂžftebrud.

Lidt bekymring

Naturligvis kan det godt bekymre socialdemokraterne, at Enhedslisten synger med i det radikale kor med nye vedtagne krav om indflydelse for ikke at vÊlte en socialdemokratisk ledet regering. Og det kan ogsÄ godt vÊre, at Alternativet ikke engang lover at pege pÄ Mette Frederiksen, med mindre hun begynder at tÊnke grÞnt. Men holdningen i den socialdemokratiske partitop er, at nok bliver det besvÊrligt og kan ligne en rÞd regering, der bygger pÄ sandbund. De skal nok hÄndtere Morten Østergaard, Pernille Skipper og Uffe ElbÊk alligevel.

For igen. Hvem skal de kritiske partier ellers pege pÄ? Kristian Jensen jubler de radikale over. Endda har de brugt det fattige partis fÄ annoncekroner pÄ en kampagne med hans portrÊtfoto som blikfang. Svaret fra Venstres nÊstformand mÄ dog skuffe. Han er blevet sÄ bange for den radikale skygge, at han benyttede forrige weekend og spalterne i Berlingske til at fornÊgte ethvert politisk synspunkt, der kunne lugte af partnerskab med Morten Østergaard og hans parti.

Nu mĂ„ vi forstĂ„, at Kristian Jensen er strammer i udlĂŠndingepolitikken. VĂŠk er bekymringen for grĂŠnsekontrol og smykkelov. Kritikken af Dansk Folkeparti for at vĂŠre et ”ansvarsfrit protestparti” er lagt pĂ„ hylden. Nu er samarbejdet med Kristian Thulesen Dahl det, der giver mening i VenstrelĂžvens politiske tilvĂŠrelse.

Langt fra kongemager

I Þjeblikket er de radikale langt fra den rolle som kongemagere, de historisk har haft monopol pÄ. Den ligger hos Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti. Hvis nogen er i tvivl, behÞver de bare se, hvordan de to store statsministerbÊrende partier retter ind.

Klogt er det derfor af Morten Østergaard at tage ud i virkeligheden. PrĂžve at gĂžre en dyd ud af at sĂžge nye muligheder. FĂ„ et synligt erfaringsgrundlag til erstatning for det billede, hvor radikale ledere altid har vĂŠret set som en del af inventaret bag Christiansborgs tykke mure.

Derinde har han i Þjeblikket ikke sÄ meget at hente. Og slet ikke, nÄr politiske trusler kun bliver mÞdt med skuldertrÊk af dem, de er rettet imod.